Dag 134 – har det været, som jeg forventede?

Gået i dag – 38 km. 61.171 skridt

Jeg vågnede 3.27 ved, at jeg skulle tisse. Uden i øvrigt at gå mere i detaljer med min blæres gøren og laden – synes egentlig, jeg har berettet en del om den allerede – plejer jeg derhjemme at vågne flere gange om natten og skulle tisse. Men herude er det kun sket meget få gange, og hurra for det, men i nat var altså en af dem.

Ud af den varme sovepose, ud af teltet, ud i den nattemørke skov. Men hvor jeg til min voldsomt store glæde kunne konstatere, at det ikke regnede.

Det gjorde det heller ikke, da jeg – efter at have ligget irriterende søvnløs i lang tid – stod op ved seks-tiden. Det var heldigvis heller ikke åndssvagt koldt (som i at jeg ikke behøvede have vanter på), så at jeg alligevel lavede kaffe, var mest for hyggens skyld.

Estus var ikke dukket op i nattens løb, men jeg gik ud fra, at han var gået forbi tidligere i morges, og at jeg ville se ham sidde på en træstamme i pause-position senere.

Da jeg havde gået i omkring fire km, kom jeg til en flod, der engang havde haft en bro, men som nu kun havde to brohoveder og noget brusende vand, der på et tidspunkt havde bruset så meget, at broen var skyllet væk.

Heldigvis havde floden også en række sten, der sammen med en vippende og glat træstamme udgjorde en usikker, men tørskoet overgang.

Tre vandrere havde slået lejr på den anden side og var i gang med at pakke sammen. Jeg sagde hej og oplyste om, at jeg ikke var vild med at krydse floder. De gloede mærkeligt på mig. Men lignede også sådan nogen, der er fans af Jackass, så syntes nok faktisk, jeg var mærkelig.

De overhalede mig efter en times tid, og så så jeg ikke andre mennesker i omkring syv timer.

Gik bare på en sti, der først gik opad i mange kilometer, så nedad i lige så mange kilometer, så opad, så nedad. På et underlag, der primært bestod af klippestykker, og som, kan jeg afsløre, er noget mere anstrengende at gå på end en hårdtstampet skovsti.

Det betød også, at jeg snublede adskillige gange.

Mine sko er her, hvor det ikke er varmt og mine fødder derfor ikke hævede, lidt for store, og det gør altså, at jeg skal løfte fødderne lidt mere for ikke at ramle ind i trærødder og især sten. Det gør jeg så alligevel. Men har so far været i stand til at genvinde balancen uden at lave et styrt – især tak til vandrestave.

Hen på eftermiddagen mødte jeg to mænd og deres hunde, begge med store (og for vovsernes vedkommende mindre) rygsække, på vej i modsatte retning. De var på en kortere tur – men de to mænd var netop i gang med at lægge store planer for måske engang at gå hele Pacific Crest Trail.

De spurgte, om jeg var kommet fra Mexico.

Da jeg bekræftede, sagde de tillykke. Altså, vi ved jo godt, du ikke helt er i Canada endnu, men relativt set er du der jo så godt som, argumenterede de.

Ja, okay, mangler cirka 350 km, men ja, relativt set.

Så stillede de en masse spørgsmål om Trail navne, om sko vs vandrestøvler, om jeg havde mødt nogen PCT-vandrere med hund, om jeg havde brugt mange penge.

“Har det været, som du forventede?” spurgte den ene så.

Det var i virkeligheden et godt spørgsmål, som jeg ikke har fået før. Har det det? Ja og nej.

Jeg forventede grandios natur, og det har det været, selv om den ikke, især i ørkenen, har set ud, som jeg havde en idé om.

Jeg forventede også, at selvsamme natur og den megen tid i den ville betyde store tanker og reflektioner, og det har det gjort.

Jeg forventede, ligesom på alle andre teltture, at jeg ville blive beskidt og svedig, og det er sket, omend jeg måske ikke havde forventet hverken, at jeg ville blive SÅ beskidt, eller at jeg ville vænne mig så meget til det, at jeg ind imellem glemmer at vaske hænder, inden jeg spiser, når jeg når til civilisationen.

Jeg forventede at møde søde mennesker, og det har jeg gjort, men alle de Trail Angels og andre hjælpsomme sjæle, der har gjort så vildt meget for mig, havde jeg ikke forventet. Overhovedet.

