Dag 9 – to telte på en skråning

Gået i dag – 24 km

Jeg er, som nogle vil vide, ikke altid verdens mest tålmodige (!), så da Laura ikke heeeelt var klar til at gå kl 8, som vi havde aftalt, mens først havde nusset sig færdig med morgenmad, ned med telt og plastret sine fødder ind lidt i ni, var jeg en smule utidig. Jeg ville afsted!

De første 10 km gik i forholdsvis rask trav. Vejret var pludselig blevet meget Danmark-i-april-agtigt – blæsende og skyet og ikke ligefrem til de shorts, der ellers har været min uniform (altså sammen med en skjorte) den sidste uge. Omvendt var det rart – det er bare nemmere at gå, når man ikke føler, man trasker afsted i en ovn, der er sat på grill.

Vi mødte meget få andre vandrere i løbet af dagen – kun en lille håndfuld passerede os, da vi tog et frokoststop ved noget, der mest mindede om en strand på vej op ad et bjerg. Superfint sted. Og i læ for den ret heftige vind.

Det er både underligt og ikke underligt. Altså at vi ikke mødte så mange andre. Alle skal samme vej, men alle går i forskellige tempi og slår lejr forskellige steder, og nogle af dem, vi havde været på “festival” med i Warner Springs, var startet tidligere end os, andre ville blive der en ekstra dag for at hvile knæ eller fødder.

Så da vi nåede op i cirka 1.400 højdemeter og havde besluttet at slå lejr på et af de campsites, vi passerede der, var det nærmest en glædelsesoverraskelse, da der kom et kendt ansigt væltede forbi på stien.

Som dog ret hurtigt blev til lidt bekymring, for Ryan, en 22-årig skibums fra Colorado, som vi havde mødt i Warner Springs, var ikke i særlig god forfatning. Han var udmattet, tørstig, havde ondt i ankler og knæ og havde gået alene – mod sin vilje – hele dagen. Og nu ville han bare gerne have noget selskab.

Vi foreslog ham at campe med os – eller at gå 5 km længere til, hvor vi havde hørt, at en flok andre, vi havde mødt i Warner Springs, ville være.

Han kiggede rundt og sagde så: Nej, det her er sgu for shitty et campsite.

Det var helt rigtigt et shitty campsite – omend udsigten var fabelagtig og der var læ – fandt vi ud af, da vi hev teltene frem. Der var i virkeligheden kun plads til ét telt, der kunne stå nogenlunde fladt, så vi parkerede vores to telte nærmest oveni hinanden og med fælles teltpløkker for at vi begge kunne få bare lidt flad grund. Og opdagede så, at hov, de stod så tæt, at jeg ikke havde plads til at folde mit oversejl offentligt ud.

Ligemeget, tænkte jeg. Godt nok er det pivkoldt heroppe på bjerget, men regn – det bliver det jo helt sikkert ikke; det er jo ørkenen, det her.

Og så kokkerede vi aftensmad – brændende kærlighed igen for mit vedkommende, efterfulgt af helt fantastiske honningkagebrownies, Laura havde fået sendt hjemmefra – og mens hun klippede sine vabelplastre klar til næste dag lavede jeg englehop og sprællemænd for at være varm inden jeg rullede mig ind i min sovepose som en burrito. Så dejlig varm, at jeg ikke lod mig irritere (ret meget) af, at jeg nærmest øjeblikkelig rutsjede ned i fodenden.

Shitty campsite, oh yes.