Dag 124 – verdens korteste bystop

Gået i dag – 36 km. 55.444 skridt

Trout Lake er ikke – som man jo kunne foranlediges til at tro – en sø. Det er en lillebitte landsby, mest en samling huse, der bebos af 400 mennesker, og som ligger så tilpas tæt på Pacific Crest Trail i det sydlige Washington, at byen hvert år i august-september oversvømmes af vandrere, der kommer for at spise, drikke, købe mad, måske sove.

Trout Lake er så glad for vandrerne, at de lokale Trail Angels har lavet et shuttlesystem. 4-5 gange om dagen kører en bil – eller to eller tre – frem og tilbage de godt 20 km mellem sti og by. Og hvornår shuttlen kører, står på en seddel, som er hamret fast til et træ lidt før man når vejen ind til byen.

Fantastisk service. Som jeg benyttede mig af i morges. Eller i formiddags, for jeg nåede først den shuttle, der kom kl 11. Chaufføren var en kvinde i fyrrerne, der, mens vi trillede ned mod byen, fortalte, at hun var flyttet hertil fra Portland, at hendes mand stadig arbejdede i Portland og kun kom herop i weekenderne, hvorfor hun – sammen med syv andre kvinder med samme arrangement – var en af the Week Widowers i Trout Lake.

Hun fortalte også, at hun var en hestepige, og da de to andre vandrere i bilen med mig berettede om den nøgne mand til hest, som de havde oplevet under lynkineserens Trail Magic i går, var hun straks meget interesseret.

“Hvordan så han ud? Hvad hed han? Hvad hed hesten? Hvad sagde han? Havde han hat på – og måske en grå fletning? Det må være Jack – hed han Jack? Han er den eneste i Trout Lake, der er sær nok til at gøre den slags. Red han med sadel?”

De to vandrere meldte pas til de fleste af spørgsmålene undtagen det med sadlen – den nøgne mand havde redet uden sadel, men havde dog haft en slags mokkasiner på – men vores chauffør var vild med historien alligevel. Hun ville straks, erklærede hun, spørge andre i byen, om de vidste, om Jack havde været på ridetur dagen før.

“Og hvis ikke det var Jack, var det måske en indianer,” tilføjede hun tænksomt.

Jeg smilede. Velkommen til endnu en omgang lilleby Amerika. Som blev endnu mere tydelig, da vi nåede Trout Lake, og jeg gik med vores chauffør ind i baglokalet i byens General Store for at finde den pakke, jeg havde sendt til mig selv. Det var her midt i ordrer på appelsiner og gårsdagens regnskab og en seddel med tacodinner hos Beth på lørdag, at pakkecentralen havde hjemme.

Og vores chauffør var in charge og var noget mere organiseret end i Sierra City, for efter at have konsulteret en liste over alle indkomne pakker og navne på vandrere fandt vi den. Hurra.

Udenfor på butikkens veranda åbnede jeg den, lagde maden i min madpose, smed mit skrald ud og så var min plan at gå over på byens café og spise frokost.

Så langt kom jeg ikke, for mellem de mange andre vandrere i gang med samme forehavende på samme veranda stod Bird pludselig.

Bird, den søde hippie, som jeg fulgtes med tilbage i bjergene og havde to fine sjove dage med i Mammoth Lakes for noget, der føles som evigheder siden. Vi skiltes, da hun skulle hente en pakke, hun havde sendt til sig selv i én by og jeg hellere ville blaffe til en anden, fordi der var wifi (vigtigt for bloggeriet 🙂 Siden havde hun fået en skade og var taget hjem i nogle uger, men vendte midt i august tilbage og startede fra Canada og gik mod syd.

Og nu – her i Trout Lake – var så, hvor på stien vi mødtes.

Det var vildt hyggeligt at se hende igen – desværre var hun på vej tilbage på stien, og da jeg fandt ud af, at den næste shuttle først gik kl 15, besluttede jeg at tage med hende og Estus, som også var dukket op (han havde nået en morgenshuttle ind til byen) tilbage til stien med kl 12-shuttlen.

Jeg havde droppet ideen om at blaffe tilbage til Hood River og insistere på at en tandlæge så på min mund.

Min tandpine var meget mindre i morges, end den har været de sidste dage, og efter at have stedbestemt præcis, hvor smerten sad, diagnosticerede jeg mig selv med visdomstandsmerter. Som min tandlæge, da jeg fik en rodbehandling i april, vist også havde mumlet noget om, men som jeg havde valgt at overhøre.

Og hvis de ubrugelige skøre tænder bagerst i munden er synderen, kan jeg godt pillebehandle det de næste tre uger. Hellere det end en udtrækning og en regning, som forsikringen næppe dækker. En skade på turen, der betyder farvel til visdomstænder? Så kreativ en skade har jeg svært ved at opfinde.

Så lige omkring en halv time fik jeg i civilisationen. Så lidt at jeg hverken nåede at drikke kaffe (Big mistake!), uploade blog (og måtte gøre det via et meget svagt signal tilbage i bjergene), eller – måske vigtigst – at sende min lillesøster, som har fødselsdag i dag, en lang og funny hilsen med billeder af et kikset tysk krus med tinlåg. Som ikke giver mening for andre end hende og ikke er sjovt for andre end mig. Og det havde jeg det ret sløjt med efter alle de små omhyggeligt indpakkede gaver og en kjole, som jeg fik af hende på min fødselsdag. Ikke engang et postkort har jeg sendt. Undskyld, lillesøster. Du får kruset live, når vi ses. Promise!

Nå, men det gode ved sådan et lynvisit in town var, at Estus og jeg – Bird skulle jo desværre sydpå, mens vi gik mod nord – kunne høvle en god omgang flere kilometer af i dag.

Hvilket især var en fordel i forhold til alle de andre vandrere, der ville komme tilbage til stien med kl 15-shuttlen og alle ville slås om de samme lejrpladser. På den her måde havde vi et forspring.

Som betød, at da vi efter at have gået gennem et helt vanvittigt flot terræn oppe over træerne med udsigt til, virkede det som, hele det sydlige Washington slog lejr, havde vi lejrpladsen for os selv.

Og ikke en hvilken som helst lejrplads – mit telt stod nærmest bogstaveligt talt lige under Mt Adams. Altså ikke som i at de stenskred, jeg kunne høre langt oppe fra bjergets flanker, risikerede at ramme ned over mig, men som i første parket udsigt.

Solen var bag os, så da den gik ned, badede den bjerget og den enorme gletsjer, der hang ned over det som en blå tunge af is og sne, i et gyldent lys.

Vi sad stille og kiggede på det, efter vi havde spist. Estus drak – dårlig canadisk – whiskey, jeg drak varm kakao. Og snakkede om, hvordan det bliver, når vi lige om lidt er færdige med at gå, når der ikke er mere sti at følge og vi rejser hjem til vores normale virkelige liv og ikke længere bor herude i naturen og har den slags udsigter.

Jeg tror, det bliver lidt tomt og mærkeligt. Nu hvor det her nærmest er blevet mit virkelige liv eller i hvert fald en form for min hverdag.

Jeg tror (ved!), at jeg vil være rundtosset af begejstring over at se min hund og alle de mennesker, jeg har savnet. Og at sove i min egen seng og have (rene) jeans på og lave mad på et komfur og bruge toiletpapir, når jeg har tisset i stedet for en bandana.

Men når euforien over komforten ved civilisationen er overstået, tror jeg, at jeg vil savne det her. At sidde på en væltet træstamme i solnedgangen og kigge op på et bjerg og drikke varm kakao af en lidt beskidt letvægtskop. Simple living. Eller bare living.