Dag 27 – ingenting og så nogle glade koreanere

Gået i dag – 38 km

Hvis jeg var hjemme i Danmark og havde haft en dag, der ikke stak ud fra de fleste andre hverdage, ville jeg nok have sagt, at der ikke var noget at fortælle, hvis nogen havde spurgt, hvad jeg havde lavet den dag. Eller – i virkeligheden ville jeg nok have haft svært ved overhovedet at huske, hvad der skete den dag.

Sådan en dag var i dag. Der skete intet nyt. Jeg stod op 5.30 og var klar til afgang kl 6 – som de fleste andre dage. Gik mod første vandhul – en lille rislende kilde – som dagens første mål, derefter mod næste omgang vand – en vandhane udenfor en brandstation, og herefter med 5 liter vand i rygsækken (fordi næste sikre vandkilde befandt sig 28 km) mod det campsite, vi havde planlagt at nå til.

Hele molevitten foregik gennem et bjergrigt ørkenlandskab. Ikke bjerge som nogle af dem, vi har været i, med kæmpe grantræer og klipper, mere sandet (læs: ekstremt støvet) ørken med kaktusser, små stikkende buske og et væld af de vilde og vildt smukke farverige blomster, der på bizar vis overlever her, og som jeg konstant overraskes – og glædes – over.

Og så en hel masse slanger, som jeg heldigvis ikke oplevede – omend jeg på et tidspunkt var tæt på et hjertestop, fordi jeg troede, at en større vissen pind, jeg i mit vandremomentum var spænet hen over, var en slange. Som det lige så godt kunne have været. Folk ser slanger hele tiden, så de er her – åbenbarer sig bare ikke så ofte for mig.

Nå, men udover en vissen pind var den mest ophidsende event i løbet af dagen et møde med en gruppe koreanere på vandretur.

De gik i modsat retning af mig, og efter hvad jeg kunne forstå på guiden – en kvinde i lyserødt, men dog uden den ellers obligatoriske guideparaply – forrest i selskabet skulle de bare et lille stykke op ad Pacific Crest Trail.

Det var tilsyneladende en stor ting for dem – som jeg (og de øvrige vandrere, der passerede dem) så fik lov at spille en vigtig rolle i – for da jeg gik forbi dem, blev de ovenud begejstrede på den der måde, kun koreanere (og japanere) kan blive.

Pludrede løs, knipsede løs og en enkelt ældre herre stak endda tomlen op og hujede af mig, mens han råbte heja og vinkede og grinte over hele femøren, som om det var Tour de France og jeg var en eller anden stor rytter (som jeg så lige nu ikke lige kan komme i tanker om hvem kunne være udover Bjarne Riis eller Lance Armstrong), der var i udbrud.

Uanset – det var sjovt, og ja, også lidt flatterende. Jeg er jo ikke nogen stor stjerne, jeg er bare mig, der er ude og gå en (lang) tur. Og ja, er i langt bedre form end de koreanere – men havde de gået i 27 dage med mindst 10 kg på ryggen og i snit 25 km om dagen ville de også være strong legs. Og så ville de også komme flyvende ned ad stien forbi turister, der lige havde rejst sig fra sofaen.

Men den tanke tror jeg ikke slog dem. 🙂

Jeg nåede frem til lejren lidt over fem – efter at have gået det meste af dagen alene, fordi jeg går en smule hurtigere end Laura og Emily, og vi har aftalt at gå i det tempo, der hver især passer os bedst – og fik af en gut, jeg har mødt on and off siden dag 1 en pose mini-agurker. Som han havde fået af de begejstrede koreanere. Fantastisk. Især da en sød kvinde i lejren gav mig en pose salt, hun havde scoret på McDonald’s.

En stadig kølig miniagurk med salt efter en lang varm dag – stort tak til Korea.