Dag 52-59 – ude af comfortzone

Gået i alt – 201 km

De sidste otte dage har været hårde. Fysisk og mentalt. For kroppen og for – især – mit hoved. Det har også været vildt på den gode måde og vanvittigt smukt og så langt fra civilisationen, at signal kun har været tilgængeligt en enkelt gang og meget sporadisk – derfor denne Gittes samlede Sierra-værker (part I – jeg er kun halvvejs gennem bjergene) i meget lang udgave. Beklager til jer, der er mest til korte updates 🙂

Efter to ikke så voldsomt afslappende dage, fordi det med hostel er jeg vokset fra, var planen at forlade Bishop og tage tilbage på stien søndag morgen.

Jeg havde aftenen inden forsøgt at få fat i en af områdets Trail Angels for at sikre et lift, men det var ikke lykkedes, så vi planlagde at stå tidligt op og håbe på et på-tomlen lift med nogen, der skulle på dagsvandretur i bjergene.

Men – the Trail Provides – da jeg kl 7 kom tilbage fra kaffebiksen med min cappucino, havde Bad Boy, en sød gut fra Frankrig, fikset, at den Trail Angel, som det var lykkedes nogle andre at lave en aftale med, kom tilbage efter os, når han havde sat de andre af ved stien (altså godt og vel 60 km væk!). Så bum – kl ti havde vi en “taxi”.

Ind i den med Bad Boy, jeg, Emily, Sam fra New Zealand og retired Hokole. I virkeligheden en for mange, men alle disse mandlige vandrere vejer 45 kg med rygsæk, så de tre og jeg moslede os ind på bagsædet.

Og kl 11 var vi således tilbage på stien.

Det er mærkeligt, det med at holde by-pause og så være tilbage. Ren og med maven fuld af rigtig mad, for mange er det supersvært at komme i gang igen, for mig var det i hvert fald denne dag nemt, jeg gik langsomt, bevares, det gik opad, men jeg var ikke ved at dø af iltmangel eller ben, der ikke gad gå. Og det selv om min rygsæk var det tungeste, den indtil nu har været.

Der var på det famøse hostel en vægt til at veje sin rygsæk. Min var på 32 pund (som jo er det, man bruger over here), altså 14 kg og noget, mens Emilys bonnede ud på det, der svarer til næsten 21 kg.

“Har du sten i den?” spurgte jeg. Det syntes hun ikke var ret sjovt og skyndte sig at sige, at hun havde appelsiner med og i øvrigt spiste hun meget mere end mig.

Hvilket er sandt. Jeg har tabt 7 kg, siden jeg startede, og mens det for nogen sikkert lyder som en herlig ting, er det faktisk ikke ret godt. Jo, jo, mine lægge er benhårde og mine baglår er fulde af muskler, men alle de små sofa-og-kage- fedtdepoter, der har sat sig på mig i løbet af vinteren, er væk, så jeg har intet fedt har at tære på, og når jeg simpelthen ikke er sulten nok til at spise lige så mange kalorier, som jeg forbrænder hver eneste dag, ender det enten med, at jeg ikke har kræfter nok til at gå mere, eller at jeg kommer hjem til Danmark til oktober og vejer cirka 38 kg.

For at gøre noget ved det havde jeg medbragt ting, jeg virkelig havde lyst til, samt en frygtelig masse morgenmad i den sundere ende – granola, chiafrø, tørrede bananer. Og allerede i første pause gik jeg ombord i det, mindre sunde, men det jeg havde lyst til, glasset med nutella.

Hvorefter jeg var klar til at stige opad mod det pas, der var dagens udfordring – Glen Pass i cirka 3.700 meters højde – og som, ligesom alt andet, der går opad i USA, var belagt med hårnålesving. Altså ikke selve passet, men vejen dertil.

Det er jeg egentlig ret godt tilfreds med. Jeg har vandret i mange lande, og i de fleste af dem går man ikke så meget op i højdekurver. Lige op, lige ned. Uanset terrænet. I USA laver man hellere stien længere (ind imellem kilometer længere) via hårnålesving, så de vandrende kan gå nogenlunde fladt. Nogle amerikanere synes ikke, det er ret fladt, men så må jeg underholde med fortællinger om diverse nærmest lodrette skråninger bestående af løst grus, der udgør stierne i Rusland, og oplyse dem om, at PCT i dén kontekst er et legeland.

På den anden side af passet gik det – sjovt nok – nedad. Forbi et par af de mange mange vanvittigt smukke søer, der ligger og blinker turkisblåt i dalene i denne del af Sierra. Omgivet af enge eller græs, der i kontrast til de rå og klippefyldte, samt med rester af vinterens snefald, pas er så overvældende et syn, at jeg er glad for, jeg har opgraderet min iCloud, for mængden af billeder, jeg tog, har for længst oversteget, hvad der kan være på min telefon.

At gå nede i dalene ved siden af søerne er imidlertid ikke altid lige så kønt som udsigten til dem. For disses vedkommende skyldtes det, at de to af dem i virkeligheden ikke var to søer, men en – de hang sammen via en stribe vand mellem to små øer. Som skulle passeres via hop på sten. Som jeg på dette tidspunkt endnu ikke var en Master i, så selv om det lykkedes mig at komme tørskoet over, vandt jeg helt sikkert ikke nogen point i udførelse.

Aftenens lejr endte med at blive mere eller mindre midt på stien. Der var ganske vist et campsite, men fordi det var det eneste med Bear boxes – altså metalskabe til at låse sin mad inde i – og fordi alle havde mere mad med, end der er plads til bjørnetønden, på grund af den lange strækning til næste by, ville alle campere der.

Så jeg tvang den pose chips i mig, som jeg havde med, for ikke at lokke en lækkersulten bjørn nær. Emily med hendes kæmpebuffet af mad tog chancen og sov med sine appelsiner.

Og heldigvis for hende var der ingen frugthungrende bamser i nærheden – næste morgen var der bare fuglesang og lige præcis den smule kølighed i luften, som der er kl 7 i bjerge.

Jeg følte mig egentlig meget godt tilpas til at starte med – desværre varede det ikke ret længe. Næste pas på ruten, Pinchot Pas, lå og tronede 22 km væk, og selv om kun var en smule højere end det foregående, snoede stien sig først godt og vel 1.000 højdemeter nedad. Og så op igen.

Jeg kæmpede. Ikke så meget nedad, men da stigningen startede. Selv med hårnålesving var det uden tvivl en af de fysisk hårdeste dage, siden jeg startede. Blandt andet på grund af stiens beskaffenhed.

I ørkenen bestod den oftest af fint grus eller af sand og var imponerende godt vedligeholdt. Her, i bjergene, er den klippet. Eller med trærødder. Eller begge dele. Og vejen op til Pinchot Pas var så suppleret med trappetrin, som nogen tilbage i 30erne møjsommeligt huggede ind i klippen. Desværre har de nogen tilsyneladende været 3 meter høje alle sammen, for de her trin var ikke for almindelige mennesker. Almindelige mennesker løfter ikke benet i knæhøjde, når man skal tage et trin opad. I fem timer.

Jesus, det var hårdt, så Pinchot, jeg håber, du er glad for dit pas, whoever you are.

Undervejs passerede jeg Emily – som nævnt før futter vi ikke afsted lige i røven af hinanden – der sad med et blødende knæ. Hun var faldet på den her djævlebakke, men i virkeligheden bare over sine egne ben.

Det kunne lige så godt være sket for mig. De sko,der i ørkenen passede mine elefantfødder, føles nu, hvor temperaturen ikke længere er i 30erne eller 40’erne, som lidt for store, og jeg var allerede snublet over både rødder og sten på stien, selv om jeg havde snøret dem helt stramt.

Det sidste også for at have lidt mere føling med klovneskoene, når jeg skulle over en flod eller en Creek (som betyder bæk, men her til bjergs kan bæk også være i størrelsesordenen 10 eller mere meter bred.) Og det skulle jeg – Sierra er en lang vandgang, og selv om jeg vidste, at våde sko ikke ville være muligt at undgå hele vejen, var jeg fast besluttet på at forsøge at balancere mig vej ud af det så længe som muligt.

Det holdt kun til samme aften. Hvor Emily og jeg, og nu også Estus, som vi havde mødt oppe i passet, og som fulgtes med os ned på den anden side – og overbærende betragtede os, da vi soppede i en af de turkisblå søer på vej ned på den anden side – nåede South Fork King River.

Vi kunne høre den, længe før vi nåede den. Den der torden af vand, der vælter nedad. Og så – en flod, der skærer sig ned gennem skoven tværs over stien, som man kan se fortsætte lige så fint på den anden side af det hvirvlende vand.

Estus og jeg gik lidt op langs floden; der lå masser af grene på tværs, der var en form for græsø midt i floden, og store sten hulter til bulter; måske ville det være muligt at hoppe og balancere over? Det var det ikke – den første stamme var bred nok til at gå på, den anden var slimet og smal, så det turde jeg ikke – ned i det kolde vand med fødder, og ja, sko, bare fødder dur ikke på klippefyldt flodbund.

I mellemtiden havde Emily valgt den våde, men sikrere udgave bare at vade over.

Vi slog lejr ganske kort efter – klokken var 19 og vi ville gerne have bare en minimal chance for at tørre skoene, inden de skulle på igen dagen efter, så slog vi lejr midt i myggeland. Hvor jeg forbandede mig selv, at jeg har udskiftet mine crocs med klip-klappere – det er sgu noget bøvl at få fødder i strømper (som man gerne vil, når myggene er på blodjagt) ned i sko, der er meant for bare tæer :/

Til gengæld var jeg meget glad for min aftensmad. Nu hvor jeg har droppet gryde og brænder kører jeg jo det kolde bord, som i dag var ris, jeg tidligere på dagen havde hældt ned i min lille kop (med låg) med vand, og som nu var “kogte”. Oven i dem tørrede baconstykker. Perfekt.

Bagefter faldt jeg i en dyb søvn – inden klokken var 20. Jeg. var. så. træt!

Næste morgen var mine sko stadig klamme. Og sokkerne også. Heldigvis har jeg – af samme grund – to par sokker med, og jeg havde været så forudseende at putte sålerne i skoene i en plasticpose ned i bunden af min sovepose, så de var tørre. Og så var det faktisk okay – især da det, som det har været tilfældet hver eneste dag, allerede efter par timer var så varmt, at det faktisk var rart med halvklamme sko.

Som gik fra halvklamme til helvåde, da jeg havde passeret South Fork King River igen – altså et andet sted. Denne gang forsøgte jeg ikke at hoppe på nogen sten eller træstammer – jeg gik bare i og kæmpede mig gennem strømmen, som var stærk, men kun gik mig til læggene, til den anden side.

Bagefter sad jeg på en klippe på den anden side, mens mine sko, såler og sokker lå til tørre i solen ved siden af mig og kiggede på floden.

Den så ikke så farlig ud. Ikke desto mindre var det her, en vandrer sidste år druknede, da hun forsøgte at passere den.

Sidste år var anderledes end i år – sidste år faldt der mere end dobbelt så meget sne, end hvad der plejer i disse bjerge, hvilket betød vilde floder langt over normal vandstand, da al den sne begyndte at smelte. Jeg er lykkelig for, at jeg er her i år med lidt mere normale tilstande – og med tilstande, hvor man rent faktisk kan se bjergene, blomsterne, klipperne og engene – og ikke bare et hvidt og vådt landskab.

Det sidste slap jeg dog ikke helt for, hverken sne eller vand fra smeltet sne. Da jeg nåede op på næste pas i rækken, Mather Pass, kunne jeg ikke se stien ned på den anden side.

Jeg kunne se store sneflader og langt nede en lille slange af grus, der indikerede, at her gik stien. Men fra toppen og ned til den? Andre havde tydeligvis moslet ned gennem sneen, ikke via hårnålene men den lige vej, og eftersom der var fodspor, fulgte jeg bare dem. Indtil de pludselig forsvandt, fordi sneen blev afløst af klipper. Og klipper efterlader ingen fodspor.

Hvad nu? Jeg var på en skråning, en stejl en, og over, under og foran mig var der klipper. Store klippesten, mindre, små, flade, skæve, en klippemark på en stejl skråning med andre ord.

Der var ikke andet at gøre end at forsøge at kravle ned over dem mod stien godt hundrede meter nede. Så det gjorde jeg. Forsigtigt, fordi min rygsæk skubbede til min balance, så at lege bjergged og hoppe ned over dem var ikke så oplagt. Og vandrestavene, som ellers er balancens bedste ven er mest i vejen, når det handler om klippeblokke.

Jeg kom ned. Uden at falde eller vride om. Og var lykkelig, da næste lange strækning bare gik lige ud. Helt almindeligt på en flad gruset sti. Indtil den via de utallige sving, PCT konstant tager, blev til en lang stenet stejl trappe nedad. Ned og ned og ned til den grønneste dal, jeg tror jeg nogensinde har set. Vandfald væltede ned, blomster struttede i et farveorgie, og på begge sider af alt dette frodige dalhimmerige skød bjergtinder op mod himlen.

