Dag 31 – 80 år og 500 miles

Gået i dag – 35 km

Dont judge a book by its cover.

Jeg kan ikke lige komme i tanke om den danske oversættelse (ja, se mig, jeg har været i USA i en måned og ALT dansk er væk (!), men det var noget af det, Estus og jeg talte om i går. Og i øvrigt – sjovt at det lige er ham, jeg havde den snak med, for han ligner en, der kører motorcykel og spiser små børn til morgenmad, men er i virkeligheden supersød.

Nå, men fire km inde i dagens vandring blev det udsagn eksemplificeret på smukkeste vis.

Jeg var startet alene, fordi Estus boblede lidt længere ovre i sit telt, og havde ikke mødt andre, da jeg nåede frem til første vandhul – en lille tynd stråle fra en kilde i bjergvæggen. Det gjorde jeg imidlertid her, for i fuld gang med at filtrere vand var Metusalem I og og lidt yngre II.

De havde passeret mig dagen før, begge iført vandreshorts af ældre dato, begge med de omtalte shorts trukket godt (langt!) op om maven, strømperne havde også fået en stræktur, og de bevægede sig i et tempo, så jeg uvilkårligt tænkte holy fuck, det bliver da skudår igen eller en af dem går i graven, inden de når Canada. Eller bare er ude af ørkenen.

Men nu stod de altså her, og så smalltalker man, for det gør man i USA og især på den her sti. De er far og søn. Al og Waldo. Far er 80. Far har klatret, vandret og besteget bjerge i meget af sit liv.

OG han har gået pct før. To gange. Da han var henholdvis 65 og 71. Og de startede i øvrigt 15. maj – 11 dage efter mig – og går 45 km om dagen.

Alt sammen fortalt i en meget hyggelig og nonchalant tone, der gjorde mig om muligt endnu mere flov over mine tanker om dem dagen før, end jeg havde nået at blive efter to minutters snik-snak med dem. De var vildt søde, ikke fancy, ikke ultralight, ikke på High five og øl med alle andre vandrere – de var her for dem selv, og jeg er vild med dem.

Og så så jeg dem ikke mere den dag, for godt nok går de meget langsomt – til gengæld holder de meget få pauser og de er i gang i 14 timer. Forhåbentlig tager de en vaske tøj og i bad-pause i en by en af dagene, så jeg fanger dem igen. Især Al var superinspirerende. Sådan vil jeg også være, når jeg er 80. Måske bare med bukserne i normal bukseposition.

Resten af dagen tussede jeg afsted med mig selv. Estus ville ikke så langt, det ville jeg, for forude ligger Hikertown – et skørt sted af en ghosttown lavet om til hotel-ish for vandrere – og det vil jeg nå i morgen.

Så jeg så ham ikke igen, efter vi mødtes ved vandkilden (min snak med far og søn trak så meget ud, at Estus trods sin skønhedssøvn indhentede mig). Og jeg så heller ikke mange andre. Sådan som det ind imellem er.

Til gengæld så jeg næsten syner. Eller hallucinationer rettere. Jeg var så tørstig, som jeg sjældent har været, og på den her tur ikke siden dag 1. Om det var fordi det var tusind grader igen eller fordi jeg ikke havde medbragt nok vand, eller en psykisk faktor, der kom af usikkerhed på de vandhuller, der var på dagens rute (måske udtørret, dødt dyreskelet i cisternen, næsten tom vandtønde, svært at få fat i vandet var nogle af kommentarerne i den famøse water report.

Uanset – jeg drømte om iskold mælk. Om saftevand med isterninger. Om appelsinjuice. Om alt koldt drikkeligt. Ren tortur, når min vandbeholdning var lunken vand i så lille mængde, at jeg kun drak en lille tår for hvert tiende minut.

Midt i denne frygtelige leg passerede jeg pludselig 500 mile markøren. Yeah. 500 miles, 800 km. Men det vildeste er, at det ikke føles vildt mere – lige nu er det jo bare det, jeg gør. Går en hel masse miles. Men derfor tog jeg nu alligevel det obligatoriske billede 🙂

Og så fandt jeg vand. I et skørt arrangement med en nærmest underjordisk brønd, man kun kunne komme til via en Georg Gearløs løsning med en flaske på en pind, man bruger til at skovle vand op med. Giver ingen mening, og havde der ikke været andre vandrere der, som demonstrerede fidusen, havde jeg muligvis ikke fanget den.

Ind imellem er det ok ikke at være helt alene.

Selv om jeg også i dag har været glad for mit eget selskab og at være helt egen dame over min tid, mine pauser og mit tempo. Som blandt andet betød to timer i skyggen af et stort egetræ på en bakketop i vinden og med netadgang – skørt sted, men det var der – så jeg kunne svare på nogle beskeder fra søde mennesker i Danmark.

Som jeg synes, jeg hele tiden er bagud med. Men til alle jer, der skriver til mig: jeg er VILD med at høre fra jer og om livet i dk. Virkelig. Det er superhyggeligt. Også selv om jeg måske ikke får svaret lige med det samme. Just so you know.

Lidt i syv nåede jeg det campsite jeg havde besluttet mig for som dagens mål. Og selv om der fra det var en fabelagtig udsigt til den flade Mojave-ørken, jeg rammer i morgen, og lå i omgivelser, der minder om Dyrehaven med store træer og græs, blev jeg ikke så begejstret. For det var by far den mest støvede lejr, jeg so far har været i. Og i øvrigt ultrastøvede stier i dag. Billede nedenfor. Ja, det er støv, ikke solbrændte ben 😱 (og Al, 80 år).

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg