Dag 104 – Arla og frømandskorpset

Gået i dag – 40 km

Det var skyet, da jeg vågnede i morges. Ikke at jeg kunne se det i det morgenmørke, der kl 05.00 lå over min verden i en skov i Oregon. Men jeg kunne mærke det – det var ikke nederdelevejr, da Scoop og jeg præcis kl 5.45 satte i gang.

Skyerne blev hængende hele formiddagen, men det var helt okay med mig. I stedet for 35 grader var det måske 25, og det var nærmest perfekt vandretemperatur, når man går i skov.

Så vi cruisede i lyntempo de første 12 km – kun afbrudt af et besøg på et rastepladstoilet, der – noget umotiveret – stod midt ude i ingenting. Og som nogen i kommentarfeltet på Guthook, navigationsbiblen, havde beskrevet som “the Best toilet stop EVER”. Det må have været fordi han havde virkelig meget brug for et toilet, for så spektakulært var det nu heller ikke. Lignede i mistænkelig grad alle andre das’er. Omend det da trak op, at der var toiletpapir.

Vi holdt pause, da stien krydsede en landevej, og fik selskab af en ung svensker. Han havde indtil for nylig gået sammen med en ven hjemme fra Goteborg, men denne var rejst hjem efter at have haft vabler nonstop siden dag 1. Jeg følte med ham.

Videre – til næste landevej, stien krydsede, og som var vejen, der førte til Hyatt Lake Resort, et af mange små listige steder langs Pacific Crest i Oregon, der består af en række hytter, en butik og en restaurant. Vi var kun interesseret i det sidste – og så i det faktum, at Hyatt Lake Resort tilbyder at hente og bringe vandrere der, hvor stien møder vejen.

Vi ringede til dem. Henter I? For real? Det var for real, så fem minutter efter holdt dem kvindelige del af det par, der driver resortet, i en stor SUV og vinkede os ind i den.

Fantastisk. Og fantastisk service, da vi kom til resortet. Vi var de eneste gæster i restauranten her kl 10.30 om formiddagen, og vores tyske servitrice var ved at falde over sig selv i iver efter at opfylde alle vores ønsker. Herunder at give os koden til stedets wifi.

“Det er ellers kun til gæster, der bor her”, hviskede hun. “Men jeg giver det altid til vandrerne.”

Scoop hviskede lige så konspiratorisk retur, at det var vores lille hemmelighed.

Da vi havde fortæret vores mad, for mit vedkommende kylling og fritter, som man for the record sagtens kan spise og skylle ned med refill på cola kl 10.30 – kørte ejerinden os tilbage til stien. Denne gang med Missy, verdens sødeste labradorkryds ved siden af mig på bagsædet.

Da vi nåede frem, sad vores svenske ven i vejkanten. Han var få hundrede meter før vejen vredet om på højre ankel og kunne, at dømme efter hans forvredne ansigt, ikke gå uden voldsomme smerter. Vildt ufedt for ham, men, tænkte jeg, i den grad heldigt, at det skete lige her og ikke på nogle af de mange strækninger, hvor der er 50 km eller mere til den nærmeste vej og civilisation.

Med maven fuld af fedtede fritter og friturestegt kylling var der ikke helt så meget fart over eftermiddagens distance. Faktisk så lidt, at jeg benyttede hver en lejlighed til at holde pause. Tage billeder af et skørt træ, af den røgfyldte udsigt, af mig selv ved siden af det måske største PCT-skilt, jeg har set.

Og til at blive glædeligt overrasket, da jeg pludselig midt på stien så Ian, en englænder, jeg fulgtes lidt med, eller i hvert fald så en masse gange og slog lejr med, tilbage i ørkenen. Og som jeg ikke har set siden Kennedy Meadows. For over 1600 km og to måneder siden.

Det er en af de sjove ting ved det her eventyr. Man møder folk, og måske ser man dem hele tiden derfra, måske ser man dem kun den ene gang, fordi man tilfældigvis er ved det samme vandhul eller ved at købe mad i den samme butik, men fordi man har forskellige vandretempi, er det det. Indtil man pludselig, langt senere, møder dem igen.

For Ians vedkommende havde han haft selskab på stien af først en ven, derefter sin kone, og nu havde han fået en mindre skade. Læs: han går normalt hurtigere og længere end mig.

Så vi brugte en god halv time på at udveksle erfaringer og oplevelser siden sidst. Og på lige at vende, at Ian har arbejdet for Arla i 20 år.

Jeg troede egentlig, at det emne var udtømt – vi talte efter min mening lidt for meget om mælk og youghurt nede i ørkenen – men åbenbart ikke. Jeg skulle lige igen fortælle, hvilken mælk jeg foretrak. Ja, det er så øko fra Irma, men mest fordi det er den nærmeste butik fra der, hvor jeg bor. Vigtig viden. Eller.

Scoop og jeg slog lejr ved en lille vandkilde. Det er ikke så tit, der er lejrpladser lige ved siden af vand, og slet ikke at de pladser er ledige, for det er eftertragtet at have unlimited water til at lave mad med, vaske op bagefter og drikke alt, hvad man orker, i stedet for at være begrænset af, at der skal være nok til næste vandhul.

Da vi var på de sidste mundfulde af aftenens nudelret, kom en vandrer ind i lejren på vej mod den lille bæk.

Og som efter at have hentet det vand, han havde brug for, satte sig ned for at spise inden han – som det var hans plan – ville fortsætte med at vandre i aftenmørket.

Når nogen sætter sig ned lige ved siden af en, er man lidt tvunget – hvis man er et nogenlunde opdraget menneske, som jeg som udgangspunkt synes, jeg er – til at tale med den nogen.

Så det gjorde vi. Og fandt ud af, at Stellarteeth, som han gik under, var på vej fra nord mod syd, havde arbejdet hos Energizer – ja, dem med batterierne – i 27 år, og tilbage i 1980erne havde været fem uger i Danmark for at træne med Frømandskorpset.

Nu har jeg ikke nogen personlig erfaring med Frømandskorpset, men fik sagt et eller andet generelt om det, som åbenbart var nok til at få det til at virke, som om jeg var alvidende om emnet.

Hvilket fik Stellarteeth til at kaste sig ud i en monolog af de længere. Faktisk så lang, at jeg var kravlet i soveposen, Scoop gået bag en busk for at tisse, og det var blevet halvmørkt, mens historierne om først Frømandskorpset og dernæst om fordelene ved Lithium-batterier fremfor standard og hvorfor Energizer faktisk er bedre end Duracell.

Desværre tog jeg ikke noter, registrerede bare søvnigt, at det er fascinerende, hvad der kan ske i løbet af en dag. Især af uventede ting. At jeg skulle falde i søvn til et foredrag om batterier denne aften, havde jeg bestemt ikke forudset, da jeg vågnede i morges. Men det er, batteri-interesse or not, noget af det smukke ved det her eventyr. At man aldrig ved, hvad dagen bringer.