Dag 126 – balancerende på en knivsæg

Gået i dag – 27 km. Skridt 54.030

I dag holdt Washington op med at minde om en bakket udgave af en blid dansk bøgeskov.

I dag viste Washington, hvorfor det er en barsk stat at slutte turen med.

Det startede ellers fint. Jeg vågnede af mig selv, før mit vækkeur, og kiggede direkte ud på den smukke sø, udhvilet og i ekstra hopla, fordi jeg havde regnet ud, at jeg med lidt ekstra lange skridt og færre pauser ville kunne nå næste by, Packwood, allerede i dag og ikke som ellers planlagt i morgen. Og det passede mig ret godt, både for en sengs skyld og især fordi jeg ikke havde mere gas at lave mad på.

Så jeg pakkede hurtigt sammen og satte i frisk gang ned ad stien, mens jeg spiste en proteinbar on the go. Og mens det gik fladt lige ud, for at spise på opstigninger med lidt hiven efter vejret er altid lidt besværligt.

Og sådan en kom der ret hurtigt. Op til et pas og med så tilpas meget stigning, at så snart solen ramte mig, stoppede jeg og tog bukser og fleecetrøje af, selv om klokken var før syv.

På den anden side af passet gik det nedad gennem en smuk grøn dal. De to vandreknægte foran mig råbte til hinanden om nogle bjerggeder oppe på en skråning i dalen, men dem kunne jeg altså ikke se.

Til gengæld så jeg pludselig Estus. Som sad på en træstamme og var ved at børste tænder.

Hvor har du været? Og hvor har du været? Hvorfor var du ikke ved den lejrplads? Du var da foran mig – hvorfor gik du videre? Nej, du var foran mig, hvorfor ventede du ikke? Hvor slog du lejr? Hvad skete der? Osv.

Det viste sig, at han havde siddet skjult i buskadset (måske maven igen? Jeg spurgte ikke) og holdt pause, da jeg var gået forbi ham i går eftermiddags og derfor ikke, som jeg troede, var foran mig. Og han havde ikke orket at gå helt til søen, som jeg slog lejr ved, og vidste heller ikke, at det var der, jeg var. Men var stået vanligt tidligt op, så havde passeret forbi min lejrplads, inden jeg vågnede. The joy of misunderstanding og being offline on trail.

Men således reunited maste vi os op gennem skov til over trægrænsen, hen over en flade af gammel sne, op til bar og vindomsust klippe. Op til et af de mest ikoniske steder på hele Pacific Crest Trail.

Knifes Edge, hedder det. Og som navnet mere end antyder, er det en strækning, hvor stien løber på en smal og skarp bjergryg med bratte og lange fald ned til begge sider.

Jeg er glad for, at jeg var der i dag, hvor himlen var blå, vinden svag og solen i godt humør. For det må være et rædselsfuldt stykke at skulle gå i regn, tåge og vind. Som adskillige tidligere PCT-vandrere har gjort.

Jeg er ikke bange for højder, og lige her var det klart en fordel, til gengæld er jeg ikke meget for løst grus på stejle nedstigninger, og det slap jeg ikke for. Stejlt op, stejlt ned, grus, småsten, klippestykker, og selv om stien de fleste steder var sin godt halve meter bred, var der ikke noget mellem den og et fald ud og ned i intetheden.

Da jeg nåede et plateau efter Knifes Edge og det lige så eksponerede stykke der fulgte efter, smed jeg mig ned på den støvede jord, udkørt efter den skarpe koncentration, jeg havde haft på mine fødder de sidste to timer.

Der lå allerede tre andre vandrere, den ene tilbød mig en håndfuld saltkiks. Jeg takkede ja, og han hældte en håndfuld ud i mine beskidte hænder, som jeg straks hældte ind i munden.

Og så opdagede jeg, at jeg ikke havde mere vand. Og for første gang overhovedet på den her tur havde jeg ikke tjekket, hvornår jeg ville komme til vand næste gang. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde det. Lige i dag. Men måske var en af grundene, at stien de næste 25 km var lukket på grund af en skovbrand.

Oppe fra plateauet kunne jeg se både den bølgende røg og ind imellem orange flammer i skoven langt under mig.

Det betød at vi skulle følge andre stier for at komme forbi ilden, og PCTA – organisationen bag PCT – havde foreslået en rute. På Guthook havde mange vandrere mange meninger om den rute og flere havde angivet alternativer, som var lettere.

Estus og jeg valgte imidlertid den officielle. Og startede ud med at gå opad. Op og op og op. Ad en smal gruset sti, der skrånede en smule ud- og nedad, nogle steder var smuldret lidt, og hele tiden hang ude på en afsats og var den slags sti, der kan straffe en med et fald, der kun har ét udfald, hvis man slipper koncentrationen i ret mange sekunder.

Samtidig lå den badet i brændende eftermiddagssol og jeg havde ikke mere vand. As guessed: det var ikke et drømmescenarie. Og jeg nåede temmelig mange gange at tænke, at jeg skulle have taget et af de knapt så opadgående alternativer. Den her rute føltes, som om den førte til månen.

Efter 6 km kom vi til et vandløb med en såkaldt trickle. Altså en lillebittebitte stråle, der løb ned mellem sten i noget, der sikkert, når det regnede eller sneen smeltede, var en kaskade af vand, men nu mest mindede om en vandhane, der dryppede.

Jeg lod mig nøje med dryp og holdt tålmodigt min vandflaske ind under et blad, som nogen havde lagt under strålen for at gøre den mere jævn, i de tre-fire-seks minutter det tog at fylde en liter vand i flasken. Jeg tror faktisk, at til trods for mange ualmindeligt ringe vandsteder i ørkenen var den her trickle det sted med mindst vand jeg so far er stødt på.

Men når man har sandpapir i munden, er vand vand, også når det løber meget – meget – langsomt, så jeg bællede en liter, og så gik vi videre. Klokken var 15, der var 14 km detour endnu, og jeg havde by now indset, at med det her terræn ville jeg ikke nå til nogen by i dag.

Hvilket blev slået helt fast, da Estus og jeg ved næste vandhul – en lille bæk med strømmende vand – mødte et par, der gik i modsatte retning og som kunne fortælle, at vi havde en forholdsvis hård og lang opstigning mere. Jeg syntes, at jeg allerede havde gået nok opad i dag – “det er gået mere opad i dag end i hele Oregon,” som jeg ironisk oplyste Estus om. Og som han ikke svarede på. Jeg ved heller ikke, om det er rigtigt, formentlig ikke, men det føltes sådan.

Især på vej op ad den forholdsvis hårde og lange opstigning. Jeg ville nok droppe ordet forholdsvis. Den var syg.

Og så havde PCTA været lidt friske på distancerne, for der var i hvert fald mere end to miles fra Lost Lake til Lost Hat Lake, som var vores lejrpladsmål, blev vi enige om.

Men fordi vi var på en anden sti end PCT, kunne vi ikke tjekke det på Guthook. Jeg følte mig nærmest lidt nøgen uden den app og en evig opdateret viden om distance, højdemeter, lejrpladser og hvad jeg ellers vil informeres om. Nu kunne jeg bare følge den her sti og se, hvad den ville byde på af festligheder.

Den bød – langt om længe! – på Lost Hat Lake – men i øvrigt ingen forklaring på det skøre navn, og jeg slog lettet mit telt op. Lettet fordi jeg ikke skulle gå mere i dag. Jeg var langt mere træt end på dage, hvor jeg har gået 20 km længere. Man kan dermed konstatere, at koncentration koster mere end mange kilometer. Og nå ja, en masse opad.

Jeg er stadig vild med Washington, også det vilde Washington, for de udsigter jeg har fået i dag, har ikke haft sit lige siden Sierra Nevada. Og var anstrengelserne værd. Og så fandt jeg en pakke tun og en pose nødder i min madpose, så jeg gik ikke sulten i sovepose, selv om min gasflaske er tom. Halleluja for reserver på madfronten.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg