Dag 129 – mere Trail magi

Gået i dag – 41 km. 62.716 skridt (og, siger min skridttæller-app, 338 etager. Synes egentlig også, det er gået en del op og ned)

Nogle dage sker der 100 ting, andre dage sker der ingenting. I dag var mest det sidste. En af de dage, hvor jeg bare går og går og går, hører musik og lydbog, holder pauser, spiser, ser på udsigter, men uden nogen vilde begivenheder som at se en bjergløve eller opdage, at man er allergisk overfor nordamerikanske stikkende insekter.

Samtidig var det en dag, hvor jeg ikke gad at gå. Jeg frøs, skyer drev ind over bjergsiden, jeg gik på, men så snart jeg havde taget hue og en trøje på, gik det stejlt opad, og så svedte jeg.

På et tidspunkt gik jeg mellem buske med blåbær og stoppede for at fyldte mig med de lækreste blåbær, jeg nogensinde har fået.

At jeg ikke var alene om at synes det, blev ret tydeligt, da jeg begyndte at møde familier med spande under armen. En stor parkeringsplads ved en bred vej var udgangspunktet for deres søndagsudflugt, og selvsamme parkeringsplads blev mit frokoststop, for her var skraldespande, som altid er en vinder, så man kan komme af med sit skrald og diverse tom emballage.

Mens jeg sad der og spiste spegepølse på krydderboller, kom Nightcrawler.

Ham, der havde mødt den nøgne mand til hest og ser sig selv som en Ninja. Han fortalte, at han var løbet tør for det pot, han fik af den nøgne mand til hest, og at en familie her til morgen troede, han var en bjørn, fordi han har monteret spidse ører på sin brune hue og stod inde i buskadset og tissede.

Bagefter informerede han mig om, at han er blevet bidt af myrer fire gange på den her tur.

“Everytime on my dick. Whats up with that?”

Har du overvejet at tage noget på under den der kilt? havde jeg lyst til at sige, men kiggede bare skeptisk på ham hen over min krydderbolle. Virkelig mærkelig mand.

Sidst på eftermiddagen begyndte det at regne. Først små dryp, så en masse af dem, og jeg besluttede at stoppe og tage mine regnbukser på. Jakken havde jeg allerede på, fordi den var god mod den friske vind, der blæste oppe i højderne.

Men så holdt regnen op igen. Perfekt timing, for lige der havde jeg et øjebliks svagt signal på telefonen. Ikke nok til at uploade blog, men nok til at modtage en besked fra min yndlings Trail Angel, danske Alice i Tehachapi.

Hun havde set mit indlæg om alt det tøj og udstyr, jeg har spredt ud over hele USA og, på det tidspunkt, ikke var helt klar på, hvordan jeg skulle få fat i. Og ville bare sige, at hun skulle til Vegas senere på måneden, så kunne hente det, jeg havde liggende der, hvis det kunne hjælpe mig på nogen måde.

Jamen altså, jeg blev helt rørt. Jeg har hørt om en vandrer, der er her for at skrive en bog om Trail Angels konceptet – hvilket er oplagt og helt på sin plads, for det er så enestående.

Så næste gang jeg er i en by med wifi, vil jeg researche mig frem til ham og fortælle ham om Alice, for hun skal med i den bog.

Estus og jeg stoppede dagens vandring lidt over 18. Solen havde skinnet lidt, men jeg frøs, og der var en lejrplads nær vand, så det var oplagt. Det var det også for andre, så vi havde været der i under ti minutter, da fem andre kom til.

Det havde jeg forudset, så jeg havde strategisk slået telt op i et hjørne, så jeg ikke ville blive omringet. Estus havde valgt et andet hjørne, nærmest udenfor lejrpladsen. Sjovt at man bliver så forhippet på sit privatliv – måske fordi det lille telt er ens eneste form for hjem i de her fem måneder.

Jeg fik mit privatliv, og kunne så sidde derinde i teltet og klø mit ben, som stadig er hævet, men ikke rigtigt rødt længere. Og jeg klør ikke nogen andre steder, så håber, jeg overlever, hvad end allergi jeg har.

Som Estus tørt konstaterede i går, da jeg nogle timer efter stikkeriet spurgte, om han troede, jeg kradsede af: så ville det allerede være sket. Siger en mand, der bor et sted med giftige slanger.

Og nu vi er ved diverse skavanker, ter mine tænder sig stadig lidt. Men ikke mere end at jeg stædigt holder deres råberi nede med pillecocktails. OG en skør salve jeg købte mod tooth pain – og som bedøver en smule. Også tungen hvis man kommer til at smøre lidt ved siden af. Klart at man kan købe den slags i USA..

6 kommentarer til “Dag 129 – mere Trail magi”

  1. Lige et spørgsmål fra en anden vandrer – som stadig drømmer om de rigtig lange ture:
    Finder man sig selv derude i naturen, når man lytter til musik og lydbøger(som andre har lavet) når man vandrer ???
    Er det ikke naturens lyde og stilheden i sindet der gør at man til sidst finder ind til sig selv ?
    Eller er det bare mig 🙂 ?
    Dejlig læsning og fede fotos – og sejt gået!!
    MVH/naturvagabond – Peter Strand

  2. Med alle de dejlige oplevelser du har haft med trail magi, må du da også kunne skrive en hel roman når du kommer hjem. . Fortsat god tur det sidste stykke vej ❤️

  3. Hej Gitte 🙂 TAK for dine gode beretninger og flotte naturbilleder. Det føles lidt som selv at være på vandretur – bare kun med det gode side af medaljen, ikke bagsiden. Jeg synes du er supersej, ikke alene at du vandrer den lange tur men også at du har overskud til at dele dine oplevelser med os på din blog. Når nu du er kommet hjem, og det er blevet lidt hverdag igen, så kunne det være superfedt, hvis du ville holde et foredrag med billeder (selvfølgelig mod betaling) – bare en tanke. Pøj pøj med resten af turen :-). Mange gode hilsener Pauline

    1. Hej Pauline, det kan sagtens være, jeg vil det – vil du ikke sende mig en mail, så tager vi den, når jeg er hjemme. Og tak for roserne

  4. Hej Gitte
    Jeg syntes du er super sej. Jeg er vild med dine blog indlæg og syntes det er fascinerende at du har overskud til at skrive hver dag.
    Det første hver morgen jeg gør er lige at tjekke om der er kommet en mail fra dig – Wiiiii….. Jublen kan ingen ende tage, når der så er kommet mail fra dig, tør ikke tænke tanken når du når mål, da det har været glade dage at stå op og følge dig og din super skønne måde at skrive på. Jeg føler jeg har været med på din fantastiske vandring, og er så småt begyndt at lege med tanken om at prøve noget af turen af.
    Som Pauline skriver ku det være super fedt hvis du ku holde et foredrag – Natureboy holdt et i Ballerup som præsten stod for Jeg er sikker på de gerne vil stille lokale til rådighed for dig og vi betaler gerne for at høre om din hårde, skønne og smukke PCT tur.
    Tak for de flotte, sjove spændende og helt unikke foto du lægger op forsat rigtig god tur ☀️

    1. Hej Simone, tak for dine søde ord, og hvis min blog har fået dig til at overveje selv at tage afsted, har det været alle de mange timer, jeg har brugt på det, værd 🙂
      Send mig en mail omkring foredrag i Ballerup, så finder vi ud af noget, når jeg kommer hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.