Dag 110 – en slags strandferie

Gået i dag – 42 km

Det var koldt, da jeg vågnede til lyden af mit vækkeur. Koldt som i at min ånde dampede foran mit ansigt, mens jeg viklede mig ud af soveposen, børstede tænder, skiftede fra sovetøj til vandretøj, i dag tights i stedet for shorts – og trak en hue og min dunjakke på til sidst, inden jeg moslede mig ud af den lille relativt varme hule, mit telt er.

Den kølige morgen blev til en kølig formiddag. Solen hang som en glødende appelsin på en lysegrå væg ude i horisonten, men afgav ingen varme.

Så da jeg passerede den for mig, som jo er fra kilometer- og ikke miles-land, vigtige milepæl, 3000 km, var det med kolde hænder, at jeg poserede foran de små sten, der stavede til 3000.

3000 km er meget. Virkelig meget. I bil og især til fods. Og det har taget mig over tre måneder at nå hertil. Lange dage, hårde dage, dage hvor jeg har svedt gennem alt mit tøj og haft støv i hver en fold i mit ansigt, dage hvor rygsækken har føltes urimelig tung, og så dage hvor jeg er fløjet ned ad stien, som om jeg var født til at gå fra solen står op, til den går ned. Det føles som en evighed siden, jeg begyndte – og alligevel var det på en måde ikke noget særligt at stå ved 3000 km markøren. Mærkeligt som det bliver en form for hverdag bare at gå, og kilometerne bare bliver flere og flere.

Kølighed kan være, er oftest, en gave, når man vandrer. Kroppen bevæger sig, man har en rygsæk på, og det eneste, der forbliver koldt, er hænderne. Til gengæld kan man gå hurtigere, fordi man ikke er ved at overophede. Så kl 12 havde vi tilbagelagt 25 km. Det er ny rekord for mig.

Og åbenbart en distance imponerende nok til at modtage en fløjten fra de Trail Angels, der uventet og helt fantastisk stod ved hovedvejen, vi krydsede efter de 25 km.

De var forældre til en gut, der sammen med sin kæreste går Pacific Crest Trail og som de forventede ville dukke op ved hovedvejen senere i dag. (Heldigt at jeg lige skulle passere forbi samme dag!). Og mens de ventede på dem, var de så søde at diske op med grillede hamburgere, kolde sodavand, frugt, nødder, cookies, og endda vådservietter til at rense vores beskidte hænder, inden vi gik ombord i det festmåltid, til alle os andre.

Da Scoop og jeg havde proppet os – og jeg havde klappet hunden Jackson, der lå og gispede i skyggen under pick-up trucken i den nu varme eftermiddag, og takket far og mor vandrere tusind gange – gik vi dagens sidste 17 km til en campingplads ved en sø. Hvor vi scorede en plads helt ned til vandet og sandet. For snuden af en anden vandrer. Undskyld til ham. :/

Fordi vi var så ekstremt hurtige i dag, var vi der ved halv fem tiden og jeg var helt klar og opsat på et par timers strandferie; skiftede endda til klip-klappere.

Men desværre var den røg, der lå som et tæppe over landskabet, for tyk til, at solen bagte badetemperaturer.

Så jeg nøjedes med at soppevaske mine beskidte fødder og ben i søen og gik så i soveposen, mens det stadig var lyst, så jeg kunne betragte solnedgangen fra mit telt. Krydret med et lydtæppe af tre energiske teenagere på campingferie med deres forældre på pladsen ved siden af. (!) Hurra for ørepropper.

2 kommentarer til “Dag 110 – en slags strandferie”

  1. Hej Gitte
    Altid spændende, når der er besked I indbakken, at nu er der et nyt indlæg
    fra dig – og i aften blev det så min
    godnathistorie
    Det er utrolig interessant, at følge dig og det kribler lidt i fødderne, ved at læse
    om de helt vildt mange kilometer, du tilbagelægger hver dag
    Tusinde Tak for at du deler dine tanker og oplevelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.