Dag 133 – er musik blasfemi?
Gået i dag – 30 km. 51.268 skridt
Forleden fik jeg en kommentar fra en læser på den her blog, som jeg syntes var ret interessant. Fordi han berørte et emne, som skiller vandrervandene herude og som kan få folk lige så meget op i det knaldrøde felt som diskussionen om, hvorvidt man kan sige, man har gået Pacific Crest Trail, hvis man ikke har betrådt hver en centimeter.
Læseren spurgte om det med at høre musik og lydbøger, mens man går. Om man – altså jeg – ikke er i naturen for at høre naturen og stilheden? Kan man finde sig selv med lyd i ørerne?
Der er vandrere på den her sti, som ikke kunne drømme om at høre noget som helst andet end dyr og vind og træer, der knager, og regn, der drypper på blade.
Og så er der i den meget modsatte grøft dem, der ikke går ét skridt uden at have en eller anden form for audio stimulans i ørerne – eller, som der desværre også er nogen af, marcherer afsted med en højtaler monteret på rygsækken, så hele skoven får fornøjelse af, hvad de end har blæsende ud af den.
Jeg ligger som en anden radikal et sted i midten. På den ene side og på den anden side.
Som udgangspunkt er jeg på holdet med at lytte til naturen. Især om morgenen er jeg vild med at gå gennem den og bare lytte. Til fugle, vind, floder, egern, der pusler i krattet, eller ingenting. Oftest siger den ingenting, og det er der enorm stor kraft i. Alt den vilde natur, de høje bjerge, store sletter, dybe søer, enorme træer, der har stået her i hundredvis af år, ørkenen, der spreder sig langt ud i horisonten – og ikke en lyd bortset fra mine skridt på det eneste stykke farbar vej gennem den.
Når jeg alligevel lytter til musik, er det fordi jeg – også – synes, musik har evnen til at forstærke en stemning. Det er ikke uden grund, at begrebet underlægningsmusik er opfundet.
Og ja, det kommer i den grad an på, hvad man hører, men for mig kan kombinationen af Kim Larsen og en pludselig udsigt til en dybblå sø langt under mig eller nedbrændt skov så langt jeg kan se godt give kuldegysninger. Ligesom jeg har fået en forkærlighed for countrymusik, som jeg aldrig hører derhjemme, men som på en eller anden måde passer til de her omgivelser.
Lydbøger er ren underholdning, distraktion og tid brugt til noget, jeg får noget ud af.
Når man går 10-12-14 timer hver dag i fem måneder, er der timer eller dage, som ikke er fyldt med wauw. Når man har gået gennem 500 km skov, begynder de nåletræer at ligne hinanden lidt. Når man har gået op og ned ad bakketoppe i sand under brændende ørkensol i adskillige dage, studerer man ikke længere det sand så grundigt.
Samtidig er der dage, hvor jeg ikke kan rumme flere dybe tanker. Hvor der bare er tomhed, fordi jeg har tænkt så meget og så længe, at der ikke er mere at tænke.
Og så er en lydbog en gave. Især til sådan en som mig, der i mit virkelige liv læser virkelig meget. Og på den måde er jeg superglad for stadig at kunne det, bare fortalt til mig, ind imellem.
I dag hørte jeg dog hverken musik eller læste bøger. I dag gik jeg bare. Og lyttede til regnen.
Det dryppede, da Estus og jeg med maven fuld af pandekager fra the Pancake House, som hotellets restaurant hed, gik afsted ved ti-tiden. Vi havde vinket farvel til en stor flok vandrere i restauranten, som havde besluttet at blive en ekstra dag og lave ingenting, og det var enormt fristende at hoppe på den fridagsvogn, når man kiggede op på skyerne, der grå og tunge af vand drev ind over passet fra bjergene højere oppe.
Men jeg holdt jo fri i går, og SÅ spændende var Snoqualmie Pass med et hotel, en tankstation, en lillebitte butik og en bar altså heller ikke. Så vi gik ud i regnen.
Der på vej op i skyerne og bjergene gik fra dryp til silen. Den der typisk danske – og åbenbart også Washingtonske – stille heldagsregn, man bliver klam og kold – og våd – af.
Så længe jeg gik, var det okay. Men så snart jeg stod stille, sneg regnkulden sig ind i knoglerne på mig.
Så jeg holdt kun lynpauser og spiste i stedet for frokost en gigapose nødder, mens jeg gik. Den skulle ellers have holdt et par dage, men pludselig var den tom.
Nå, Hm. Men så skal jeg da ikke slæbe på den, tænkte jeg.
Midt på eftermiddagen klarede det lidt op. Og sidst på eftermiddagen kunne man se blå himmel og en antydning af solen. Som forsvandt igen i selvsamme sekund, jeg tog min regnjakke af. Dont jinx it åbenbart.
Estus og jeg havde ikke aftalt, hvor langt vi ville gå. Jeg gik bare forrest, og så ville han kigge efter mit telt, hvis vi ikke sås inden, var aftalen.
Da jeg ved halv syv tiden satte mit telt op på et ryddet stykke i skoven (og i tørvejr, hurra), fordi jeg ikke orkede at fortsætte fem km til næste mulige sted, havde jeg ikke set ham, siden vi forlod hotellet.
Og da jeg havde spist og kogt og drukket varm kakao og det var blevet næsten mørkt, var han stadig ikke dukket op.
Jeg overvejede et kort øjeblik at være urolig – vi havde trods alt gået på nogle smalle klippehylder på stenet underlag og med et langt og fatalt fald ned, hvis man snublede eller gled på de glatte klippestykker – men sandsynligvis havde han bare slået lejr et sted tidligere, fordi han var træt.
Selv om det i virkeligheden burde være mig, der i så fald havde gjort det, for han faldt i søvn før mig i går. Desværre faldt hans mave ikke tilsvarende ind i drømmeland, men begavede hotelværelset med en sødlig duft af en blanding af gulerødder og sprutånde.
Ingen kan gøre for, hvad der siver ud af deres tarme, og jo slet ikke når de sover, men altså. Selv om jeg krøb helt over i det fjerneste hjørne af min brede seng, og Estus lå mange meter væk i sin tilsvarende brede seng, var det som at forsøge at falde i søvn i en osteforretning. Eller en butik, der handler med gulerødder og sprutånde.
Tænkte jeg og kom til at smile for mig selv, mens jeg lå der i det duftende mørke. Lur mig, om ikke jeg har delt hotelværelse med nogen på den her tur, der har tænkt det samme om mig. Emily for eksempel. Eller Laura eller Scoop eller Bird eller Bad Boy. Det er svært at skjule den slags, når man bor under samme tag og fylder kalorierig mad i sig. Men heldigvis er man så langt forbi det stadie, hvor man skal være pinligt berørt – når man er sammen med folk i pressede situationer, er der ikke ret mange facader, og gudskelov for det.
Til gengæld for svært ved at falde i søvn vågnede jeg tandsmertefri. Og har i dag kun haft en nærmest ubetydelig ømhed, som Ipren tog sig af. Stort tak til antibiotika.