“Det er ligesom Alice i Eventyrland. Man falder ned i et kaninhul oppe fra klipperne og så får man det her.”

Estus virker ikke, eller ser i hvert fald ikke ud, som typen der ville sige sådan. Stort rødt biker-Jens skæg, tatoveringer, cap. Men han havde helt ret – det var vitterlig som at træde ned i en helt anden verden end den noget mere rå og barske over trægrænsen, 83 hårnålesving oppe af det, der går under Golden Staircase. Som nok er mest Golden for os, der går nordpå og dermed NED og ikke op ad de latterligt mange sving.

Jeg gik 30 km i dag. Det lyder langt, og det er det også, men det føltes ikke sådan. Jeg gik og studerede alt det, jeg gik igennem, og ind imellem stoppede jeg og tog rygsækken af og satte mig ned og spiste en kitkat eller noget beef jerky – den der lidt sære amerikanske ting med tørret kød – eller gik om bag en busk for at tisse.

En af de gange jeg gjorde det sidste stod der et rådyr på stien, da jeg kom tilbage fra busken. Det stod helt stille og kiggede på mig et sekunder, så vendte det rundt og sprang i tre elegante skridt ned ad stien væk fra mig, før det hoppede ind i krattet. Desværre inden jeg nåede at gribe min telefon og forevige det.

Emily og jeg havde aftalt at slå lejr med Estus den aften. Men da vi nåede det sted vi havde udset os på Guthook, navigationsappen, var der kun plads til to telte. Og det var endda en dårlig plads halvt inde under nogle buske omringet af krat. Estus gik videre, vi blev. Jeg satte telt op, spiste og trak så soveposen over hovedet for at lukke lyset ude – klokken var kun 20-ish og det var stadig lyst. Og lå måske en halv time og kæmpede mod at rejse mig for at gå ud og tisse.

Jeg gad ikke, men vidste, at jeg ikke kom til at sove, før jeg havde gjort det, så jeg åbnede teltet for at rejse mig – og stirrede lige ind i hovedet på et rådyr.

Nu synes jeg jo som udgangspunkt, at rådyr er fantastiske. Elegante, smukke og – ja, nuttede. Men de er også ret store, når man sidder på sin flade i sit telt. Så jeg blev forskrækket og hvinede. Det var han ligeglad med. Der var åbenbart noget utrolig dejligt græs lige ved siden af mit telt, så mens jeg moslede mig ud, snøftede han videre med mulen i jorden.

Da jeg havde tisset, jog jeg ham væk med nogle tsk-lyde. Bare for, så snart jeg havde lagt mig til rette igen, at høre grene knække udenfor teltet – der skulle åbenbart mere til at skræmme ham væk fra det, der tilsyneladende var en buffet af lækkerier. Så jeg trak mine vandrestave indenfor for ikke at få håndtagene slikket ihjel af en rådyrtunge glad for det salt, der følger med svedige hænder, og lod ham være.

Det pas, der er kendt som det hårdeste i Sierra, hedder Muir Pass. Det er opkaldt efter John Muir, en amerikansk naturforsker, som er så berømt her, at den by far mest populære vandresti i Sierra Nevada, John Muir Trail, er opkaldt efter ham.

Men hans pas er så altså det hårdeste. Fordi der normalt ligger sne i mindst to kilometer på hver side af toppen, og at gå i sne – uanset om det er op eller ned – er hårdt. Jeg var forberedt på det, men tænkte alligevel mens jeg masede mig op ad hårnålesvingene op gennem skoven, der langsomt tyndede ud, at der jo var faldet meget mindre sne i år end normalt, så måske ville det ikke være så slemt?

Det var det, men lige så meget på grund af den mindre sne end normalt. Den dækkede ikke landskabet som et stort hvidt tæppe, men lå i klatter. Store klatter, der dækkede stien og adskillige gange tvang mig ud på de klippeblokke, der stak op som små øer i det våde hvide. Jeg søgte derud, fordi sneen var våd, det var midt på dagen og der var huller i den, hvor andre havde taget et slridt og var faldet ned til det, der lignede i hvert fald livet. Jeg vidste ikke, hvad derved underneden, men kunne høre vand bruse og havde tidligere passeret både en sø og set flere vandfald – og ville helst ikke havne i en iskold sø eller flod af smeltevand under sneen.

Så jeg kravlede rundt på klipper og ledte efter stien. Langt nedenunder og bagefter mig kom en anden vandrer, højt over mig kunne jeg se et par stykker mere.

Men jeg var i princippet alene og burde have taget færre chancer på de klipper, end jeg gjorde, for, som jeg tænkte, mens jeg på et tidspunkt mistede fodfæstet og rutsjede en lillebitte smule gennem en snebunke, jeg ikke kunne komme udenom, skulle der lige der ikke ret meget til for at det kunne gå meget mere galt, end at jeg fik våde shorts, fordi jeg gled i sneen.

Og SÅ var jeg oppe. Og deroppe i passet sad Tim, som jeg ikke har set i snart tre uger. Og Selina, den danske kvinde, som jeg så i Bishop, men troede var bagud mig på stien, og et par stykker mere. Ren gensynsfest. Og det er noget af det sjove ved den her sti – man føler, man er alene, mens man går der, på den gode måde, i hvert fald for mig, der helst vil vandre, når jeg vandrer, alene, og i virkeligheden kan dem, man gerne vil rende ind i i pauser, være mindre end 1 km fra en – det ved man bare ikke.

Nedad gik nemt, sne var der nærmest intet af på den side af bjerget og terrænet var jævnt faldende. Den største udfordring var de bække og åer og vandløb, stien krydsede måske 20 gange, nogle så små, at jeg kunne hoppe over dem, andre måtte jeg balancere på sten, og en enkelt røg jeg i og fik våde fødder.

Det var okay, jeg var efterhånden okay med krydsningerne – alligevel var jeg nervøs for dagen efter. For dagen efter vil stien krydse de to creeks jeg har frygtet mest. Frygtet, fordi jeg har læst (alt for meget!) om forholdene sidste år.

Så mens jeg forleden sov som en baby, da hovedet ramte min dunjakke, som er min hovedpude, lå jeg den her aften og lyttede til Evolution Creek, der buldrede forbi vores campsite, og som jeg skal over First thing i morgen. Med vilje så tidligt, fordi det er der, vandstanden er lavest. Sidste år gik vandet nogle vandrere til brystet, jeg håber på knæhøjde.

Hurra, jeg fik mit håb opfyldt – Evolution Creek var “kun” knæhøjde kl 7, da jeg krydsede, og selv om der bestemt var heftigt tryk på strømmen i bækken og mine vandrestave ikke var til nogen hjælp, fordi strømmen bare skubbede dem væk som tændstikker, kom jeg over uden for alvor at være bange for at blive skyllet ned ad floden på ryggen.

På den anden side trak jeg mine iskolde sko af, vred flodvand ud af sokkerne og satte mig til at vente på Emily. Som kom 45 minutter senere – “jeg sov over mig”, råbte hun, inden hun marcherede ud i vandet – og hvor mine nøgne fødder var isklumper.

Så så snart hun var sikkert ovre, satte jeg i rask trav ned ad stien for at varme op. Jeg rystede af kulde.

Og to timer senere møgsvedte jeg. Gad vide om jeg nogensinde vænner mig til det? Til at temperaturen og forskellen på den på bare få timer er så ekstrem?

Der var – igen – et pas på agendaen; jeg havde gode ben i dag, eller også var jeg bare lettet over at være kommet over morgenens vandgang, at jeg næsten fløj derop, godt underholdt af en lydbog, jeg har downloadet og lyttede til.

Næsten oppe og midt i opklaringen af et mord i ørerne mødte jeg en ranger. Han ville se mit PCT permit. Jeg slæber rundt på det af samme grund, så ja selvfølgelig.

Han var meget optaget af, at jeg var fra Danmark.

“How awesome, at der er så mange internationale her i år,” sagde han. “Good job. How many danes have done it?”

Ja. Eller. Og I dont know. Er det mere awesome, at man går 4200 km og lidt, fordi man er fra Danmark? Eller bare udenfor USA? Bedriften – eller sindssygen, der driver en til det – er vel den samme, hvorend man er fra. Og om man er den første eller nr 127 fra Danmark. Jeg mødte før afgang en dansker, der gik turen for et par år siden – han var meget optaget af, at han var den fjerde dansker. Øh okay, kan jeg huske, jeg tænkte. Er det vigtigt? Men det er det måske for nogle mennesker.

Jeg gør det mest for mig selv, svarede jeg rangeren, og for mig er det awesome. Og så proppede jeg mordet tilbage i ørerne og gik videre.

Til jeg nåede til Bear Creek.

Den er sammen med Evolution Creek kendt som de to “farlige” floder på PCT. Og ja, også den havde jeg læst om og set nogle youtube-videoer om krydsninger af, jeg nærmest fik våde håndflader af – den flod kommer jeg aldrig over, kan jeg huske, jeg tænkte.

Men nu stod jeg her. Jeg havde hørt den på lang afstand, og den sidste kilometer or so før jeg var der, følte jeg, at jeg skulle på toilettet – ligesom man altid skal før en date eller en eksamen eller en jobsamtale – nervetoiletbesøget. Hvad hvis jeg ikke havde kræfter nok til at komme gennem vandet, hvad hvis, hvad hvis.

Da jeg så floden, så den mindre ud, end den havde gjort på den video, jeg har set. Altså smallere. Men vandet var lige så mørkt og de hvide toppe lige så skræmmende. Og den var stadig et sted mellem 10 og 15 meter bred.

Der stod en vandrer på den anden side og var ved at tage sine våde sko på.

“Just do it”, råbte han.

Ja tak.

“Hvor dybt er det?” råbte jeg.

Han pegede på sine lår.

Ok. Jeg kom min tlf ned i en vandtæt pose ned i den vandtætte pakpose, jeg har inde i min rygsæk, og så gik jeg ud i det.

Med det samme greb strømmen fat i mig. Jeg vendte mig mod den, ansigtet og kroppen mod strømmen, vandrestavene frem foran mig i vandet, selv om jeg også her brugte flere kræfter på at holde dem fremme end de tror jeg egentlig var til nogen hjælp. Og så krabbede jeg mig sidelæns over mod den anden side. Langsomt, et skridt ad gangen, hen over nogle slimede sten på bunden i midten af floden, men hvor der heldigvis var lidt lavere vand, så strømmen var knap så stærk, og så videre mod den frelsende bred på den anden side.

Jeg var der næsten, da jeg opdagede, at jeg havde taget en kurs, så jeg ville havne ud for en stor klippe, der var glat af vand og svær at komme op på, så jeg var nødt til at træde ned i et skumhav lidt længere fremme for at nå en kant, jeg kunne komme op på. Jeg kunne mærke, at strømmen trykkede på mine lår og jeg lænede mig frem, så jeg ville have stået lige på hovedet, hvis trykket pludselig var lettet, tog det sidste skridt, hev fat i en gren på et træ, der hang ned over vandet og hev mig i sikkerhed.

Yeah. Jeg nærmest løb op og smed mig på en klippe i solen. Den enlige vandrer stod der stadig.

Jeg har været så bange for den her krydsning, sagde jeg. Lettet.

Han smilede. You did it.

Yes, I did. Og så sad jeg der på klippen og tørrede mine sko og sokker og kiggede på et blødende sår fra mit skinneben, jeg fik med fra sikkert en stor sten i bunden af floden, jeg end ikke havde bemærket. Og det var også ligemeget – jeg var ovre.

Klokken var kun 16-ish, så jeg besluttede at gå så langt jeg gad. Emily og jeg havde ikke rigtigt snakket sammen den her dag – måske har vi snakket alt det, vi skal, måske er jeg bare nået dertil, hvor jeg har brug for alene-tid, uanset bekymrede jeg mig ikke så meget om det. Hun ville indhente mig, hvis hun også gik langt.

Det gjorde hun ikke, jeg slog mit telt op under et stort træ tæt ved en lille hyggeligt rislende bæk og efter lidt mad faldt jeg i søvn. En af de gode, som kommer med at have været ude af sin comfortzone og klaret det.

Dagen efter stod jeg op kl 5. Meget tidligt i bjergland, hvor jeg ikke har været i gang før kl 7 – fordi det er køligere oppe i højderne.

Men jeg ville nå den lille færge, som sejler til VVR – et fancy resort midt i bjergene, som har en færgeafgang fra en lille mole to gange om dagen, som betyder, at man kan slippe for 8 kms vandring.

Jeg nåede det – og så rigeligt endda – tog turen over vandet, fantastisk smukt og fantastisk at bevæge sig med sådan en fart luge pludselig.

På VVR smed jeg min powerbank i en oplader – den var helt flad efter næsten seks dage i vildmarken – købte en gigantisk morgenmad med alt fra æg til pandekager, og så sad jeg ellers i solen i fire timer og lavede ingenting. Jeg kunne have gået de 8 km tilbage til stien, men det gad jeg ikke, og det var faktisk rart bare at sidde her i skyggen og læse en E-bog på min tlf og vente på færgen tilbage kl 16 og på at få fuld strøm igen. Min tlf nåede også at dø – selv om jeg har den på flightmode, sluger GPS’en, som jeg bruger til navigation, strøm, så jeg var nødt til at hænge over en ginger ale og vente, retfærdiggjorde jeg min dovenskab.

Som sluttede kl 16 med tilbagesejladsen. Med på båden – som ikke rigtigt er en færge, selv om den kaldes det, men bare en overdækket båd med plads til 20 – var Bird. En kvindelig vandrer, jeg har mødt før, og som jeg mest husker som hende, der godt kan lide at luge sin have kun iført stråhat og havehandsker.

Nu sad hun imidlertid her og græd bag solbrillerne. Fordi hun havde haft besøg af sin kæreste og deres hunde på VVR. Og hun kunne slet ikke bære at sige farvel til dem igen.

Jeg var helt med. Jeg havde lige fået et billede af futte sendt fra hendes søde passer i det sparsomme signal, der var mist ude på søen, vi sejlede over, og savnede pludselig min hund helt enormt.

Og tænkte den aften i min sovepose på, hvor ekstra svært det må være at tage afsted i 5 måneder fra ikke bare en hund, men en kæreste eller en hel familie. At det savn jeg har efter Futte må være langt større, og jeg ville sagtens kunne forstå det, hvis Bird – eller andre – rejser hjem på grund af det mere end fordi de ikke magter livet på stien.

Jeg så Bird igen dagen efter, på toppen af Silver Pass. Hun kom over og sagde hej, da jeg havde smidt vandrestave og rygsæk og kastet mig ned for at se på udsigten.

Hun havde det bedre nu, var afklaret med savnet og havde bare lige haft brug for st græde dagen før, forklarede hun. Helt okay og jeg er helt med, sagde jeg.

“Are you a purist?” spurgte hun så.

Purist er et ret omtalt begreb på den her sti og refererer til, om man er typen, der insisterer på at gå hver eneste centimeter af PCT.

Det er der mange, der er og gør, og som i samme åndedrag mener, at folk, der har en anden holdning, ikke kan sige, at de har gået PCT.

Så er der den modsatte lejr, hvor dem, der på grund af lidt for meget fest eller skader i knæ og fødder glad og gerne tomler sig forbi nogle strækninger, eller dem som danske Lars, der i Bishop erklærede, at han ikke gad gå op over samme pas som han kom ned, så han skippede 50 km.

50 km er måske lidt meget at springe over, men nej, jeg er ikke en purist i og med jeg pjækkede fra 13 km nær Tehachapi. Forklarede jeg Bird.

Og så foreslog hun en alternativ rute, der løber langs med PCT, men er lidt længere, lidt lavere og som går forbi nogle Hot Springs nede i skoven. Om jeg ville være med til det?

Hot springs lød dejligt, syntes jeg, så det gjorde vi. Drejede fra et par kilometer fremme og kom ind på en sti, der 1. var betydeligt mindre vedligeholdt end PCT, 2. var spækket med myg.

Men vi havde den for os selv.

Bortset fra to andre, der havde fundet vej til de utrolig hemmelige hot springs dybt inde i en dal på en eng bag en stor klippe og som bestod af et 2 x 2 meter naturbassin af klipper, mødte vi ingen andre mennesker på vores 30 km detour.

Det var helt vildt – der er så mange vandrere, pct’ere og dagsvandrere og de såkaldte weekend warriors, at det ikke at møde nogen på så lang en strækning gør at jeg faktisk følte, jeg for alvor var i vildmarken. Inklusive to flodkrydsninger, som jeg ikke var begejstret for, men klart er blevet mere tryg ved efter Bear Creek, og at skulle navigere – for den her sidesti var ikke lige så godt afmærket, store væltede træer var ikke fjernet fra stien, den var smallere og med færre fodspor bare at følge i hælene på. Det var et eventyr i sig selv.

