Dag 128 – lidt for meget lidt for tæt på wildlife

Gået i dag – 22 km. 35.540 skridt

I dag var sådan en dag, hvor jeg lærte, hvor vigtigt det er, at ens førstehjælpssæt indeholder mere end et par stykker gnidret plaster og et gazebind. Hvor hurtigt man kan blive sat ud af spillet, hvis man er uheldig. Jeg lærte også noget om mig selv og min krops system, jeg ikke vidste. Og så lærte jeg, at hjælpsomheden vandrere imellem er større, end jeg havde troet.

Alt det skete i eftermiddags. I morges skete der noget andet vildt. Efter at være vågnet klokken lidt i syv – at sove længe, også i seng med en rigtig dyne er stadig en umulighed – og mens jeg sad med kaffe fra maskinen på værelset, fik jeg en besked.

Den var fra Splinter, en hyggelig herre omkring de nogen og tres, som jeg mødte den allerførste dag langt nede i ørkenen. Han gik alene, gik hurtigt, gik effektivt, men holdt også lange pauser, så jeg så ham on and off i det meste af en måned. Blandt andet sad vi sammen i skyggen på verandaen ude foran det historiske hotel i Julian på femtedagen inde i turen og så billeder af hans datter og børnebørn.

Desværre rejste Splinter hjem, inden han nåede ud af ørkenen. Han savnede sin familie for meget, skrev han senere til mig.

Men vi har holdt kontakten siden da, senest fortalte jeg ham i sidste uge, at nu var jeg nået til Washington.

Og i morges skrev han så og spurgte, om jeg ville være interesseret i, at han kom til Manning Park og hentede mig og to andre vandrere, flere havde han desværre ikke plads til i bilen, og kørte os til Seattle, når turen er slut?

Manning Park er et campingresort-ish og den egentlige endestation for PCT, for selv om det ligger 13 km inde i Canada, er selve grænsen bare en lysning i skoven. Og indtil sidste år havde Greyhound til Vancouver et stop i Manning Park, men det stop findes ikke mere, så at komme de godt 200 km vestpå til Vancouver er noget med at blaffe.

Jeg havde med vilje ikke gidet at spekulere over Manning Park logistikken og udfordringerne i den, før jeg var der. Men nu dumpede løsningen ned fra cyberspace.

Og var den bedst mulige, for mit økonomiske jeg ville hellere flyve hjem fra Seattle end Vancouver. Derudover havde jeg og min veninde Rina, som bor i Las Vegas og er en af dem, jeg har sendt overskydende tøj og ting til undervejs, snakket løst om at mødes, når jeg var i mål. Snak er en ting, action en anden, så jeg skrev til hende. Hvad siger du til Seattle et par dage? Hun svarede med det samme. Jeg siger ja. Booker fly right away.

Jeg mødte Rina, da jeg var 16 år og flyttede til en forstad til Toronto med min familie. Vi var teenage-veninder, gled lidt ud, da jeg rykkede retur til Danmark, men genfandt hinanden, da Facebook rullede ind over kloden. Og i 2008 besøgte jeg og min nu eksmand hende og hendes familie i Vegas. Det var som at være tilbage i High School at se hende (læs: vi fnidrede som 16-årige gæs), og jeg tror ikke, det bliver spor anderledes denne gang. Og vil for mig være den allermest optimale afslutning på turen.

Bagefter skrev jeg til Tore, om han ville sende de ting, jeg har opmagasineret hos ham, til Splinter, så han kunne tage det med til Manning Park.

En masse logistik, men jeg var så glad. Over at skulle se Rina. Over igen og igen og igen at blive blæst bagover af den generøsitet, jeg har mødt på den her tur. Mange Trail Angels har gjort virkelig meget for mig, der har betydet virkelig meget for mig, men tænk at nogen gider køre over to timer fra et sted i Washington til et sted i Canada bare for at køre over to timer tilbage til USA og Seattle med mig.

