Dag 26 – Trail Magic

Gået i dag – 37 km

I dag var en af de dage, jeg kommer til at huske. Ikke for udsigterne, selv om de var forrygende – jeg er stadig i de bjergrige dele af ørkenen, og de gigantiske træer, der ser så små ud på de vældige skråninger, er sammen med et væld af smukke lilla blomster et syn, man kun kan begejstres over.

Ej heller for de mange kilometer især op men også ned, stien snoede sig hen over. Med tilhørende anstrengelser.

Og heller ikke for den bjørn, der ikke dukkede op i nat. Lidt øv egentlig.

Dagen i dag bliver husket for det koncept, der hedder Trail Magic. Som jeg måske allerede har forklaret, men if so får I den S igen: ualmindeligt venlige mennesker kommer ud til stien, oftest hvor den krydser en vej (fordi det er det logistisk nemmeste for dem) og deler ud til de vandrere, der kommer forbi på det tidspunkt. Det kan være alt fra vand over frugt til en buffet af mad, kager, chips, is, you name it.

Bortset fra da vi løb ind i Trump-tilhængere for nogle uger siden, har jeg ikke været begavet med ægte Trail Magic. Før i dag.

Og ganske som det ligger i begrebet magi, var det helt uventet.

Men med en god forhistorie. Here goes.

Vi kom vandrende ad stien. På et tidspunkt rammer den en vej – en lille snoet bjergvej, der ligger så højt oppe i bjergene, at den om vinteren er lukket på grund af de massive mænger sne, der falder her. (Som er virkelig svært at forestille sig, når man kl 7.30 er ved at smelte i shorts).

I dag var der ikke skyggen af sne, og heldigt, for vi var nødt til at henlægge godt 4 km vandring ad den vej. Stien var det næste stykke lukket for gående trafik for at beskytte en særlig gulbenet frø, der er så truet en dyreart, at den nærmest er uddød, og åbenbart kun findes – i få eksemplarer – i dette bestemte område.

Ergo – detour ad vejen for os.

I hælene på Laura, Emily og jeg var et britisk par, som ikke havde tænkt sig at gå de fire km, men at tomle. For – som manden meget selvhøjtideligt proklamerede – er det altså roadkills, der slår ALLERFLEST vandrere ihjel, og de skulle I HVERT FALD ikke risikere det. Underforstået – I andre er idioter, hvis I går på den vej.

Well, mit temperament er ikke til at stå og vente på en sjælden bil på en bjergvej en tirsdag kl 9 om morgenen, eller også er jeg bare idiot. I hvert fald begyndte jeg at gå. Det samme gjorde Laura og Emily lidt efter og derfor et stykke bag mig.

Jeg havde vel gået omkring halvdelen, og var blevet passeret af én bil og en håndfuld motorcykler, da der lød en dytten bag mig. Ud af vinduet i passagersiden vinkede Laura: Skynd dig og kom. Janet vil køre os og hun har Trail Magic!

Ind med mig, en hurtig køretur ned til der, hvor den særlige frø med gule ben ikke huserer og vi kunne entrere stien igen, og så hev Janet ellers et paradis frem fra bagagerummet:

Sandwich med ost, kalkun, salat, tomater, avocado. Vandmelon, ananas, kiks, hårdkogte æg (med salt!), limonade, en kæmpekøleboks med sodavand, øl og koldt vand – og picnicstole (med kopholdere), borde at arrangere det hele på, og sågar tæpper at slynge om sig, hvis det blev for koldt at sidde i skyggen.

Det var – magi. Nothing less. Og hele det cirkus kom hun med, fordi hun for et par år siden selv gik AT (en af USAs andre langdistance vandreruter) og vidste, hvor fuldstændig fantastisk det er uventet at blive præsenteret for sådan et festmåltid her langt ude i ingenting. Hvor glad man bliver.

Da vi glade mennesker havde fyldt os og sad og slog mave og dovent overvejede, om vi burde gå videre, kom det britiske par. Der endelig havde fået en af de få biler på den jo vildt farlige vej til at samle dem op. Og hvis ansigter blev en smule lange, da de så, hvad vi idioter, der går langs vejen, havde muntret os med den sidste time.

Vi så dem igen senere på eftermiddagen. På et af de oplagte steder at holde en vandrepause, fordi der både var vand, skygge og et picnicbord. Og på det tidspunkt var evt muggenhed over, hvilken magi de var gået glip af, forsvundet. De var bare sammen med os euforiske over, at vi netop havde passeret 400 mile mærket.

400 mile. 650 km. Så langt og dog så kort. Jeg vælger at fokusere på det første – jeg har aldrig før gået 650 km på en gang (eller, altså, ud i en køre), så selv hvis jeg brækker benet i morgen og er nødt til at tage hjem, vil jeg være ret stolt over at have præsteret dét.

Ligesom jeg er ret stolt – og forundret også – over, at dagens etape på 37 km var just another day og ikke specielt hårdt eller føltes langt. Man KAN åbenbart vænne sig til den slags jo nærmest absurde daglige distancer. Vildt.

Dagens endestation var et campsite på sand. Ikke en strand – i så fald med et meget usynligt hav – men det var rart at slå telt op i sand, blødt, stadig varmt fra dagens hede, og ikke så støvet som grus.

Ved siden af mig havde en britisk herre, som vi ikke havde set før, slået lejr, og var i gang med sin aftente (jeg er jo britisk, som han sagde). Da han hørte, jeg var fra Danmark, oplyste han straks, at han havde arbejdet for Arla Foods i en evighed, og således brugte jeg de sidste timer af dagen på at diskutere yoghurt og mælk. Hvilket egentlig var lidt tortur, når man er så langt fra noget, der bare minder om mælkeprodukter. Men hyggeligt var det.