Dag 88 – en brand og 20 dyr
Gået i dag – 29 km
TVet kørte allerede, da jeg vågnede. Scoop havde tændt for seneste update på branden i Redding, som nu var 17 procent contained, som de blev ved at gentage som en god nyhed. Og det var det vel også i forhold til de bare 3 procent af den, der var under kontrol for et par dage siden.
Det var en lokal TV-station, vi havde tunet ind på, og – og den her er nok sjovest for alle jer journalistmennesker out there – der var ikke den vinkel, der ikke var blevet sat i gang på stationens morgenredaktionsmøde.
“Vi skal have noget fra brandfolkene. Noget fra de evakuerede. Noget om dem, der går på rov i de efterladte huse. Noget om forsikring. Helt sikkert noget om de gratis hotdogs, frivillige deler ud til ofrene – det foregår på parkeringspladsen nede ved Sears, den tager du, George. Og ja, praktikant Tracy, du må gerne tage ud og lave et indslag om, at køerne på marken udenfor Redding har det godt.”
Og så så vi praktikanten stå der foran en flok nysgerrige køer og højtideligt oplyse det amerikanske folk – eller i hvert fald Burney og omegn – om, at disse køer var safe.
“And as you can see very happy.”
En ko muhede, åbenbart et meget happy muh, mens den gloede ind i kameraet. Hej mor.
Da vi var rigeligt oplyst på branden og de glade køer, pakkede vi sammen og slæbte vores habengut ned til Blackberry Patch, en lokal diner komplet med båse og en servitrice, der kaldte mig honey, til bacon og æg og kaffe.
Blackberry Patch lå lige ved siden af posthuset, så mens jeg ventede på røræg og gris, gik jeg – forventningsfuldt – over for at se, om der mon skulle være en pakke til mig fra damerne derhjemme i DK.
Og yeah, det var der. Sgu. Sismofytter, clickmix og blue jeans, I love life og mine søde veninder. Og min pakkestatistik, som nu er oppe på 6 modtaget ud af 11 sendt. Plus den i Sierra City, som kom, efter jeg tog derfra, og hvis videre skæbne jeg stadig afventer.
Næste punkt på programmet var at komme tilbage til stien. Ud på hovedvejen og frem med skiltet – “PCT hiker to Trail”.
Få minutter efter stoppede en bil. Ind med os i en vogn med fem børn og mor bag rattet.
Mor, som straks fortalte, at hun altid tager PCT-vandrere med – hvis hun kan se vores vandrestave, for uden dem ved man aldrig, om det er en hjemløs, der blaffer, belærte hun os om – men at vi var heldige, hun lige var her i dag.
“Ja, jeg blev evakueret i går. Jeg bor lige ved Corner Fire (som var den mindre brand, der brød ud nær stien i går aftes), og jeg blev så stresset, at jeg fik et blackout og faldt og slog hovedet og måtte på hospitalet. Og det var frygteligt, for hvad så med mine dyr?”
Det viste sig, at mor og fem børn boede på en gård med 20 dyr.
“20?!?” spurgte jeg.
Ja, hunde og katte og høns og ænder og grise og geder og kaniner.
“Hvad skete der med dem?” spurgte jeg.
De skulle også evakueres.
“Jamen, hvor er de så nu?” spurgte jeg. Meget bekymret for alle de dyr.
De var rundt omkring. Inden hun var kørt på hospitalet – med et blødende sår i nakken – havde hun været rundt hos diverse venner og bekendte i Burney og omegn og parkere dyrene.
Jeg spurgte ikke mere, prøvede bare at forestille mig en kvinde med en bule i baghovedet og fem børn på slæb, den mindste i ble-og-barnevognsalderen – mosle 20 hunde, katte, høns, ænder, grise, geder og kaniner ind i bilen og sætte dem af her og der.
Tre grise til dig, værsgo, jeg henter dem, når ilden er slukket.
Crazy.
Det var den heldigvis nu, eller faktisk allerede i går aftes, da et fly dumpede slurry – en form for kemikalier, der åbenbart slukker ild bedre end vand – ned over området.
Så vi vinkede farvel til mor og børn og satte ud på en brandfri sti. Letfodede, fordi første stop var Burney Falls State Park bare 8 km væk – og mens Burney Falls er et yndet turistmål på grund af de flotte vandfald for folk i bil, var jeg mest optaget af den kiosk, der ville være der. Med is og noget koldt at drikke. Aldrig havde jeg troet, at mad og drikke ville få så høj en placering på min prioriteringsliste på den her tur.
Vi så selvfølgelig også vandfaldet, selv om jeg var for doven og det var for varmt til at gå helt ned til dem.
Og så gik vi omkring 20 km længere, inden vi fandt en lejr. Det var længere end planlagt, men vi var ikke de eneste vandrere på den her strækning i dag, og en anden gruppe var desværre kommet først til det sted, vi egentlig havde planlagt at gøre holdt.
Det er dødirriterende – når man har indstillet sin hjerne og ben på ikke at gå mere i dag, gider ingen af delene at bevæge sig 4 km mere. Oh well.
Så 4 km senere nåede jeg næste ifølge navigationsappen campsite. Som viste sig at være to ryddede flader midt mellem en masse visne blade og grene i skovbunden. På det ene af dem havde nogen valgt at gå på toilettet – på den store måde.
Den plads fik Scoop – eller meldte sig frivilligt – hvorefter han brugte lidt tid på at lege renovationsmand, så han ikke skulle slå telt op midt i en mødding.
Min middag den aften var Macaroni and Cheese i en frysetørret version. Som kom i en udgave med mad nok til tre. Så meget kan jeg ikke spise, så jeg havde hældt herligheden over i to fryseposer, men glemt at notere mig, hvor meget kogt vand der skulle bruges.
Med det resultat at jeg kogte alt for meget og fik Mac & Cheese suppe.
Som for så vidt smagte udemærket – men hvis duft jeg fik fornøjelsen af hele natten, for jeg ville ikke hælde resten af suppen ud i tilfælde af at en sulten bjørn, mus eller et rådyr med en god lugtesans kom forbi på suppejagt, hvorfor jeg tog det med ind i teltet med den intention at hælde det ud dagen efter.
Og således var jeg meget hurtigt tilbage til at leve i skoven.