Jeg var også helt vildt glad for dette helt enestående bevis på, at the Trail Provides. Igen. Jeg er med på, at jeg har kværnet den vending adskillige gange, men jeg synes, den lige så adskillige gange har vist sig at være sand. Ting løser sig. Det ordner sig. Muligheder viser sig. Alt bliver godt. Der sker det, der skal ske.

Og ja, jeg er nok gået en lille smule i hippiegrøften og i zen og er blevet smittet med en omgang Ole Henriksen evig-glad optimisme, men jeg tror på, at det ikke kun er herude, the Trail kan provide.

En af de stærkeste overbevisninger, jeg tager med herfra, er, at the Trail også kan provide hjemme i Danmark, hvis man lader den gøre det.

Jeg har opdaget, at selv om det har været en voldsom omvæltning fra mit tidligere liv, hvor jeg helst forudså, forberedte og forsøgte at kontrollere den truende fremtid, den store som den lille, har det givet mig en helt velsignet ro i både maven og i hovedet og i den sure rynke i min pande at lade være.

At slippe de bekymringer og spekulationer om alt muligt ude i fremtiden, som jeg ikke kender svaret eller udfaldet eller løsningen på. Og i stedet tro på, at the Trail – eller universet, skæbnen, karma eller et sammenfald af tilfældigheder og omstændigheder – will provide.

Ja, der er en parkeringsplads foran opgangen, når jeg kommer hjem i aften. Ja, der er udsolgt af koldskål i Netto, men Irma har stadig og den er bedre. Nej, jeg får ikke det drømmejob, som 500 andre også har søgt, men der viser sig noget andet, som er rigtigt. Og ja, den store kærlighed kommer til mig igen, når det skal være.

Det var den filosofi, jeg hev frem – dog uden koldskål og kærlighed – da Estus og jeg blaffede os tilbage til stien sidst på formiddagen, og vores chauffør, 69-årige Lee, som var bysbarn af Packwood, tidligere ejer af byens eneste isenkræmmer og nu glad pensionist med tid til at køre vandrere frem og tilbage, spurgte, hvad vi skulle, når turen var slut. Om vi havde jobs og penge.

Vi svarede begge to, at det bekymrede vi os ikke om nu. Lige nu var vi her, og bagefter ville løse sig.

Han så lidt overrasket på os.

“Jeg elsker jeres attitude,” sagde han så.

Han satte os af ved den tankstation, der også er butik og hotel og samlingspunkt for vandrere i White Pass, og efter en kop kaffe satte vi ud derfra.

Vi var kun nået et par minutter ned ad vejen mod stien, da en jeep bremsede op foran os, og Mama G – dette områdes mest kendte og populære Trail Angel – råbte os an.

“Elk hunt season starts today. Wear something bright!”

Øh okay. Min nye pink bandana dinglede i sin rolle som tisseklud fra min rygsæk, så jeg håbede, det var nok til ikke at blive skudt af en ivrig jæger.

Vi gik videre. Vejrudsigten sagde tåge og regn, men selv om det var lidt overskyet, kunne man rent faktisk ane solen, så jeg var meget tilfreds og gik glad afsted gennem skoven.

I cirka en halv time, så mærkede jeg pludselig et stik på det nederste af mit højre ben.

Av for fa*.

Jeg kiggede ned, jeg havde mine tynde lange underbukser på, så kunne ikke se noget. Jeg gik lidt videre, men der blev ved at være smerte, så jeg stoppede og trak bukserne op, så jeg kunne inspicere, hvad der var sket.

Et lille rødt stik åbenbarede sig. Med en lille hævelse omkring det.

Mens jeg stod der og studerede mit ben, indhentede Estus mig. Han så på stikket og gav mig så noget salve at smøre på, fordi jeg – typisk – selvsamme morgen havde kylet min salve beregnet til den slags ud, fordi den var gået i stykker og lækkede.

Imens jeg smurte, bredte hævelsen sig fra en lille bule til en håndfuld. Med blærer i.

“Er du allergisk overfor hvepsestik?” spurgte Estus.

Jeg svarede nej, for de heldigvis få gange jeg er blevet stukket, er der ikke sket noget.

Så begyndte mine fødder at klø. Lige med ét og så helt åndssvagt meget, at jeg desperat kylede skoene af, trak mine sokker af og kradsede mig febrilsk på fodsålerne, der var ildrøde.

To sekunder efter var det mine håndflader. Det kløede værre end 100 myggestik og var rødt som om jeg havde haft hænderne i kogende vand.

“Det er altså allergi, det der,” sagde Estus.

Jamen fuck, hvorfor er jeg pludselig allergisk overfor hvepse. Eller hvad det nu var, der havde bidt eller stukket mig. Og what to do?

Her var det så, at andre vandreres hjælpsomhed kom ind i billedet. For hverken jeg eller Estus havde noget med mod allergi, men det havde en ung gut, der i det samme kom op ad stien. Han vendte sin rygsæk på hovedet for at finde nogle piller til mig. En japaner, der kom forbi, tilbød noget salve. Og en tredje vandrer smertestillende.

Efter at have spist og smurt, sad jeg lidt på en træstamme og kløede mig. Indtil det stilnede lidt af, så jeg kunne gå videre. Estus gik bag mig, så han kunne agere redningsmand, hvis jeg pludselig ikke kunne trække vejret eller den slags lignende reaktioner.

Det skete ikke, jeg blev bare utrolig døsig af de ampuller mod allergi, jeg havde slugt. Så da jeg et par timer senere gik alene ned ad stien inde i skoven, og pludselig så noget bevæge sig inde i buskadset, var jeg i første omgang ikke helt klar på, hvad det var.

Indtil det hoppede ud fra krattet, tværs over stien og i store bløde hop forsvandt i det tætte buskads halvt oppe ad en skråning på den anden side.

Det var en freaking bjergløve. Eller puma eller hvad man kalder dem her. En stor gylden kat. Det måske mest sjældne dyr at se – og det har man heller ikke rigtig lyst til, for de lader sig ikke så let skræmme af mennesker som bjørne – og nu var der lige hoppet en ind foran mig. Ikke engang ti meter foran mig.

Estus var gået i forvejen, så jeg var helt alene. Og stod lidt og var skiftevis stiv af skræk – selv om kattedyret for længst var væk – og helt oppe at køre af begejstring og ærefrygt. Tænk at jeg havde set en rigtig ægte bjergløve.

Da jeg indhentede Estus på den lejrplads, vi havde sat som dagens mål, var han behørigt imponeret over min oplevelse. Selv om en kvinde, der også gjorde holdt der og slog sit telt op ved siden af mit, havde en lige så interessant fortælling om nærkontakt med jægerne.

Altså ikke at hun var blevet skudt på, men hun var af en flok gutter i camouflagetøj og med grøn maling i ansigtet blevet bedt om at stoppe op og være stille. Og så overværede hun, hvordan man jager og dræber en hjort (tror jeg, at Elk er?) med bue og pil.

“Det var for dramatisk til mig,” sagde hun med en gysen.

Jeg gik i sovepose, før det blev mørkt. Med et højre underben, der ikke længere havde blærer, men til gengæld var voldsomt hævet. Og kløede. Heldigvis var jeg så træt, at jeg faldt i søvn uden at kradse mig selv til blods.

3 kommentarer til “Dag 128 – lidt for meget lidt for tæt på wildlife”

  1. Jeg vil sige ligesom Lee, “I love your attitude”.
    Jeg er også ret vild med dine små historier. Det er som at læse i en god eventyrbog. Fortsat god tur.

  2. You are right on girl. Things happens the way it’s supposed to happen and when it’s supposed to happen.
    The more we fight to make things happening the way we think we want them to be, the more difficult life becomes.
    Let it be…
    Your leg look scary. I hope it’s better now.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.