Dag 8 – festival?

Gået i dag: 13 km

For første gang i den her uge sov jeg i nat igennem. Mit hjem – læs: mit lillebitte telt – er begyndt at føles som et hjem. Jeg har fået styr på, hvor alting bor, når det er ude af rygsækken, og jeg har fået mig arrangeret, så det (næsten) er lige så godt som at sove i min egen seng.

Anyway – jeg vågnede frisk og udhvilet kl 5. Bare for at opdage, at det var koldt og skyet udenfor. Og SÅ tog jeg – mefter at have konfereret med Laura gennem teltdugene – en time mere i dybet af soveposen. Eneste grund til at stå op før solen er at undgå den – og når den åbenbart pludselig var fraværende, var jeg ikke færdig med at hyggesove.

Så kl 7 i stedet for 6 var vi on the trail. Til en ret begivenhedsløs formiddag – vi gik bare, jeg hørte musik, mens fødderne bevægede sig af sig selv. Landskabet var skov, mark (komplet med brogede køer), et par enkelte små bakker og gennem og hen over det hele den halve meter brede sti, jeg allerede er blevet fortrolig med. Og samtidig ikke rigtig kan få ind i mit hoved snor sig så fuc*** langt.

Ved 12-tiden ramte vi Warner Springs, som var dagens mål. I virkeligheden et lidt for uambitiøst mål, for det gav os kun 13 km på distancekontoen.

Men Laura havde stadig – trods indkøb af nye sko – lidt ondt i vablerne, og min achillessene eller hvad pokker det er, der jamrer lidt i min venstre ankel, ville også gerne have en halv fridag.

Så vi stoppede ved det MEGET hikervenlige community center i den samling huse, der hedder Warner Springs. Og som bedst kan beskrives som en festival. Altså uden diverse bands på nogen scene, men med en mark fuld af telte fuld af beskidte mennesker, der bare hænger ud og slapper af. Ind imellem de vandrerelaterede ærinder, vi også lige skulle ordne. Og som i prioriteret rækkefølge var:

Spise. Foregik i den – i forhold til vores beskidte tøj – MEGET fine restaurant, der hører til Warner Springs nærliggende golfbane.

Slå telt op. Campingområdet var stort, men det var mængden af folk, der gerne ville have en plads der, også. Og i øvrigt også antallet af egern, der sad på spring i græsset for at kaste sig over evt mad, der stod ubevogtet et kort øjeblik.

Tage et bad. Bag en trædør med en spand og en kande. Håndklæder udleveret af de søde mennesker i communitycentret. Sæt i gang.

Vaske tøj. Også spandmodellen, med sæbe udleveret og et helt rum fuld af lånetøj, vi kunne vade rundt i, mens vores tøj hang til tørre.

Købe mad. Næste stop, hvor der kan købes mad, er om 110 km, så jeg gik amok i kartoffelmos, tun i pakker, diverse proteinbarer, vingummibamser (i mangel på lakridser), små poser med kaffe og whatever else jeg lige følte for.

Drikke kaffe. Oplade telefon. OG pludselig opdage, at det regnede (what the fu**, det er ørken, det her!) – og at tøjet på tørresnoren på ingen måde var tørt. Hvorefter jeg tiggede mig til at få lov at give det 20 minutter i den tørretumbler, der ellers kun er beregnet til at tørre lånehåndklæderne. Bare fordi jeg var fra Danmark og det – åbenbart – er ret eksotisk.

20 minutter var heller ikke nok, så as I write hænger alt mit vandretøj i fugtig tilstand på en hjemmegjort tørresnor i et fællesrum, hvor vandrere kan hænge ud. I cross my fingers for, at ingen kommer til at snuppe det med sig – ulempen ved kun at have det samme tøj. :/