Dag 101 – fødselsdag på Pacific Crest Trail

Gået i dag – 0 km

Facebook kan være en tidsrøver af de vilde, men når man har fødselsdag, er det en meget stor selvtillidsbooster – tænk, at jeg kender så mange mennesker, der tænker på mig på min fødselsdag (eller har fået en husk-at-ønske-gitte-tillykke reminder fra Mark Zuckerberg 😄).

Uanset – det var fantastisk at vågne op til hilsner fra hele verden og masser af søde mennesker. Og langt flere end tilfældet ville have været kl 7 om morgenen, hvis jeg havde været hjemme – på grund af de 9 timers tidsforskel lå der allerede bunker af tillykker.

Egentlig ville jeg gerne have snoozet noget længere – og udnytte, at jeg lå under en rigtig dyne! – men mit system er nu vænnet til en early rising, så jeg stod op. Og startede dagen med kaffe – hurra for et hus med en (god) kaffemaskine – og en flødeskumskage. Jeg er vild med at mine spisevaner først og fremmest handler om kalorier og at jeg kan spise, hvad jeg vil hvornår jeg vil.

Mine pakker fra Danmark stod stadig og lokkede i deres farvestrålende papir midt på bordet, men det sekund Scoop var færdig med at rode med bacon og æg og stillede det klar til servering, flåede jeg papiret af.

Først en håndfuld forskellige poser lakridser i en pakke fra Lars, min eks-kollega på Berlingskes rejseredaktion. Den pakke der ikke dukkede op i Sierra City, før jeg for længst var gået videre, men som det lykkedes mig at få videresendt til Ashland, OG som var en erstatning for den første kasse lakridser, Lars sendte til Mammoth Lakes og som blev sendt retur, fordi det posthus “is not a storage facility”.

Må have været fødselsdagsguderne, der sørgede for, at jeg efter al det bøvl endelig og på min fødselsdag fik Lars’ længe-undervejs pakke.

Dernæst flere lakridser, et dansk magasin, lange uldbukser, som jeg havde ønsket mig, fra min ene søster og min mor, og en kasse fuld af små individuelt indpakkede gaver fra min mor og anden søster – indeholdende bl.a. en kjole (specielt til lejligheden), mascara, neglelak, vatrondeller og neglelak- og makeup fjerner (godt tænkt), mine yndlingschips (Kims griller, for the record), en energibar fra min svoger (som endelig er ved, så småt, at indrømme, at jeg er mere outdoorsy end ham) og flere lakridser. Og en kryptisk hilsen fra min mor om at min gave kommer på en anden måde.

Jeg kiggede ud af vinduet. Var hun mon rejst til Ashland som en overraskelse? Det viste sig at være cool cash på min konto. Som var en lige så god overraskelse – pengene flyder i en lidt for lind strøm ud af min opsparing. Jeg er fuld af beundring for de, der går den her tur på et superstramt budget. Men måske – eller helt sikkert – sover de ikke i hyggelige hytter i det historiske distrikt i downtown Ashland.

Og går dermed glip af synet af et rådyr, der i det samme trissede forbi udenfor vinduet på den her lillebitte sidevej til en villavej. Tænk, at jeg er så begejstret, når jeg ser et rådyr ude i naturen – og så kan jeg være her i en by med lyskryds lige rundt om hjørnet og så er jeg tættere på et rådyr end ude i ingenting. Lidt som at man ikke behøver fare fire timers kørsel ind i Everglades og sejle en dødsyg tur i mangrovesumpe for at se alligatorer – de findes såmænd nær parkeringspladsen ved indgangen. Bare til info. (Og nej, det har ikke noget med PCT at gøre – kom bare til at tænke på det, da jeg så det rådyr ude på vejen).

Mit fødselsdagsprogram var desværre ikke lutter afslapning. Udover at vaske min dunjakke og sovepose og tørretumble i timer med tennisbolde med pivelyd (som heldigvis ikke peb!) skulle jeg på storindkøb.

Ashland er den eneste større by på ruten mod Canada, og den by, hvor de fleste køber mad ind til 3-5-7 kasser, som de sender nordpå til de forskellige stop i Washington, som er så øde, at der kun findes mulighed for at købe mad i meget begrænset – og/eller dyrt – omfang.

Jeg havde en idé om, at det kunne da ikke være så svært. Regn ud hvor mange dage jeg skal købe ind til, køb, pak, send.

Det tog en evighed.

Og jeg fik den hovedpine, man får, når man har mistet overblikket, undervejs. Da jeg stod der med tunposer og chips og chokolade og kaffe og proteinbarer spredt ud over hele gulvet og skulle forsøge at pakke det intelligent – altså præcis den mængde jeg har brug for på hvert stop – i de 7 kasser. Til slut blev det ikke pakket særligt kløgtigt, mere bare kylet ned i en kasse.