Jeg havde heller ikke forventet, at jeg ville være sulten hele tiden. Eller at jeg ville bruge så meget tid og energi på logistik, som tilfældet har været. Og så havde jeg faktisk ikke forventet, at den fysiske del – altså det at gå så mange kilometer med en tung rygsæk hver dag – ikke ville blive noget problem.

Det sidste lyder super overlegent, som om jeg er sådan et supermenneske, hvilket bestemt ikke er tilfældet, men bortset fra 50 km dagene og dagene i Sierra Nevada med en ekstra tung rygsæk har mine fødder og ben klaret dag efter dag efter dag uden at brokke sig, og nogen dage glemmer jeg næsten, at jeg går de mange kilometer med en tung rygsæk – den er bare blevet en del af mig.

Det syntes de to herrer var ret vildt, og det kan jeg godt forstå. Da jeg sad derhjemme på mit arbejde inden afgang og kækt fortalte mine kolleger, at jeg dagligt skulle gå i snit 30 km, var jeg lige så skeptisk som dem: kan man det?!

Og ja, det kan man. Selv om man ikke forventer det.

Efter den lille snik-snak gik jeg videre. Ubeslutsom omkring hvorvidt jeg skulle slå en lidt tidlig lejr ved en sø eller mosle mig over endnu en 400 højdemeter top og 8 km mere til en anden lejrplads.

Søen vandt. Og det var jeg glad for, for der var vildt pænt. Og selv om en flok mænd havde valgt samme sted, var de inde mellem træerne og end ikke synlige fra min plet helt nede ved vandet.

Estus var pist forsvundet. Enten et sted foran eller bagved mig på stien – men går ud fra, jeg ser ham igen i næste by. Som er 47 km fra, hvor jeg er nu, og som jeg har en ambitiøs plan om at nå i morgen.

For selv om det ikke har regnet i dag – tværtimod blev det en overgang ligefrem shortsvejr – trækker dyne og pude og tag over hovedet. Washington er vildt vildt smukt, også i regn, men det er efterår. Mørkt kl 20, koldt, når man står stille, vejr til at sove inde.

I aften sov jeg dog inde i mit telt og glædede mig bare virkelig meget over min varme sovepose. Og over at jeg har fået Tore til at sende mig min inderpose til soveposen. Washington har indtil nu ikke været så kold, at jeg har haft brug for den, men i dag har jeg. Også selv om jeg lige inden sengetid drak en kop skoldhed kakao – og savnede de lange lune aftener i Californien. Dagene var nok alt for varme, men aftenerne var skønne. Hvilket man kun kan sige om Washington, hvis man har en forkærlighed for lave temperaturer. Hvilket jegcikke har, når mit soveværelse er et telt.

About the author

Comments

  1. Uhh…det lakker mod enden. Det gør det jo også for vi læsere . Det har virkelig været en stor oplevelse at følge dig. Vil du mon skrive indlæg, når du er kommet hjem? Skrive lidt om, hvordan overgangen til livet i civilisationen er. Post trail blues?
    Apropos skrive…så har jeg tænkt helt vildt meget på, hvor meget tid, du bruger på at skrive de daglige indlæg? Personligt ville det tage mig laaang tid at skrive noget som helst på et lille tastatur på mobilen, og det gad jeg nok ikke, når jeg først havde slået lejr . Men som journalist vrider du formentlig ord af dig, som skidt fra en spædekalv . Har du noget større at skrive på? Hvor meget elektronisk gear har du med dig?

    1. Hej Rose, post Trail blues er helt sikkert et issue, som jeg havde tænkt at skrive lidt om, når jeg kommer hjem.
      På computeren, for ja, det tager LANG tid at skrive alt på telefonen, som er det, jeg har gjort for ikke at bære på tastatur, iPad eller noget tredje. En time-ish hver aften. #dedikation

  2. Ja tak til Roses forslag om “Post trail blues”.
    Jeg sidder og spekulerer over, hvor mærkeligt det er, at du har gået og gået og gået og gået – og sovet i det lille telt i 5 mdr.


    ..og ler lidt af, at jeg skal på en lille fjeldtur i næste uge, og er så nervøs for om benene holder, og om sindet gider rygsæk-kiloene og teltet. Jeg gider godt at vandre. Fra B&B til B&B. Med nescafe, småkager og benene i vindueskarmen. Men gider jeg, eller kan min 55 årige krop klarer en længere tur med vægt på ryggen? Forstår du, jeg vil gå gennem hele Skotland næste år. Og nogen steder er det ikke B&B. :). Så din tekst i dag om forventninger var velgørende og motiverende at læse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg