Dag 141 – i seng med Gud på et virkelig pænt sted
Gået i dag – 29 km.
I dag var en perfekt dag. En af den slags dage, der fik mig til at glemme, at der også har været trælse dage og ønske at være her i al evighed.
Det startede med, at jeg vågnede – efter at have sovet som den famøse sten hele natten – frisk og udhvilet og uden at fryse, da jeg stak hovedet op af soveposedybet. Altså – jo, det var koldt, som det jo er i bjerge i september, men det var ikke isnende, og min morgenkakao blev derfor ændret til kaffe, som er mere hyggeligt, men ikke lige så nødvendigt varmende som kakaoen.
Klokken var 6.30, da jeg gik, og for once var Estus ikke allerede off. Han er ultralighter, som blandt andet sparer vægt ved ikke at bære på ret meget tøj – for eksempel ingen vanter og hue – og jeg gætter på, at nogle af hans meget tidlige morgenstarter er blevet for kolde, så han nu snoozer lige så længe som jeg.
Anyway, jeg gik først, med en proteinbar i lommen, som jeg spiste, mens jeg gik, som jeg plejer. Derefter kværnede jeg en Snickers, og så havde jeg energi til at mosle mig de cirka 1.000 højdemeter op til Cloudy Pass.
Cloudy Pass er et vigtigt pas, for det er herfra, Pacific Crest Trail er lukket de næste 30 kilometer på grund af en brand i skovene (for) tæt på stien.
Så vi skulle ud i en detour. Først et par kilometer op i et pas og derfra 16 kilometer ned gennem en dal. Som viste sig at være den måske smukkeste dal, jeg endnu har set i Washington.
Da jeg var rejsejournalist, skrev vi på denne tid af året altid spalte op og ned og hen og på nettet om New England og hvordan efteråret farvede skovene i alle flammende nuancer af rød, gul og orange. Suppleret med billeder, der selv på avispapir og i sløj trykkvalitet havde høj wauw-effekt.
Jeg har kun været i Maine, og aldrig i New Hampshire, i foråret, så kan ikke udtale mig om New England i efterårstøj, men kan bare sige, at jeg er ret sikker på, Washington godt kan være med i konkurrencen om flotteste udklædning (og nogle skove i Danmark for den sags skyld, selv om de taber på størrelse og bjergtinder i baggrunden).
Samtidig skinnede solen på den der klare lidt kølige måde, den kun gør i september, og gjorde det til perfekt vandrevejr. Stien var bred og hårdtstampet, rådyr i hobetal mæskede sig – temmelig ligeglad med menneskelige tilskuere – med saftige sager i buskene langs stien, og ligesom i går var området spækket med vilde svampe i alle former og farver.
Så alt gik op i en højere enhed, da jeg småsyngende fjedrede ned ad stien mod Holden Village. Højere enhed værende meget passende, for Holden Village, som var målet for dagen, er et såkaldt lutheransk retreat. Et resort for folk, der kommer for at komme tættere på Gud.
Og så for PCT-vandrere, der kommer for at spise og sove efter de nok hårdeste 156 kilometer på hele ruten bortset fra Sierra Nevada.
Holden Village er kun et stop på ruten i år på grund af detouren skabt af skovbrand, men de gode mennesker i Guds lejr er effektive eller har fået hjælp fra oven.
Da Estus og jeg ankom, fik vi straks et værelse – med en dobbeltseng til mig og en køjeseng til ham – og en grundig instruktion fra den søde britiske kvinde i receptionen i, hvordan i ting fungerer her: Tre daglige måltider serveret i spisesalen på bestemte tidspunkter, og til morgenmaden kan man smøre madpakker og tage med, vask af tøj foregår i vaskeriet, det er gratis og der er sæbe i en spand, butikken lukker 16.30, isbaren kl. 16, wifi er her ikke noget af, men biblioteket har en computer, hvis man (absolut) skal i kontakt med omverdenen, brusebad er inkluderet, der er håndklæder på værelset, og spisesalen er åben 24-7 med fri adgang til kaffe, te, juice og frugt.
“Og så holder vi en daglig andagt kl 19,” sagde hun med lav stemme. Som om hun vidste, at de fleste PCT-vandrere hellere vil drikke øl end at høre om Gud.
“Det er ikke noget voldsomt, bare lidt sang og en kort prædiken. I er meget velkomne.”
Da vi havde vasket tøj, spist is, været i bad og jeg havde tjekket computeren, som var optaget, var det dinnertime.
Som tydeligvis var en meget populær aktivitet. Da jeg kom ind i spisesalen, slangede køen sig allerede langt ned i lokalet. Og da jeg nåede frem til buffeten, var første omgang af laksen og de lune boller væk.
Der kom nye forsyninger, og jeg forsynede mig med en kæmpeportion. Og efter bordbønnen, som foregik halvvejs inde i måltidet sammen med info fra talerstolen midt i lokalet om morgendagens aktiviteter – bowling og et kursus i batikkunst – gik jeg anden gang. På både laks og salatbaren.
Og var derefter så mæt, at jeg ikke havde noget problem med, at min madpose er tom, fordi jeg kværnede tre chokoladebarer og to poser M&M i dag. Jeg har alvorligt brug for en chokoladedetox, når jeg kommer hjem.
Og altså også for mæt til at bevæge mig til andagt i bederummet, men slæbte mig i stedet op i min seng.
Næste og sidste stop i civilisationen inden Canada er “byen” Stehekin, som har et hotel. Men fordi jeg ankommer dertil i morgen, som er lørdag, er det fully booked (fandt jeg ud af sidst, jeg havde netadgang) – formentlig af byfolk fra Seattle, der er på weekendtur i bjergene.
Derfor var i nat sidste nat i en seng inden mål, og jeg kunne ikke vente med at lægge hovedet på de hovedpuder.
Især ikke da det efter middagen begyndte at regne. Som jo bestemt ikke er mit yndlingsvejr, men skal det være, så passer det mig perfekt, at det sker på en nat, hvor jeg sover indendøre.
Og var af samme grund helt rummelig med, at min seng stødte op til herrebadeværelset og jeg var med på en lytter hos samtlige mænd på toilettet. Stort som småt.
Ps. Billede af mand med skør hat og kilt er Nightcrawler
