Dag 36 – fire timer hos bageren

Gået i dag – 17 km

Jeg har aldrig været en stor fan af aircondition. Det skal være virkeligt varmt, for at jeg tænder for den irriterende tørre kulde, som aircon er. I aftes da Emily og jeg kom halvbeduggede efter at have bællet en flaske vand med vores kødfest på Jakes Steakhouse i downtown Tehachapi, var det virkeligt varmt.

Så vi fyrede op for airconnen på hotelværelset. Med det resultat at jeg vågnede i morges med frost på armene. Mindst. I hvert fald frøs jeg. Og så kunne jeg jo lige så godt stå op og gå udenfor – klokken var 7.30, så jo kæmpelang tid efter normal wakeup time – og sidde i solen med en kop kaffe fra morgenmadsbuffeten. Ren luksus.

Emily var mindre morgenfrisk, men nåede dog som aftalt ned til selvsamme morgenmadsbuffet inden lukketid kl 9, og gik – sammen med både mig, andre vandrere der også boede i rene hvide lagner på Best Western, og øvrige turister på visit i Tehachapi – amok i vafler og vandmelon, youghurt, bacon, æg, kanelsnegle, friskpresset appelsinjuice og små fine grønne bananer, som jeg bedst kan lide dem, og som jeg derfor smuglede et par stykker med op på værelset af.

Derefter var planen at vi skulle pakke sammen, ringe til englen Alice og så ud til stien og afsted.

Sådan gik det ikke.

Af flere grunde.

Den vigtigste var, at Emily havde bestilt nye sko, som ikke var kommet dagen før. Ligesom jeg havde fået min rygsæk sendt til en Trail Angel i Tehachapi, havde hun skrevet hans adresse på sin sko-ordre – men den var ikke på hans lager trods en trackingorder besked, der hed “Delivered”. Ifølge ham kunne det betyde, at den lå på posthuset i Tehachapi og bare ikke var kommet længere.

Det var supertræls, for det posthus ligger – som nævnt i går – ikke, så man lige går derhen (alt er jo muligt og relativt, men when in town vil man helst være fri for at gå). Og jo slet ikke når man ikke ved, om ens pakke er der eller ej – og da hun forsøgte at ringe til posthuset, var ventetiden +60 minutter.

Imellemtiden skrev jeg til Alice og forklarede situationen – og hun svarede, at det ville være en frygtelig varm tur at starte ud fra Tehachapi i middagsheden, op ad bakke og med mindst 4 liter vand i rygsækken, fordi der var langt til næste vandhul.

Så hun ville foreslå, vi ventede med afgang til sidst på eftermiddagen.

Manglende sko, langt til posthuset, og Alices råd om vejr og varme betød, at vores planer om en nogenlunde tidlig start blev til absolut ikke en tidlig start.

Men det var faktisk helt okay. For hvor jeg i går styrtede rundt for at ordne alt muligt, sad jeg i dag – med alt jo ordnet – og rent faktisk slappede af på terrassen ved en tysk bager (ja, sådan en der sælger berliner pfannkuchen og bratwurst og tilsyneladende har en vældig forretning ud af det midt i Mojave-ørkenen) i det meste af fire timer og lavede ingenting. Skrev blogs, beskeder, tjekkede diverse sociale medier og updatede mig selv på, hvad Trump går og foretager sig, og hvad verden udenfor min lille verden pt er optaget af. Ind imellem lidt småsnak med andre vandrere. Det var meget ineffektivt i forhold til et gennemsnitligt vandre-kilometer-antal, men ret hyggeligt.

Klokken 16 dukkede Alice op, og så var der afgang. På vejen ud til stien talte vi om bjergene, som vi rammer om en uge. Om bjørne, floder, højdesyge og lynnedslag.

Alice har vandret i Sierra Nevada i mange år og spurgte os – nærmest som en test – hvad vi gør, hvis man møder en bjørn, og hvordan man skal agere, når det lyner. Til begge dele supplerede hun vores svar med mere info. Aldrig stille sig under et enligt træ og aldrig-aldrig være langt oppe på bjerget. Altså i forhold til lyn, ikke bjørne – og Alice gik mere op i lynene, for de er rent faktisk en af de ting, der ligger allerhøjest på listen over de ting, man skal være bange for som vandrer på pct.

“Det lyner i bjergene”, sagde hun. “Det er næsten så sikkert som Amen i kirken, at hver eftermiddag bliver det uvejr. Så hvis I når til et pas og skal langt opad og det er eftermiddag, så bliv nede. Det er ikke risikoen værd.”

Vi lovede at passe på os selv – jeg har absolut ikke noget dødsønske, der involverer lyn, så at følge hendes råd bliver ikke svært. Det svære lige nu er at holde fokus på de sidste dage i ørkenen. Alle taler om bjergene, om vejret, om sneen, om de lange stræk uden civilisation og dermed ekstra meget mad at bære på.

Emily og jeg taler også om det, men da vi 16.30-ish endelig var tilbage på stien og begyndte at gå, prøvede jeg at tænke på og observere det, vi går i nu, og ikke hvad der ligger et par hundrede kilometer nordpå. Og lige nu var det stadig ørken, kaktus, tørt sandet jord, små hårdføre buske, og da vi kom lidt højere op i terrænet mindre grantræer, større kaktusser, enkelte blomster. Alt sammen tørt og støvet. Og alt sammen bukket af vinden, som i dette hjørne af ørkenen er konstant og konstant kraftig – der er en grund til, at bakkerne her er tapetseret med vindmøller.

Så vi var to glade campere, da vi lige efter solnedgang fandt et campsite i læ og i de sidste minutter af dagslys smækkede vores telte op. Krøb ind, spiste en hurtig omgang mad – af den slags der ikke kræver gang i gryden, som vil sige tortillas med tunsalat (på pose – det er jo USA) og den avocado, jeg havde slæbt med. Jeg var sulten, så lige der smagte det næsten lige så fantastisk som min Prime Rib i går. Næsten.

Beklager – igen – manglen på billeder. Frekvensen er gået lidt ned. Men ja, det er Emily der har fået sine sko!