Dag 132 – uglegylp og antibiotika

Gået i dag – 0 km. 3.500 skridt (fordi jeg alligevel traskede lidt rundt i byen)

Dopet op på Panodil og Ipren sov jeg tungt i nat. Så var en smule groggy, da mit vækkeur ringede, selv om klokken var 8 – det er første gang i en evighed, altså omkring fire måneder, jeg har snorksovet til 8.

Summit Inn i Snoqualmie Pass er ikke kendt for at være hiker-friendly – i hvert fald ikke ifølge kommentarerne på Guthook – og de var også ret sure i det, de tavse mænd i receptionen, da jeg checkede ind i går. Så det var mit mest imødekommende jeg, der gik ud for at fortælle dem, at jeg havde booket et værelse til i aften via booking.com og det ville passe mig helt utrolig godt, hvis jeg kunne få det værelse, jeg allerede havde, så jeg ikke behøvede flytte mine ting. OG at Estus ville ankomme, mens jeg var ved tandlægen, så de skulle give ham en nøgle.

Det var åbenbart meget at spørge om, men efter et kvarters roden rundt på computeren – i komplet tavshed og jeg ved ikke med hvad, måske lagde han lige en syv-kabale – var det ordnet.

Så gik jeg over på tankstationen og tankede op på kaffe. Mens jeg stod der og forsøgte at finde en kaffe, der ikke indeholdt french vanilla eller karamel, kom Mike, min tandlæge-chauffør ind ad døren.

Hey, miss Danish, hilste han mig. Genkendt på den lilla regnjakke, som var det, jeg havde bedt ham kigge efter.

Vi kørte afsted i regnen. Jeg var glad for at sidde indendørs i en varm bil med en varm kaffe, og Mike var interessant selskab. Heldigvis – nogle af dem, jeg har kørt med på de mange blaffeture, jeg efterhånden har taget på den her tur, har ikke alle været af typen, man kan føre en samtale med i længere tid end det tager at svare på, hvor man er fra.

Men Mike var fuld af samtale. Ikke den vildt opløftende slags godt nok, for han var lige blevet skilt og havde utrolig meget at sige om den sag. Inklusiv diverse slagsmål “in court about custody”. Lad os bare sige, at han var bitter på sin nu ekskone. Og så var han også lige blevet fyret fra sit job som chefkok på et eller andet dyrt skiresort, fordi han var blevet opereret i knæet og havde været sygemeldt for længe.

“But I like my life now. Do you think I need to lose weight?”

Jeg kiggede på ham. Øh, hvorfor?

“For my new singlelife, you know.”

Jeg svarede, at måske skulle han bare tabe sig for sin egen skyld, hvis han syntes, han havde brug for det. Og det syntes jeg i øvrigt ikke, han havde, men jeg ville da foreslå at gå Pacific Crest Trail, hvis han ville have garanti for vægttab. Det syntes han ikke var lige så sjovt, som jeg gjorde.

Mike kørte frisk til, så vi var i Issaquah en halv time før tandlægetid og brugte den tid på lige at runde REI, så jeg kunne købe et par semi-vandtætte vanter. Selv om Mike nu nok syntes, jeg i stedet burde købe de varmeste de havde. Det blev et nej – den slags er for tungt.

Tandlægen boede i en voldsom fancy glas og stål-bygning, og selve klinikken var et studie i lædermøbler, blomsterdekorationer og en espressomaskine i venteværelset. Jeg følte mig temmelig underdressed i mit beskidte regntøj og omend tørre, så stadig halvmudrede Trail runner sko. Og jo uden skyggen af det makeup alle andre her var iført.

Alt det var klinikassistenten, der hentede mig og tog en bunke røntgenbilleder, heldigvis ligeglad med. Det var tandlægen også. Istedet hvinede de nærmest af begejstring over det åbenbart meget eksotiske i, at en kvinde fra Danmark var i gang med at gå op gennem USA og nu lagde vejen forbi deres tandlægestol.

Jeg var omvendt meget imponeret over at være hos tandlægen et sted, hvor der ikke bare er en slidt plakat med et billede af en islandsk gejser klistret fast i loftet, men et tv – med lyd. Og at de udstyrede mig med et par mørke briller, så jeg hverken fik skarpt lys eller tandlægens stirrende blik i øjnene. Den idé kunne de for min skyld godt importere hos Godt Smil hjemme på Frederiksberg.

Nå, men efter at have studeret røntgenbillederne, banket og mærket og kigget og stillet en masse spørgsmål konkluderede den søde tandlæge, at det ikke var mine visdomstænder, men den tand, jeg fik rodbehandlet i april, der skabte sig med noget betændelse af en art.

Det ville hun helst ikke gå i gang med at rode med – og jeg heller ikke – så løsningen blev antibiotika. Som hun lovede mig ville tage smerten, indtil jeg lander i Danmark og kan plædere for en akuttid hos min egen tandlæge.

Mike sad i venteværelset og googlede på uglegylp. Fordi en af hans hobbies er at tage ud i skoven og samle uglegylp og sælge det til biologilærere i folkeskolen. Og nu udnyttede han det åbenbart utrolig hurtige internet i den her fancy bygning til at finde ud af, hvor i det østlige Washington, som han skulle til senere på ugen, der var mange ugler.

Okay. Jeg betalte – 160 dollar – også en slags penge for ikke engang at blive boret i, og blev udstyret med en recept på mit antibiotika. Og da Mike var færdig med sine ugler, kørte vi til Safeway, som også var et apotek og hentede vidundermidlet. Hos en apoteker, der var lige så begejstret for vandrende dansk kvinde på tandpine-gennemgang som i tandlægeklinikken. Og derfor ekspederede min ordre på rekordtid og gav mig en Safeway medlemsrabat, selv om jeg ikke er medlem.

Bagefter skrev jeg til Estus, om han manglede noget fra Safeway, og fik en indkøbsliste så lang. Men jeg havde jo selv spurgt, så op og ned ad gangene med mig for at lede efter instant coffee og diverse fryseposer.

Alle ved, at det er en dårlig idé at handle, når man er sulten, så ned i kurven røg også salat, en kylling og donuts. Kalorier jo.

Tilbage på hotellet spiste jeg kylling og salat, vaskede tøj og så lå jeg på sengen og kiggede skiftevis ud på regnen, på diverse reality shows på fjernsynet, og på verden på min telefon.

Det sidste var det vigtigste, for jeg havde to ting jeg skulle.

For det første sende blomster til min søde veninde Cecilia, som skal giftes på lørdag på et skib på Langeland – altså et skib i en havn ud for Langeland – og som jeg virkelig VIRKELIG er ked af, at jeg ikke er hjemme til at være med til.

For det andet booke en flybillet hjem.

Det var med de mest blandede følelser i verden, jeg gjorde det. For jeg kan ikke få ind i hovedet, at jeg snart skal hjem. At det her vilde eventyr lige om lidt er slut og med en flybillet har en konkret dato, hvor det hele ender. Det har jeg slet slet ikke lyst til.

Og samtidig glæder jeg mig afsindigt meget til at komme hjem.

Til at se min hund, min familie, mine venner. Til at sove i min egen seng, til at synke ned i min sofa, til at stå op om morgenen og trisse ud i køkkenet og lave kaffe og gå en tur med den og hunden i Amager Fælleds morgenstemning. Til ikke at fryse – eller svede – være beskidt, udmattet og sulten.

Det er meget ambivalent, det hele, og jo nærmere jeg kommer Canada, jo stærkere bliver følelsen. Og kammer sikkert helt over på et eller andet tidspunkt. Når jeg står ved grænsen, når jeg stiger på flyet mod Danmark, når jeg er hjemme.

Så min mission er at nyde så meget af hver eneste dag, der er tilbage, efterår eller ej. Og det startede jeg med ved sidst på eftermiddagen at joine en stor gruppe vandrere på Dru Bru, baren hvor jeg også var i går.

Dru Bru er den slags bar, der foodwise kun har småretter fra en food truck udenfor, men er helt cool med, at man køber kalorier andre steder og spiser det ved langbordene. Så jeg sendte Estus next door for at hente salat med steak (tænk wedofood, ganske fin salat), og så drak jeg den øl på kortet med færrest procenter. Ingen grund til at udfordre min syge tand med alt det drugs, der er i min krop.

Hotellet havde en pool, hot tub og sauna, men jeg var mere til at koge i min seng, så det sluttede jeg aftenen med.

Og nå ja, til alle jer, der har store planer om at stå i Kastrup med flag og leverpostejsmadder – jeg lander mandag 1. oktober kl. 11.35 😆