Og Bird og jeg havde det sjovt. Som om vi havde kendt hinanden i 1000 år. Hun er langt fra mig – bor på en farm langt ude i ingenting i Nordcalifornien, dyrker marihuana til medicinsk brug (som jo er Big business og lovligt her) på sine marke, er uddannet noget med planter og urter og naturmedicin og går op i alt organisk, biodynamisk, økologisk, glutenfrit og you name it. Altså – liiidt mere til den hippiede side end mig. Men er megasød og cool og slår ikke korsets tegn, når jeg propper en Kitkat i munden. I så fald skulle hun have slået mange, for jeg kom til at købe en stor pose i Bishop. (Og skal nu ikke have kitkat i et par måneder!)

Så da hun dagen efter sagde, at hun ville tage ind til Mammoth, første by siden Bishop for en uge siden og hvor jeg skulle ind for at købe nye madforsyninger (og i bad!), selv om hun – naturligvis – har lavet sit eget frysetørrede organiske mad til hele ruten og som hun får sendt – lå det lige for at dele et hotelværelse. Mine udgifter so far har ikke været i budgetenden, så ja tak til half price.

Det var lidt en ændring af planerne, for oprindeligt skulle jeg have været med Emily til Fourth of July festivitas hos hendes familie. Med afgang fra Mammoth Lakes, som byen retteligt hedder.

Men de sidste dage havde jeg tænkt over det, tænkt meget, og blevet enig med mig selv om, at det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde lyst til at se, hvordan 4th July fyres af, når der er fuldt blus på patriotismen, men jeg havde ikke lyst til at bruge to hele dage sammen med 20 af Emilys familiemedlemmer – det ville ikke være særlig afslappende for mig, og afslapning efter en uge, der tager prisen som den hårdeste indtil nu, var, hvad jeg havde brug for.

Det fortalte jeg Emily, og det forstod hun. Heldigvis. Vi har haft det sjovt og fint og delt nogle vilde ting sammen, så ingen grund til at skilles i uvenskab. Tænkte jeg, og det tænkte hun også, tror jeg.

Og det er også på en måde lidt sådan, den her tur er. Medmindre man er her som par eller søskende eller venner hjemmefra, gør folk, langt de fleste, sin egen ting. Bør gøre sin egen ting. Gå langt, gå kort, holde pause, sove længe, bade i en sø, lade være, tage ind til en by, lade være, alting er okay, også selv om andre måske ikke ville gøre det samme. På den måde er Hike your own Hike veletableret.

Jeg var i tvivl om jeg skulle tage med Emily, når vi havde aftalt det, men kunne mærke, at det ikke ville være min ting – at jeg ville blive frustreret og irriteret sikkert over for mange mennesker og arrangementer, jeg måske ikke lige havde lyst til, og ja, det kan man gøre for at være høflig, men det var ikke det, jeg havde lyst til. altså ikke at være ikke-høflig, men at hænge på tante x til Emily fra New York og smalltalke. Jeg ville være mig. Bare mig. Og gøre hvad jeg ville. Og hvis Bird var cool med det, så tjek.

Det var hun, havde det i øvrigt på samme måde, så hun tog den bus, der heldigvis kørte nærmest direkte fra stien, sammen med mig til Mammoth Lakes, og det første vi gjorde var at voldtage en restaurant. Eller – bestille en hel masse retter. Og vin. Og dessert. Og ikke kigge på regningen, som var høj, for Mammoth Lakes er en uptown by – om vinteren for skiløb – og i den lidt mere pricey ende på restaurantsiden.

Men det var det værd.

Bagefter checkede vi ind på det nok mest run-down hotel ever seen -jeg undlod blandt andet omhyggeligt at røre de ledninger, der hang og dinglede umotiveret ned fra loftet i badeværelset – hvor jeg kastede mig i ren lykke ned på hotelsengen. Inden jeg tog et bad med samme lykkefølelse. Gik en tur ned ad Main Street til et lokalt kræmmermarked og drak en friskpresset omgang juice, stadig lykkelig, købte et par småting i en friluftsbutik, og en hel masse ting i supermarkedet, herunder kylling, salat, vin og frugt – min klare favoritdinner, når jeg rammer en by. Og heldigvis også en vinder for Bird.

Og så spiste vi det festmåltid på værelset, jeg iført et håndklæde fordi jeg havde smidt alt mit tøj i vaskemaskinen i hotellets kælder. Inden jeg faldt i verdens dybeste søvn krammende alle tre puder. 110 procent tilfreds med livet.