Dag 140 – countdown

Gået i dag – 38 km

Jeg vågnede ti minutter før min alarm gik i gang ved at jeg skulle tisse. Jeg lynede soveposen op med den intention at kravle ud og få det overstået, inden Dragon og Estus stod op – vi var på en forblæst klippe uden træer at sætte sig bag ved, og jeg gad ikke rigtigt underholde dem med det.

Så hørte jeg dryp på teltet. Først enkelte, så flere, så en byge.

Oh my not-so-friendly God. Regn. Nu. En halv time inden jeg skal pakke teltet sammen. For fuc** sake.

Jeg havde intet ønske om at sidde på hug midt i en efter lyden at dømme voldsom omgang vand, så jeg lagde mig langt ned i soveposen igen og klemte benene sammen, snoozede et par gange, og først da den heftige trommen på teltet blev til langsomme dryp, rørte jeg på mig.

Tissede, uden tilskuere, lavede kakao og tog min tid om at pakke sammen. Det var gråt i gråt i gråt over mig, tykke tågebanker gled ind over bjergene under en lige så grå himmel. Og det var så koldt, at mine fingre dårligt kunne skrue gasflasken på brænderen til den nu mere end normalt vigtige varme kakao.

Havde jeg været på en normal vandretur, var jeg ikke stået op – jeg havde ligget til det blev mere morgen og forhåbentlig bare lidt varmere.

Men sådan fungerer den her tur ikke. Canada kalder, og nu ikke bare på grund af risiko for sne på de sidste 100 miles, nu har jeg også en flybillet og en aftale i Seattle, så jeg skal gå et vist antal kilometer om dagen.

I dag havde Estus og jeg aftalt 38 af slagsen. Som på appens højdekurve så overskueligt ud – først lidt ned, så en forholdsvis hård opstigning på 8 km og så nedad og ligeud resten af dagen. Nemt.

Desværre var det ikke så nemt. Ligesom i går var stien dekoreret med væltede kæmpetræer, jeg skulle kravle over, under eller udenom.

Det er sjovt, at i de blogs, jeg har læst om tidligere PCT-vandringer og hvor de har fablet om væltede træer, har jeg hver gang tænkt, at det sgu da ikke kan være ret svært at hoppe over et træ, der ligger ned.

Man bliver klogere, når man selv er hopperen, kan jeg bare sige. Og når det ikke bare er en lille fin birkestamme, der er faldet for vinden, men mastodonter af træer.

Samtidig småregnede det det meste af dagen. Så selv om jeg fornøjede mig med at tage billeder af både væltede træer og alle de vildt flotte forskellige svampe, der gror i skovbunden her, var det en dag, hvor jeg gjorde det, jeg ellers havde lovet mig selv ikke at gøre.

Jeg talte ned. Hvor mange dage til sidste bystop, hvor mange flere nætter i telt, hvor mange dage til jeg når grænsen, hvor mange gange mere skal jeg sove, før jeg sover i min egen seng.

Den slags countdowns er jeg ikke så glad for, fordi de fjerner fokus fra det, man er i gang med. Som om man ikke kan vente på, at det er overstået. Og når det så er overstået, kan man måske komme til at fortryde, at man ikke var lidt mere tilstede, mens man var der. Tiden går jo altså hverken hurtigere eller langsommere af, at man ser frem til et eller andet i fremtiden.

Men lige i dag så jeg frem til at nå den grænse og ikke at skulle gå mere. Jeg har gået i 140 dage, gået og gået og gået, i 10-12-14 timer hver dag, fra solopgang til solnedgang, 30-35-40-over 40 kilometer. Og selv om jeg er så vant til det by now, at mine ben bare går og jeg ikke tænker over det eller synes, at selve vandringen er uoverskueligt hårdt, er jeg nået dertil, at jeg føler mig udgået, so to speak.

Det er selvfølgelig også noget psykologisk, for havde der været 500 eller 1000 kilometer endnu, havde jeg nok ikke haft den følelse nu. Så var den formentlig først kommet 5-6 dage, inden de 500 eller 1.000 km var ved at være tilbagelagt. Det håber jeg da i hvert fald for de vandrere, der yoyoer, som det hedder. Går til Canada – og så vender de om og går tilbage til Mexico. Crazy people.

Men altså – jeg brugte dagen på at tænke på A.C. – After Canada. Blandt andet på, om jeg mon bliver tyk, når jeg kommer hjem og ikke længere forbrænder kalorier i rasende fart. Og om jeg mon bliver depri af ikke at få daglig motion i det omfang, som jeg gør nu.

Estus’ eneste tanke på, hvad der skal ske After Canada er, at han har tænkt sig at købe det dyreste toiletpapir, de har i supermarkedet i New Mexico, hvor han kommer fra. Det bløde med tre lag. Jeg gætter på dårlige oplevelser med det billige, han har brugt herude.

Nightcrawler – ham, der mener sig værende en Ninja og bliver stukket et vist sted af myrerne – har andre planer. Jeg har ikke set ham i en uges tid, men mødte ham midt på stien i dag, hvor han sad og kogte sig en kop kaffe i småregnen.

Og straks underholdt mig med fortællingen om, at han ikke kan komme ind i Canada – jeg spurgte ikke hvorfor, men garanteret en eller anden spritkørseldom – men det har han tænkt sig alligevel, for han magter altså ikke at gå tilbage op ad den store bakke, der åbenbart er lige før grænsen. Sagde han bestemt.

“Så beder jeg dem arrestere mig. Og så kører de mig hjem. Tror du, de vil gøre det? Det ville være perfekt.”

Han bor i Arizona, og jeg sagde, at det syntes jeg altså ikke, han skulle sætte ret mange penge på.

“Jeg har heller ikke nogen. Jeg har klaret den her tur for 200 dollars per måned. Det er da meget godt, ik? Og se de her sko – dem fandt jeg i en skraldespand. Der er både en sål i og alt muligt. Og min størrelse. Vildt, ik? Jeg har tænkt mig at lave en fanside, hvor mine fans kan donere penge til mig til min næste tur. Den skal hedde I dont know how to hike,” sagde han.

Og fortsatte: “Congratulations on being a bad ass”.

Jeg er der ikke endnu, sagde jeg, men det tog han ikke så tungt. Her eller der, 100 miles, whos counting, you beat this Trail, you are a bad ass.

Nightcrawler snakker meget.

Jeg nåede den aftalte lejrplads før Estus, og fordi jeg ikke vidste, hvor langt bagud han var, slog jeg mit telt op, mens det ikke regnede. Inklusive det drivvåde ydersejl, som jeg, fordi solen ikke havde været fremme i dag, ikke havde kunnet tørre.

Så kom Estus. Sagde hej til mig og til de tre andre, der havde slået telt op på samme (forholdsvis lille) lejrplads. Den lå ved en flod, så han gik ned til vandet – og kom tilbage og sagde, at der var en superfin plads helt nede ved floden. Underforstået, at han ikke rigtigt var i humør at have sit telt oveni andres.

Jeg gik med ned og kiggede. Og var enig. Så tilbage og fjerne teltpløkkerne og forsøge at bære mit opslåede telt uden pløkker ned ad bakken til den bedre plads. Lidt bøvlet og tilsyneladende meget underholdende for den gut i det ene af de tre telte, der var ved at spise aftensmad, men jeg gad ikke pakke det sammen og slå det op igen. Så hellere slæbe det dinglende i teltstængerne.

Og med det på plads kunne jeg så spise og bagefter drikke the usual kakao. Som jeg gjorde med hovedet pakket ind i hætten på min dunjakke, for det var blevet halvmørkt, og en flagermus havde udset sig vores teltplads som jagtområde og styrtdykkede fra tid til anden ned mod mig, der åbenbart lignede en godbid for flagermus.

Havde den ikke været der, havde jeg formentlig ikke taget min dunjakke på – det var omkring 100 grader varmere end i går. Eller… i hvert fald, tydeligt, varmere. Vi var godt 1.000 højdemeter lavere og inde i en skov fremfor ude i det pivåbne langt oppe på et goldt bjerg, så ikke så underligt, men jeg var meget tilfreds.

Det ér bare sjovere at spise uden vanter på.