Dag 20 – det med mad

Gået i dag – 32 km

For syv år og so siden var min daværende kæreste og jeg på en snescootertur på Svalbard – den der norske øgruppe, der ligger langt pokker i vold mod nord.

Det var en superfin tur og vildt sjovt at fræse hen over is og sne med gashåndtaget i bund. Men det var også en mother fu** kold tur. Gennemsnitstemperaturen var i omegnen af -20, og tog man kæmpedunluffen af i bare tre sekunder (for feks at spise), blev man fluks straffet med nedfrysning af fingerspidserne, som gjorde vanvittig ondt.

Den tur tænkte jeg på, da jeg vågnede i morges. Ikke fordi det pludselig var -20 grader her i det sydlige Californien, men fordi det alligevel var så koldt – og især at mosle med teltstænger og -pløkker, at da vi i lynfart havde pakket sammen og satte ud kl 6.00, frøs jeg mine fingre så meget, at de smertede, som var jeg tilbage på Svalbard.

Heldigvis er det med kulde en morgenting i ørkenen, så bare to timer senere var jeg i shorts og solcreme og havde svært ved at forestille mig, hvordan det føltes ikke at være våd på ryggen af sved.

Og den morgenkulde var så omtrent det mest begivenhedsrige, der skete i dag. Ellers gik vi bare. 32 km i en blød nedstigning fra bjergene over Big Bear Lake – som vi havde en fabelagtig udsigt til – og det sidste stykke af turen langs en bæk, hvilket jo betyder masser af grøn bevoksning, der op mod på de rå klipper og grusede sti midt mellem det hele gør et utrolig pænt landskab.

Højdepunktet på dagen var frokost. Og aftensmad, men primært frokost, fordi man på det tidspunkt har gået i fem-seks timer og har brug for mad. Både fysisk og som en belønning for vandre-arbejdet.

Mad på den her sti er et kapitel for sig selv. Og et vigtigt et. Kroppen har brug for kalorier – forskelligt afhængig af hvor meget man vejer og alt det der, men uanset tallet på badevægten forbrænder man tonsemeget på en tur som den her, og at gå sukker- eller salt- eller kulhydratkold er træls, for nu at tale jysk.

Men samtidig vil man absolut ikke slæbe på mere end højst nødvendigt, og man vil også gerne spise noget, man har lyst til – det hører ligesom til det med højdepunktet.

Inden jeg tog afsted, brugte jeg meget tid på at researche, hvilken mad folk spiser. Er det dehydrerede færdigretter, er det Mars-barer, er det energibarer, what?

Der er lige så mange svar, som der er vandrere (selv om nogle “retter” dog går igen), så jeg har so far prøvet mig lidt frem med, hvad jeg tænker er godt – det kan være, det ændrer sig, men for de interesserede er hermed en oversigt over min daglige menu, som den ser ud i den her uge.

Morgenmad

kaffe – nescafé i portionsrør og med mælkepulver “lånt” fra kaffestationen på lodgen i Big Bear

En proteinbar / granolabar

Formiddagssnack

Såkaldt trailmix: nødder, chokolade, rosiner, tørret frugt

Frokost

Tortilla (all time favorite hos rigtig mange vandrere) med enten tun (fås på pose) eller nutella, tørrede bananer og nødder, eller pølse og ost (af den hårde slags, som ikke går i solchok af at blive båret rundt i ørkenen).

Saltkiks eller en Twix til dessert. Eller vingummibamser.

Eftermiddagsnack

Mere Trailmix eller en brownie – de fås i kan-holde-sig modellen.

Aftensmad

Kartoffelmos (posemodellen) med tørrede baconstykker, eller ramen (små pakker nudler tilsat smag (som kommer i et lille brev sammen med pakken), eller de af Knorrs retter, som kun kræver kogt vand. Sidstnævnte fik jeg i dag – nærmere bestemt Pasta med broccoli i cheddarsauce. Smagte overraskende fantastisk.

Jeg har desuden investeret i et par poser chips, som der jo som bekendt både er vildt mange kalorier og salt i. Ulempe: de er utrolig uhandy at pakke ned i en rygsæk.

Det er absolut ikke nogen slankekur eller sund kostomlægning, jeg er ude i – og jeg skal nok nå at blive træt af det hele og kun ønske mig salat (og lakridser), men indtil videre er jeg ret begejstret for, at jeg kan spise chips og Snickers fra morgen til aften uden nogen som helst form for vægt-samvittighed. 🙂