Dag 131 – shortcut til tandlægen

Gået i dag – 35 km. 53.148 skridt

“Så’ der kaffe.”

Jeg vågnede ved, at Darren råbte ovre fra sit palads. Jeg var begravet i mit eget palads af dun, og selv om jeg både havde lyst til kaffe og skulle tisse helt latterligt meget, var der ingenting i min krop, der havde lyst til at forlade min varme puppe.

Oven i det var jeg gennemsyret af træthed. Jeg havde sovet ekstremt dårligt og var vågnet adskillige gange i løbet af natten, fordi mine tænder jamrede. Det havde de også gjort i går, og jeg havde doseret mig selv med mere, end hvad min private tandlæge havde givet ordre på i et forsøg på at bedøve smerterne.

Men nu gik det altså ikke længere. Som jeg lå her og hørte Estus skramle og Darren ditto i hver deres hjem af vådt nylon, blev jeg enig med mig selv om at opsøge en tandlæge. Det ville simpelthen blive for ufedt at gå i de tre uger, der er til jeg er hjemme i Danmark, på den her måde.

Så efter en research på nærmeste større by og udvalget af tandlæger i den – ved et rent mirakel var der signal på den lille grusvej midt i bjergene – ringede jeg til den eneste tandlæge på listen, som åbnede kl 7.

Og fik en tid i morgen kl 14. Det ville give mig tid til at gå de resterende 55 km til Snoqualmie Pass, hvor jeg allerede havde booket et hotelværelse til i morgen aften, OG på en eller anden måde transportere mig selv den halve times kørsel ad motorvejen til Issaquah, byen med tandlægen.

Og med dét på plads parkerede jeg mig selv foran Darrens varmeovn – Mr Heater, your portable buddy, som der stod på den – og drak en kop kaffe.

Inden Estus og jeg satte i gang ned – eller rettere – op ad stien. Det regnede ikke, hvilket i sig selv var en sejr, men himlen var blygrå, og vejrudsigten havde “lovet” – mærkeligt udtryk at bruge om nedbør – vand senere, så jeg gik i min regnjakke.

Som er alt for varm at have på, når man aser sig opad, så måtte ret hurtigt stoppe og tage den af. Og så på igen, da det gik nedad. Og på igen, da regnen kom.

Og sådan fortsatte formiddagen. Af og på. For koldt, for varmt, for vådt, for svedigt. Men altså – jeg har nu været på den her sti i 130 dage, og det er meget meget få gange, min krop har haft det perfekt temperaturwise. Det sker bare ikke, når man vandrer i kuperet terræn. Eneste forskel er, at indtil Washington har den store udfordring været ekstrem varme. Nu er det kulde og vand. The joy of hiking.

Ved 13-tiden kom jeg til en grusvej og spottede allerede, da jeg rundede hjørnet fra skoven noget ikke naturskabt på den grusvej. Når man ser på natur hele tiden, lærer man på et splitsekund at se, når noget ikke er naturligt. En bil, en pavillon, havestole, Trail Magic. Yeaaaaaaah.

I havestolene under pavillonen sad en flok forfrosne vandrere pakket ind i fleecetæpper og med kopper med kaffe mellem hænderne. Mellem dem stod englen herself, Theresa, som straks tilbød mig en kop kaffe også.

“Jeg har desværre ikke så meget andet. Der har været så mange her til morgen – men jeg kan smøre dig en mad. Beerbread, peanut butter, apricot jam?”

Jeg takkede pænt ja til den umiddelbart lidt mystiske kombi af en mad, men som viste sig at være en bid af himlen. Ølbrød med peanut butter og abrikos marmelade er fra nu af på min skal-klart-have-igen liste.

Og mens jeg sad der og guffede min nye livret, tjekkede jeg Facebook. Ikke fordi jeg ikke kunne vente et sekund længere på at se, om nogen har uploadet babybilleder eller efterspørger fif til restauranter i Paris, men fordi jeg i morges i en specifik Trail Angels gruppe på Facebook efterlyste en venlig sjæl, der kunne køre mig til tandlægen.

Jeg havde fået et par svar, men det eneste lidt brugbare var fra en gut, der kunne køre mig kl 9 i morgen tidlig. Og det var jo i virkeligheden ikke sådan super brugbart, i og med jeg først ville være i Snoqualmie Pass ved ti-tiden og min tandlægetid i øvrigt først var kl 14.

Mens jeg skrev frem og tilbage med ham, rejste en flok af de andre vandrere sig, takkede Trail Angel Theresa mange gange og begyndte så at gå ned ad grusvejen.

“Hvorfor går de den vej?” spurgte jeg hende. Stien var i modsat retning.

Hun forklarede, at det var en lettere vej. Lidt kortere end at gå ad PCT herfra og modsat PCT, der – som det jo ligger i navnet – følger enhver bjergkant (!) og derfor er oppe i højderne, snor sig gennem dalen nedenfor bjergene.

Jeg tænkte. Lidt hurtig hovedregning. Hvis jeg tog den vej, kunne jeg så være i Snoqualmie Pass i aften i stedet for i morgen? Ændre min tandlægetid, køre med Mike – min Trail Angel der kun havde tid til at lege chauffør kl 9 – og have resten af dagen i morgen til at vaske tøj, spise og ordne alle de diverse-ting, der er på programmet in town?

Jeg ringede til tandlægen og fik en tid kl 10. Aftalte kl 9 med Mike. Ringede til hotellet i Snoqualmie og sikrede mig, at de havde et ledigt værelse, og så satte jeg ned ad grusvejen i rask trav. Nu helt ligeglad med regnen, for jeg ville ende dagen i en seng, og mit telt, liggeunderlag, sokker og rygsækken itself, som alle var våde og klamme, ville blive tørret indendøre.

As said as done. Da jeg nåede hotellet og var checket ind, plastrede jeg rummet til med våde ting og hentede den kasse med mad, jeg havde sendt til mig selv, på tankstationen ved siden af hotellet.

Og supplerede med ting, jeg fandt i den utrolig veludstyrede hiker box på hotellet. Den der kasse – eller i dette tilfælde kasser – som vandrere smider ting i, de ikke har brug for, og som andre måske gerne vil have. Jeg fandt og tog en pose nødder, kartoffelmos, tørrede tranebær og en halv pakke tortillas.

Til gengæld efterlod jeg nogle nudler, jeg ikke kan få ned mere, en pakke Oreo, som jeg også er virkelig træt af, og en bunke poser med elektrolytter – pulver, man tilsætter sit vand, men med en smag af lemon, som jeg har drukket så meget af, at jeg nu foretrækker vand on the rocks.

Det er kun fire uger siden, jeg i Ashland pakkede den her kasse med mad, og på det tidspunkt var jeg okay med det, jeg puttede i den – sjovt, at jeg nu er ved at kaste op af det. Jeg er glad for, at jeg ikke har en eller anden sær madallergi, der gør, at jeg skal spise det samme samtlige fem måneder på den her sti.

Tilbage på værelset fik jeg en besked fra en af de to schweiziske piger, jeg sidst så i Packwood og som havde set mit navn i den PCT logbog, der lå i hotellets reception og som jeg havde skrevet mig ind i.

“Vil du med over på the brewery og have en øl?”, spurgte hun.

Egentlig ville jeg helst bare sove, men gik alligevel med til en hurtig øl. Sad i baren på det virkelig hyggelige sted og snakkede om regnen i Washington og hvor skørt det er, at vi savner den evigt brændende ubarmhjertige sol i ørkenen. Hvor vildt det er at vi har gået gennem forår og en lang og tilsyneladende endeløs sommer til efterår.

Til vejr, der får mig til at gyse af kulde, når jeg ser de vandrere, der stadig stædigt – eller fordi de er så lightweight, at de ikke har andet – er iført små løbeshorts som det eneste på deres blåfrosne ben.

Jeg er muligvis i den anden grøft med to par lange underbukser. Et par, jeg har på (under mine regnbukser), og et par, jeg har i rygsækken som ekstra – tørre – hvis det første par bliver våde. Fordi jeg godt kan være våd om dagen, hvor jeg bevæger mig til varmen, men bare ikke fungerer, hvis jeg er våd og kold om natten.

Da jeg havde drukket min øl, gik jeg tilbage på hotellet og tog en gigantisk dosis piller, fordi min tand åbenbart ikke var i humør til alkohol og skabte sig helt vildt.

Jeg håber virkelig virkelig, at den tandlæge i morgen udfører et eller andet mirakel, for det her er, for nu at sige det meget mildt, dødtræls.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg