POST-PCT: Wuhu – så er der (lige om lidt) bog og foredrag
Kære alle trofaste bloglæsere
Det er pinligt længe siden, der har været nyt her på siden. Det beklager jeg virkelig meget. Jeg har ingen anden forklaring og undskyldning end, at jeg synes (for nu at sige det, som det er) ikke rigtigt, at der har været så voldsomt meget voldsomt spændende at berette om.
Måske lidt fordi når man har skrevet en blog, hvor der hver eneste dag var nye, ofte gakkede og i hvert fald uventede, oplevelser at skrive om, føles det lidt fladt at grifle om en dansk hverdag, hvor der ikke er samme daglige niveau af action.
MEN det betyder selvfølgelig ikke, at jeg bor under en sten, hvor der intet sker, så efter alt for lang tids tavshed kommer her en update på min gøren og laden post-Pacific Crest Trail.
Det vigtigste (og mest tidskrævende): Jeg har skrevet en bog.
(Og ved godt, det ikke er en nyhed for de af jer, der har læst bare lidt med, men det er stadig ret vildt for mig selv, at der lige nu kører X antal bøger med mit navn på forsiden i en trykmaskine et sted i Tyskland. Og at jeg om lidt kommer til at stå med det, der måske godt kan kaldes en lille moppedreng på 324 siders tekst forfattet af mig. Wuhu.)
At skrive den bog har både været en fantastisk og lidt mere overvældende proces, end jeg havde forventet.
Da jeg foldede mine vandrestave sammen på hotelværelset i Manning Park i Canada, var jeg modsat Estus ikke HELT bristefærdig af sorg over, at de stave nu havde prikket små huller i støvet på Pacific Crest Trail for sidste gang, fordi jeg vidste, jeg skulle hjem og genopleve hele turen i form af den bog, jeg skulle skrive.
Og det var præcis lige så fantastisk, som jeg havde håbet.
Mens Estus og mange andre, jeg havde mødt undervejs, rejste hjem og skulle direkte ud i et liv, der for de flestes vedkommende ikke havde noget som helst med Pacific Crest Trail at gøre, havde jeg det kæmpestore privilegium at få lov til at blive ved at søbe rundt i alt, hvad der var sket de sidste fem måneder – plus det der gik forud og ledte til hele projektet – og fordøje det på alle de måder, jeg kunne og havde behov for.
I det meste af oktober og hele november og lidt af december sad jeg ved mit spisebord hjemme på Islands Brygge, nærmest bogstaveligt fra tidlig morgen til næsten midnat hver dag, og skrev og skrev og skrev og glemte at spise og indimellem næsten at gå i seng.
Det gjorde jeg, dels fordi jeg elsker at skrive, dels og især fordi det mentalt føltes som at være derude i vildmarken igen.
Jeg kunne tydeligt genkalde mig, hvor vanvittig tørstig jeg var, da jeg skrev om de første dage i ørkenen, jeg fik samme følelse af panik i maven, som jeg havde, da jeg var der, da jeg beskrev krydsningen af den flod i bjergene, jeg var så åndsvagt bange for, jeg krympede mig og min mund, da jeg kom til afsnittet om min smertefulde tandpine, jeg var tilbage i følelsen af vild begejstring og taknemlighed, da jeg fortalte om fik Trail Magic i form af en saftig appelsin under en bro midt ude i en vindblæst ørken, jeg fnisede fjollet, da jeg udfoldede detaljerne om mit forhold til Scoop, og jeg følte mig derhjemme ved spisebordet lige så stærk, som jeg gjorde dengang tilbage i august, da jeg lyttede til min mavefornemmelse og sagde farvel og tak til selvsamme Scoop og gik videre alene og sov alene i en mørk skov efter den første klamme, regntågede dag på hele turen.
Og da jeg nåede til de sidste kapitler, var jeg skiftevis ved at græde og grine, fordi jeg 200 procent genoplevede den følelse af ambivalens, der fulgte mig det meste af tiden op gennem Washington.
Hvor jeg glædede mig til lige om lidt ikke længere at skulle gå i regn og mudder og fryse i min sovepose, der på det tidspunkt var så flad af skidt og sved, at den ikke varmede mere, og samtidig overhovedet ikke kunne holde ud, at det hele lige om lidt ville være slut, og jeg skulle hjem til en hverdag, der ville få virkelig svært ved at måle sig med glæden ved det simple liv derude i ingenting.
Så puha, da jeg satte det sidste punktum i epilogen var jeg nærmest helt udmattet og blæst i hovedet – som om jeg havde gået hele turen en gang til og nået enden en gang til.
Men den følelse af melankoli blev jeg så ret hurtigt hevet ud af, for at skrive en bog er ikke bare at sætte ord lyrisk sammen og sende det færdige resultat til sin redaktør.
Efterfølgende fulgte en praktisk og indimellem lidt mere overvældende proces, end jeg lige havde sat mig ind i, at der ville følge med den fine titel som forfatter. Med rettelser. Omskrivninger. Gennemlæsninger. Flere korrekturrettelser. Billeder. Billedtekster. Mere korrektur. Et kort. Bagsidetekst. Citater. Mere korrektur. Diskussion om antallet af sider. Sletning af tekst. Opstramning. Mere korrektur. Sidste korrektur. Og så allersidste korrektur.
Og så – endelig, lige efter nytår – NU kan vi ikke rette mere, og så trykkede “min” dygtige grafiker på knappe,n og bogen røg afsted til trykkeriet.
Crazy.
Især crazy og enormt frustrerende for perfektionistiske mig, at jeg to dage efter det fandt en kæmpe sprogbøf, som det jo så var for sent at rette i den trykte udgave. Og nej, som jeg ikke siger, hvad er. Men som I selvfølgelig er velkomne til at lede efter. Ingen af dem, der har været gennem bogen, har fanget den – og ja, altså heller ikke mig selv – så mit forfængelige håb er, at det gør andre heller ikke…
Bogen lander på hylder i boghandlere 20. februar, men kan allerede nu forudbestilles i online-butikker. Link her – til de af jer, der bare ikke kan vente 😉
Blog i bogform?
Og så et virkelig relevant spørgsmål om bogen, som jeg har fået flere gange.
Er bogen “bare” bloggen på tryk?
Jeg kan godt forstå, folk spørger om det, for jeg fortalte jo undervejs på min tur op gennem USA dagligt – og ofte langt – om alt, hvad jeg oplevede, så hvor meget mere kan der være at sige?
Der kan være meget. Og på nogle områder mindre.
Bogen indeholder flere af de refleksioner, som jeg nok gjorde mig undervejs, men som først er landet rigtigt i mit hoved efterfølgende, ligesom mange situationer og begivenheder er foldet mere og detaljeret ud i bogen (ja, I får bl.a. historien om, hvordan Scoops og min romance kom i stand ;-)), og der er tilføjet passager om ting, som jeg ikke havde overskud til at gå ordentligt ind i på skrift, mens jeg var der.
Omvendt er der også dage, som ikke er med i bogen. Dels af pladshensyn, dels fordi de lignede dagen før eller efter (så gik jeg, og så gik jeg, og så gik jeg), og endelig er der afsnit, hvor jeg har brugt de samme vendinger som i bloggen – og som trofaste læsere formentlig vil kunne genkende.
Og så ikke flere spoilere – køb og læs 🙂
Noget med foredrag
Udover at blive forfatter har jeg brugt en masse tid på at forberede de foredrag, som jeg er blevet inviteret til at holde her i foråret.
Først på “Ferie for Alle”, rejsemessen i Herning 22.-24. februar, hvor forlaget har en stand, og hvor jeg skal kloge mig som foredragsholder om min tur for publikum ad to omgange.
For de eventuelt interesserede af jer foregår det fredag kl. 12.30 og lørdag kl. 12.30. I er meget velkomne – og kan læse mere om dét her.
Og dernæst for de forskellige foreninger og netværk, der indtil videre har henvendt sig og gerne vil høre om min tur og oplevelser og hvad den gjorde for mig.
