Dag 107 – ude at køre med de fulde og en brudgom

Gået i dag – 41 km

I dag blev noget anderledes end forventet. Ikke at ret mange dage bliver, som jeg forventer – og efter +100 dage er jeg holdt op med at forvente ret meget, for har efterhånden lært, at der altid sker noget andet og som oftest uventet. Go with the flow-life.

Nå, men planen var at gå godt og vel 40 km og ende ved Crater Lake.

Som er en af Oregons mest besøgte turistattraktioner, og som Pacific Crest Trail går igennem. Eller i virkeligheden udenom – Crater Lake har en såkaldt rim trail, altså hvor man går på kanten af et gigantisk vulkankrater med en sø – men PCT følger ikke den sti; den går for some reason nogle kilometer længere mod vest.

Mange vælger så alligevel at tage en detour og gå på the rim trail, fordi den er flottere, og i år er det eneste mulighed, fordi dette stykke af Pacific Crest Trail er lukket på grund af skovbrand.

Lige før Crater Lake er der et turistcenter, en campingplads, en butik, restaurant og alt den slags, og det var vores mål – blandt andet fordi det er et de steder, både Scoop og jeg har sendt en kasse med mad til. Belært af andres erfaring med, at udvalget af mad i butikken er både dyrt og begrænset.

Så afsted med os. I godt og vel 10 km – blandt andet forbi Honeymoon Creek, nogle vandløb har skøre navne – hvorefter vi drejede fra for at tage en alternativ sti ned mod hovedvejen ind til Crater Lake. Den var ikke ret meget kortere, men indeholdt mere vand end den ellers næsten 30 km lange strækning uden en eneste bæk, som der lå forude.

Det betød til gengæld en lang – lang – vandring på grusvej. Som ikke er specielt ophidsende, og slet ikke da vi endelig nåede en form for rigtig vej og så et skilt forude, der proklamerede, at Seven Mile bridge, som vi skulle over, var lukket, fordi den skulle rives ned.

Fuck. Skulle vi ud i en kæmpe omvej? Kunne vi vade over Seven Mile Creek, som broen krydsede over? Hvor bred var den creek?

Det viste sig ikke at være nødvendigt, for i dag var lørdag, og vejarbejderne var åbenbart ikke nået til at rive noget ned endnu – en gravko stod bare uvirksomt parkeret midt på den meget smalle bro, sikkert for at forhindre rebelske lokale i alligevel at køre den vej.

Vi gik derfor over og videre ned ad den lange lige støvede stadig +10 km vej, vi havde foran os, før vi ville ramme hovedvejen og muligheden for et lift det sidste stykke til Crater Lake.

Så kom der pludselig en traktor med lad fræsende ud fra en markvej. Ombord sad to mænd iført stiveste puds. Det vil sige cowboystøvler, hvid skjorte og vest, cowboyhat og jeans. Og med hver en dåsebajer i hånden.

“Howdy, boys,” sagde Scoop (ja, det sagde han faktisk.).

“You are mighty fine dressed today.”

“Det er fordi jeg skal giftes i dag,” proklamerede den ene stolt.

Og han og hans Best man var så bare lige ude og tage et par før-bryllupsbilleder ude i naturen. Naturen åbenbart værende på en markvej og traktor.

Brudgom og Best man gav os et kort lift på traktorens lille lad ned til ranchen, hvor bryllupsfesten tydeligvis skulle stå. Et kæmpetelt var slået op på en mark, en ditto grill var i gang, et dansegulv omringet af halmballer stod klar, blomsterarrangementer i oversize omringede hele herligheden. Og ude på vejen de næste tre kilometer fra ranchen og ned til hovedvejen forkyndte skilte til ære for udenbys gæster, at brylluppet var den her vej.

Nede ved vejen smuttede vi ind i den lokale campingplads’ butik og købte kold æblejuice og chips – begge dele økologisk, for øko og biodynamisk var det eneste, de førte her. Og så stillede vi os ud til vejen med tomlen ude. Og stod der i måske en halv time og blomstrede og svedte uden blaffeheld.

Indtil en varevogn stoppede og vinkede os ind. Glad sprang jeg ind på forsædet – cirka 30 sekunder efter var jeg ikke ret glad.

For vores chauffør var af typen, der ikke ser noget problem i at køre bil med i hvert fald mere end en enkelt øl i blodet. Og en i hånden, mens han slingrede op ad vejen, alt imens han berettede om sin fortid som hippiekunstner og sin nutid som afdanket hippiekunstner. Tilbød os pot – jeg bor lige her, man, vi kan lige svinge ind, så kan I få noget med? – og rasede mod Trump og det etablerede shitty society og endte hver sætning med fuck, man, mens han igen og igen skålede med mig (i min æblejuice) og glemte at holde øjnene på vejen, så han – oops, man – måtte rette vognen op, når den var på vej ind i vejkanten.

Jesus, jeg var glad, da jeg steg ud af den bil.

Mest glad for stadig at være i live.

I Mazama Village, som det lille turistområde nær Crater Lake er døbt, fik jeg min kasse med mad og så checkede vi ind på campingpladsen – en af de gode med bordebænkesæt og masser af plads. Og dufte af grillede pølser, som alle dem, der var der i bil eller autocamper var i fuld gang med at kokkerere. Jeg slugte en håndfuld cookies for at holde mig fra at blive hangry, indtil jeg havde været i bad – og lufttørret, for et håndklæde er ikke en del af min bagage. Lidt besværligt, men heldigvis var det varmt udenfor.

På vej fra badet mødte jeg Ian – englænderen, jeg ikke har set i mange hundrede kilometer, men løb ind i forleden. Smerterne i hans fod, som han nævnte forleden, var blevet værre – så meget værre, at han har besluttet at sige tak for nu og rejse hjem til Storbritannien.

Han var en halvbitter mand – og oh yes, det forstod jeg virkelig godt. At have gået 2800 km og så blive fældet af en pludselig opstået skade.

Men han havde alligevel så meget menneskeligt overskud, at han var i gang med at forære alle de kasser med mad, han har sendt til sig selv længere oppe ad stien, til andre vandrere.

Han manglede bare at komme af med en enkelt – som jeg fik. Søde Ian, det var helt vildt sødt af ham. Og spændende hvilken mad jeg skal gå ombord i fra om en uges tid. Jeg gætter noget med earl Grey og biscuits.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg