Dag 106 – Angry lesbian

Gået i dag – 34 km

Jeg var i går så forudseende, at jeg regnede ud, at der ikke var nogen grund til at stå op kl 5, for vi ville næppe få et lift fra Fish Lake Resort tilbage til stien kl 5.30. I morgenmørket og af hvilke suspekte typer, der måtte være ude at køre på det tidspunkt af dagen.

Så vækkeuret nåede end ikke at ringe, før jeg vågnede af mig selv lidt i seks og med solpletter i træerne over mig. Og på det borde-bænkesæt, der hørte til lejrpladsen, og som var så stor en luksus, at vi lavede kaffe bare for at sidde ved et bord og drikke den. Hurra.

Og derfor først kom afsted lidt i otte – til gengæld fik vi et lift efter cirka to minutter (og nej, bare at gå de tre km tilbage til stien var ikke en mulighed 😉

Oregon er kendt som det stykke Pacific Crest Trail, hvor man indhenter alle de kilometer, man har snøvlet nede i ørkenen eller i bjergene. Det er fladt, i skov og på en sti af grannåle. Siges det. Nu har jeg kun været i Oregon en lille uge, og helt pandekagefladt og helt fri for sten og trærødder er det altså ikke. Men i skov ja. Og nemmere end så mange andre steder, helt klart ja.

Så fyldt op med kalorier, som jeg har lært åbenbart er et must for mig, gik vi forholdsvist hurtigt de første 16 km gennem skov til den første bæk på dagens program.

16 km til vand er ret langt, og betyder, at alle vandrere stopper der for at tanke op. Så hvor vi kun mødte meget få undervejs dertil, var der trængsel ved den lille rislen, som udgjorde vandhanen.

Mange havde jeg ikke set før, naturligt nok, for de var på vej mod syd fra nord. Men en enkelt var et velkendt ansigt, omend det er omkring 700 km siden, jeg sidst så ham.

Hans Trail navn er Third Wheel og kommer af, at han startede ud fra den mexicanske grænse sammen med et kærestepar.

Som, fortalte han, nu er gået fra hinanden. For et par måneder siden faktisk. De fandt godt 800 km inde i turen ud af, at de ikke gad hinanden mere.

Historien meldte ikke noget om, hvorvidt de gik videre hver for sig, eller om en eller begge rejste hjem, og hvordan de delte boet – “du får teltet, jeg tager brænderen, og det der vandfilter kan du godt beholde, og også dit vabelplaster, som alligevel ikke virker. Nå.”

Jeg kender overhovedet ikke det kærestepar, så skal ikke kloge mig på deres forhold – kan bare sige, at jeg ikke ville tage afsted på en tur som den her med nogen af de kærester, jeg har haft (ja, undskyld til jer alle sammen).

Der er alt for stor risiko for, at man lader sine frustrationer over alt fra vejret til vægten på ryggen til for lidt plads i teltet (for de 2-personers ultralight-telte, jeg har set par mase sig ind i, er kun for asiater eller folk, der forsager liggeunderlag og sover på et viskestykke) gå ud over kæresten – og når jeg siger man, mener jeg jeg. Det er jeg (desværre) overbevist om, at jeg ville gøre. Og dermed skabe en stemning, ingen ønsker sig.Derudover er den her tur så strabadserende, at hvis ikke man virkelig vil det for whatever reason, man end har, er der ret stor risiko for, at det bliver en lang og måske ulykkelig eller i hvert tough rejse. Og ja, to mennesker, der er kærester, kan godt begge drømme om at gå fra Mexico til Canada – jeg tror bare, at der næsten altid vil være en af de to, der drømmer mere end den anden. Og det er ikke et særligt godt udgangspunkt.

Der ér par – som tilsyneladende stadig er par – på stien, men mit gæt er, at 9 ud af 10 af de, der er her, er her alene. Er startet alene.

Jeg har været virkelig glad for at være alene. For kun at have mig selv at blive arrig på – for ingen af dem, jeg har fulgtes med, har været så tæt på mig som en kæreste eller god veninde hjemmefra ville være – og af en eller anden grund har det betydet mindre frustrationer.

Måske fordi jeg ikke har kæmpet om plads i teltet med nogen. Og ikke har indgået nogen vilde kompromisser om noget med nogen – bare gået og gjort, som jeg ville, og det har tilfældigvis passet ret godt med dem, jeg har fulgtes med.

Og så kom Scoop. Og hvordan er det så med forhold, der starter på stien? Og som jeg brugte en del af eftermiddagen på at fundere over – efter nyheden om break-uppet mellem Third Wheels vandrevenner.

Well, so far noget andet. Af flere grunde. For det første har vi begge to lyst til at være her. Vi har begge vores grunde og er startet alene. Vi gør begge to vores egen ting og er ikke par i betydningen “bærer du lige mit vand, honey”, ligesom jeg ikke er holdt op med selv at tjekke alt – hvor langt er der til dit og dat, hvornår lukker posthuset der og der – selv om jeg bare kunne spørge ham, som tjekker det samme. Fordi det er min tur, og jeg vil gerne selv have ansvaret for alle beslutninger, jeg tager.

Og så kender vi ikke hinanden godt nok til, at det er okay at hvæse. Altså ikke at det nogensinde er det, men man gør det bare ikke, når det er under en måned siden, man begyndte at bruge tid sammen. Man, jeg, vi er stadig i honeymoon-fasen, kan man vel kalde det.

Så når jeg alligevel bliver lidt træt af at han er så utrolig langsom – og at vente på ham, især om morgenen, er klart et kompromis jeg har indgået – prøver jeg at tage det som en læring i tålmodighed. Som jeg vist har nævnt før. Og som jeg kan mærke, at jeg – langsomt – bliver bedre til.

Så so far er alt idyl i Trail kærester land. Også selv om han helt uden at blinke fortalte mig, at han, første gang han så mig tilbage i bjergene, var overbevist om, at jeg var en Angry Lesbian.

Vred lesbisk?! Why?

Ja, fordi jeg – åbenbart – bare gryntede, da han forsøgte at komme i kontakt med mig. Jeg husker det, som om jeg sagde hej. Alle tre gange han anråbte mig med et How is it going. For altså, helt ærligt, hvor mange gange skal man svare going good. Et hej må være nok. Bortset fra at man så åbenbart kan blive puttet i en kasse som Angry Lesbian. Hrmpf.

Resten af dagen var forholdsvis begivenhedsløs. Eller bare business as usual. Midt på eftermiddagen besluttede vi hvor langt vi ville gå – baseret på hvad der var af lejrmuligheder – og så cruisede vi gennem mere skov til det sted.

Cruisede dog værende lidt en overdrivelse – Oregon er også kendt som staten, hvor man skal bruge tid på at hoppe over eller smyge sig udenom træstammer, der er væltet ned over stien, og som ikke alle er blevet fjernet eller savet over af det såkaldte Trail Maintenance Team.

Og dem var der ufattelig mange af. Og til info er det ikke verdens letteste at forcere en træstamme på godt en meter i diameter med en tung rygsæk. Og i nederdel. Så jeg er nu den heldige indehaver af splinter på inderlårene. Det er, som om der er en ny First hver dag. 🙂