Dag 116 – og der blev (sol)lys

Gået i dag – 38 km

Det regnede på teltdugen, da mit vækkeur ringede.

Jeg trykkede på snooze og snoozede videre.

Det regnede stadig, da jeg havde snoozet fire gange.

Den femte åbnede jeg øjnene så meget, at jeg kunne se, at lyset, der skinnede gennem teltdugen ikke var regnvejrsgråligt, men faktisk godt kunne være mere over i det solskinsgule, så jeg lynede teltet op. Og konstaterede, at dryppene, jeg kunne høre, kom fra de meget våde træer, jeg lå under, og ikke himlen.

Og så stod jeg op. Efter at have konstateret, at det er en virkelig dårlig idé at lade sine sko stå ude – godt nok under et ydersejl, men ude – når det regner hele natten. De var lige så klamme som min tisseklud, der heller ikke får lov at komme indendøre, og posen til teltet, der også har sin plads i vestibulen.

Men så har jeg da gjort de erfaringer til næste regnvejrsdag, tænkte jeg, mens jeg pakkede det pladdervåde telt ned og studerede himlen. Halvt blå, halvt grå. Ville det blive så blåt og med sol nok til at det gennemblødte ydersejl ville kunne tørre? På en måde tvivlede jeg – det kunne vrides, så vådt var det.

Og med det stoppet ned i en yderlomme gik jeg. I regntøj, for selv om det ikke regnede, dryppede buske og træer, og i øvrigt var det for koldt til shorts. I cirka ti minutter, så kom solen frem og det gik stejlt op ad bakke. Af med regntøj. Og lidt senere af med fleecetrøje. Så gik solen om bag en sky. På med fleecetrøje. Frem igen. Af med fleece. Så kom der en kold vind. På med regn-, som også fungerer som vindjakke.

Og på den måde gik formiddagen. Af og på. Normalt vil jeg hellere svede eller fryse end at stoppe og tage tøj af og på konstant, fordi det er dødbesværligt med rygsæk, stave, øretelefoner, osv. Men der var gigaforskel på temperaturen i henholdsvis solen og solen bag en sky, at jeg gjorde det i dag. Og dermed kom ualmindeligt langsomt frem, så klokken var over to om eftermiddagen, inden jeg var ved det lille hyggelige Ollalie Lake Resort, som jeg havde haft en idé om at nå til frokost.

Men godt det samme, for selv om det var vanvittigt hyggeligt på sådan en rustik svensk skærgårdsø agtig måde – måske fordi der var en sø, måske fordi hele resortet bestod af rødlige træhuse – var der ikke andet end en lillebitte butik at komme over. Som kun tog kontanter og var i den pebrede ende pricewise.

Det forhindrede mig ikke i at investere i en dåsesodavand og sidde i nu høj bagende sol på verandaen foran butikken i et rødt træhus og kigge på søen og udsigten til bjergene bag den. Sammen med en flok andre vandrere, der var lige så glade for vejrskiftet fra i går til i dag som jeg. Og som ligesom jeg benyttede lejligheden til at tørre telte i solen.

Mens mit telt viftede sig tørt i vinden, prøvede et jordegern at charmere sig til noget spiseligt fra mig. Oppe på bagbenene stod den lille tykke og tilsyneladende frygtløse fyr omkring ti cm fra mig på bænken og mimrede sultent.

Giv noget!

Jeg gav ikke noget.

På vej videre mødte jeg tre unge knægte på vej i modsat retning. De kom marcherende ned ad stien med musik drønende ud af en højtaler monteret på en af deres rygsække – og alle tre i bar mave. Ja, why not.

Jeg gik efter en lejrplads ved en lille sø – der viste sig at være mere en dam – og blev lidt Hm, da den var optaget af fire midaldrende bibliotekarer fra Bend på “just a few days hike” tur.

De tilbød mig at slå mit telt op i midten af deres teltcirkel, men jeg takkede pænt nej, da jeg opdagede en fin lille plads ud til eng bag selve lejrpladsen. Jeg kan godt lide skov, men endnu mere enge med det mere lys end en ofte mørk skov, så jeg var glad – og what a difference fra i går aftes!