Dag 23 – McD og de giftige planter

Gået i dag – 33 km

Jeg havde glædet mig i adskillige dage til fritter og McFlurry på den gule måge. Dobbelt af hver skulle jeg have. (Altid dobbelt, fordi det bedre kan betale sig, som alle der har været på skovtur i Skanderborg den anden uge i august vil vide.)

Ingen af delene fik jeg.

Ingen fritter, fordi pommes frites stationen ikke var åben. Ingen McFlurry, fordi jeg ikke havde lyst til det, da vi ramte den ellers så højt besungne “restaurant”. Det var morgen, klokken var 8.30, og vi havde drønet ned ad bjerget – bare for at opdage, at på den tid af døgnet serveres der kun morgenmad.

Så jeg bestilte en underlig fidus af en svampet burgerish med røræg og bacon. Og juice og kaffe, og det var faktisk helt okay. Jeg er åbenbart endnu ikke så hikertrashed, at jeg har lyst til fritter døgnet rundt.

Og så sad jeg – sammen med Emily og Laura – ellers der på et rent (fake) lædersæde med vores morgenmad – og følte os pludselig ualmindelig nussede. Jeg har på en måde – hvor absurd det end lyder – faktisk mere eller mindre vænnet mig til at være 24-7 beskidt.

At den T-shirt, jeg vandrer i, er gennemblødt af sved, tørrer og bliver gennemblødt igen, og jeg har den på hele dagen hver dag (nighttime excluded).

At mine negle – trods meget kortklippede – konstant har sorte rander.

At mit hår sidder i en elastik, fra jeg forlader en by, til jeg rammer en ny og kan vaske hår.

At jeg bruger en vådserviet til mine fødder og skinneben om aftenen, hvis de er ekstra sorte af støv, men ellers lever med det. (Tjek pix – sådan ser mine ben ud hver aften 😱).

Men nu, på McDonalds, på en rasteplads på en ottesporet motorvej mellem Los Angeles og San Francisco, mellem en bunke af mennesker, der ikke går i ørken og skov, sover i telt og bærer deres liv på ryggen, følte jeg mig pludselig lidt klam. En følelse, som ikke ligefrem aftog, da jeg gik på toilettet og i spejlet så en make-up-løs, solforbrændt udgave af mit ansigt, tilsat en kage af indtørret solcreme blandet med lidt skidt på min kind.

Eller da det i køen til kassen gik op for mig, at den lugt af hjemløs, der hang i luften, ikke kom fra diverse fastfood produkter, men faktisk fra mig.

Skønne opdagelser alle sammen.

Så vi slugte forholdsvis hurtigt vores menuer og satte kurs mod det Best Western hotel, der lå i samme rasteplads-kompleks. Emily havde sendt en kasse med mad til sig selv til levering her, og Laura havde brug for at finde en måde at komme til Wrightwood, næste by på ruten, på.

At gå dertil ville være det oplagte svar, eftersom det er det, vi gør, men det var hendes smadrede fødder ikke med på, så hun havde besluttet at springe over de 27 miles, der er mellem Cajon Pass, hvor vi var, og Wrightwood, og vente på os der.

En taxi, 17 dollars og 20 minutter, så var hun der. Mens vi masede os op ad et bjerg og en sti, der snoede sig opad i en uendelighed, men hele tiden med udsigt til den vej, der løber nede i dalen og går mellem Cajon Pass og Wrightwood. Det ville på en måde være en smule lettere, hvis man havde anlagt den her sti ved siden af vejen.

Blev vi svært enige om, mens vi klatrede de første 2000 højdemeter op. Med fuld læs på rygsækken, for biblen – The Waterreport – havde bekendtgjort, at der ikke var vand at finde undervejs. Bække og åer var udtørrede så sent i maj, og på den picnicplads, der ellers normalt bliver udstyret med masser af dunke med vand til tørstige vandrere, var situationen lidt usikker, fordi nogen lokale paphoveder åbenbart tidligere i år har fundet det utroligt sjovt at tisse i vandet. Super.

Anyway, Emily og jeg gik i krig med kilometerne og højdemeterne. Holdt pauser ind imellem – blandt andet for at spise de kirsebær, vi havde købt ved en frugtbod foran McDonalds – og ved 16-tiden var vi kun godt 4 kilometer fra den campsite, vi havde sat som mål for dagen.

Mens vi sad der, med hele verden (eller sådan så det i hvert fald ud set fra knapt 3.000 meters højde) for vores fødder, kom Tim – australieren, der ligner en irer, selv om han nægter at anerkende, at han har lidt rødligt hår (og ikke at der i øvrigt er noget galt med det – just so you know, Tim) forbi på stien.

Vi har set ham on and off de sidste uger – og senest på McDonalds, som han i øvrigt gik 46 km dagen før for at nå til i aftensmad-tide. Så mener man det altså alvorligt med de fritter.

Tim, sæt dig ned og få nogle kirsebær, råbte vi. (Råbte, fordi vi sad halvt bag en busk).

Det gjorde han, og så sad vi alle tre der og spiste kirsebær i solen og kiggede på den forrygende udsigt over bjerge, ørken, og den lillebitte hvide streg langt nede i dalen, som var landevejen til Wrightwood.

Hvordan ser Dog Poodle Bush egentlig ud? brød jeg på et tidspunkt tavsheden.

Det var et amatørspørgsmål. Eller i hvert fald et, jeg burde have lært mig selv svaret på, inden jeg tog afsted på den her tur.

For Poodle Dog Bush er en giftig plante. Den findes bl.a. i det sydlige Californien, og selv om Poison Oak, som også florerer bl.a. her og hvis navn jo siger alt, lyder mere farlig, er puddelhundebusken tilsyneladende en mere alvorlig affære – den allergiske reaktion, man kan risikere, hvis man rører ved planten, er af den udgave, der på engelsk hedder severe.

Tim mente at vide, hvordan den så ud, og ud fra hans forklaring kunne jeg konstatere, at hvis det var rigtigt, havde jeg de sidste par dage vadet gennem det ene giftige krat efter det andet, der hang ind over stien.

Vi googlede – fordelen ved at sidde på en bjergtop er, at der ofte er signal – og fandt et billede af omtalte plante. Det var ikke den, Tim mente, men botaniker er jeg jo ikke, og der er fan** mange planter her, jeg aldrig har set før, så kunne ikke sige, om jeg havde været i ubevidst nærkontakt med giftigbusk. Indtil vi erklærede slut på pause og gik videre, og pludselig så et eksemplar af den. No doubt. Blade som en hampplante, lilla blomster som pomponer, meget uskyldigt-udseende. Og pludselig var den overhovedet ikke uskyldige planter everywhere med sine evil blade langt ind over stien, så vi måtte kante og slalome og hoppe fremad.

Tror, det lykkedes mig at undgå at blive rørt (bare ben var måske heller ikke det smarteste…), men if not skal jeg nok give lyd fra sygesengen.

Indtil videre lever jeg. Lidt i seks nåede vi frem til det stykke nogenlunde fladt og kaktusfrit jord, der ifølge navigationsappen (det moderne kort) var en campsite. Desværre var det allerede optaget af en ung kvinde, der lå i sin sovepose og røg så meget pot, at jeg nærmest blev skæv af lugten – så vi måtte fedte os ind på et minimalt, lidt skrånende stykke jord halvt under en busk lidt derfra.

Der var plads til mit telt (size DOES matter), mens Emily, som har et større telt, ofrede sig og foreslog, at hun bare cowboycampede – altså sov under åben himmel.

Jeg skylder hende for dén, for med en gigantisk sky, der har besluttet sig til at omklamre hele bjerget, bliver det helt sikkert en kølig nat. Men den sidste inden en seng og et bad i Wrightwood. Hip hurra.