Jeg har ikke gjort mig som sådan en officiel foredragsholder før, så om jeg vil synes det er sjovt, ved jeg ikke. Det tror jeg, det er i hvert fald sjovt at forberede det. Og lige nu er det største issue faktisk at begrænse mig – jeg synes godt nok, jeg har meget på hjerte.
Men – ligesom med bogen – igen er jeg ret forgyldt at få lov til at lave noget, som handler om Pacific Crest Trail, der har haft sådan en kæmpeindflydelse på mig og mit liv.
Og kan jeg, med foredrag såvel som med bogen eller bloggen her, bare en lillebittebitte smule inspirere eller motivere andre, der for whatever reason føler, deres liv også godt kunne trænge til at blive taget op til revision, men måske mangler lige det sidste mod til at rykke (og nej, at rykke betyder ikke, at jeg mener, alle skal gå fra Mexico til Canada. Der er mange måder at rykke på), skal jeg ikke bede om mere.
For ja, gu’ gik jeg da for min egen skyld, men man skal ikke undervurdere den glæde (i hvert fald for mig) ved, at det, man har gjort, også et eller andet sted på en eller anden måde kan betyde noget for andre og deres livsglæde og mening med det hele.
Omend min bankrådgiver ganske vist synes, det kunne være en god idé, hvis jeg også brugte lidt tid på at lede efter et job.
Men den del er stadig lidt diffus, jeg er stadig ikke helt klar på, hvad jeg skal bruge mit liv på, og selv om jeg er ret sikker på, at jeg ikke har lyst til at blive boende i København, har jeg heller ikke taget en endelig beslutning om, hvor jeg så rykker hen.
De ting summer stadig. Og det løser sig 🙂
PS. Nogle af jer har spurgt, om der kommer en bogreception, hvor I kan komme og sige hej til mig. Det er jeg virkelig rørt over, at I gerne vil – og JA, det gør der, men stedet er ikke helt på plads endnu, så jeg kan ikke melde noget helt konkret ud om det just yet.
Men gør det i det sekund, jeg ved hvor og hvornår og hvordan. 🙂
Fedt! Intet mindre end fedt!
Stort TIL LYKKE med, at du er færdig med bogen
Det bliver dejligt, at genlæse og genopleve den fantastiske tur, du har været på.
Det har været utroligt spændende, at følge dig på bloggen og meget specielt, fordi det du fortalte om, skete lige nu og her
Noget, som jeg var meget imponeret over var, at din blog var så velformuleret og helt uden stavefejl. Imponerende, når man tænker på omgivelser og udmattelsesfaktor
Jeg glæder mig til bogen og foredrag
Med venlig hilsen
Aase
Forøvrigt en rigtig flot forside!
X
Yay Gitte. Jeg er så over begejstret og glad på dine vegne. Hvor fantastisk hvad din rejse har bragt med sig.
Crazy 🙂
Glæder mig til at høre om bog reception
Det samme som alle se andre
I sincerly hope your book sells well and you can live your passions to the fullest : trek and tell. you deserve it.
all the best !
Good luck with your book. I just know it will be a huge success. Your writings are so interesting.
Hope it will be on Amazon some day 🙂
Kære Gitte, tak for vin og også kram:).
Det er altid sjovt, at møde “onlinebekendskaber” rigtigt. Eller på en anden måde end mødet gennem skrift. Sært.
Her på denne solrige lørdag kl. 14.02 blev jeg færdig med bogen. Den er virkelig god!! Jeg var spændt på, om jeg gad læse bloggen i bogform. Og det gjorde jeg. Jeg spejler mig især i dine beskrivelse af den jublende vilde glæde over at være der hvor man er – over at gøre det man gør – vandre i naturen. Jeg ønsker dig et godt og spændende liv, og håber at bogen sælger. Mange kærlige hilsner Mirijana
Kære Mirijana, en million tak fordi du kom i onsdags. Og for din dom over bogen. Den er jeg virkelig glad for – netop fordi du har fulgt så meget med i blogform, at jeg var lige så spændt som dig på, om du ville blive skuffet over bogen.
Og er især glad for, at du fanger min glæde over at være og vandre i naturen. Så kan jeg ikke bede om mere.
stort kram (nu virtuelt 🙂 fra Gitte