“Okay, fra White Pass går jeg all in på Nutella, og fra Timberline Lodge kører jeg uden tun, men med ekstra mange saltede mandler. Og hov, hvorfor ligger der en pose flæskesvær her – nå, den ryger i kassen til Crater Lake, og det her proteinpulver bliver jeg garanteret træt af, så må lige i supermarkedet igen og købe flere proteinbarer, selv om de vejer mere. Gider. Ikke. Mere.!!”

Jeg ved nu, mere end jeg allerede har lært på de sidste tre måneder, at en tur på Pacific Crest Trail er lige så meget en øvelse i logistik som en udfordring for kroppen. Bare hvis nogen skulle have den tanke, at det mest handler om at gå.

Jeg blev så træt af det, at jeg lavede adskillige overspringshandlinger. Bestilte en pizza. Fik verdens mest fantastiske youtube-hilsen fra min supertuber nevø – og forsøgte at sende en knapt så prof, som jeg optog, retur. Kiggede på det fødselsdagsbillede af min hund med flag i munden, som hendes papmor havde sendt mig. Downloadede musik og podcasts. Læste i mit blad. Og pakkede så lidt mere mad – og opdagede, at det måske ville have været en idé at sætte tape på bunden af kasserne, inden jeg fyldte dem. Jesus altså.

Sidst på eftermiddagen var jeg done og klar til at fejre mig selv med noget andet end at tælle kalorier, dage, miles og portioner. Og tog et bad og skiftede til den kjole, min søster har sendt mig – det var, kan jeg godt afsløre, nærmest magisk at have noget andet tøj på end shorts og en slidt top af uld. Halleluja.

På med mascara – efter 100 dage uden, vildt – og så gik Scoop og jeg ud og spiste middag. På vejen derhen så vi endnu et rådyr på spadseretur. Denne gang med to bambier på slæb. Igen på en villavej. Jamen altså.

Jeg havde kun ét ønske til dinner og det var rødt kød. Ordentligt rødt kød, ikke en lædersådel, som er tøet op og stegt uden kærlighed.

Vi havnede by some miracle på en restaurant, der serverede den bedste filet mignon ever. Med de bedste fritter, bedste salat, bedste brød (så vigtigt med det brød. Og smør!), vin og flødestuvede spinat ever. Måske ikke en helt objektiv vurdering min normale vandremenu taget i betragtning, men tror faktisk, at selv krakilske madanmeldere ville have været ganske glade.

Bagefter rundede vi en bar, som en af medarbejderne i den lokale friluftsbutik havde anbefalet som the place to go for live music. Og selv om det var søndag, var der live musik, omend – måske fordi det var søndag – det bestod af en gruppe af, lignede det, pensionerede historielærere fra det lokale college, der spillede irsk folkemusik på violin og blokfløjte. Men det var hyggeligt og fint, ligesom det var lige, hvad jeg ønskede mig, da vi en times tid senere vinkede farvel til det aldrende band og lige nåede byens bedste kagebutik og et gigastykke jordbærlagkage to-go, inden de lukkede. Som Scoop serverede med skønsang og et lys i, som han scorede i kagebutikken, hjemme i hytten.

Da jeg startede turen her, vidste jeg – ja, surprise – godt, at jeg ville have fødselsdag undervejs mod Canada. Men jeg vidste ikke, hvor jeg ville være 12. august (selv om Ashland var målet) eller hvem jeg ville være sammen med.

I lang tid troede jeg, at jeg ville fejre mig sammen med Emily. Så mødte jeg Bird, som jeg også svingede rigtigt godt med – og som ringede til mig i dag for at råbe hurra og fortælle, at hun er hjemme med en skade, men kommer tilbage på stien i næste uge. Så var der Bad Boy i rollen som min hikingbuddy (og som jeg faktisk ikke ved hvor er nu), ligesom jeg har været glad for at følges med Estus i de uger, jeg gjorde det. Og som selv om han faktisk var i Ashland i går, tog videre i morges, så jeg ikke nåede at (gen)se ham. :/

Der har været mange potentielle fødselsdagsselskabsbud undervejs, men det endte så med at blive Scoop, der stod for selskabet og for kage – og endda en gave; et farverigt hawaiiagtigt skørt, som vældig fint afspejler Ashland og byens lidt hippiede (men på den gode måde) side. Sødt af ham, men meget lidt praktisk ude i vildmarken, så det kommer ikke med videre.

Det gør til gengæld den stråhat, jeg har foræret mig selv i fødselsdagsgave. Jeg har egentlig aldrig tænkt om mig som stråhatte-typen, men pt har jeg fået en fetich for det.

Så hvis nogen af jer skulle synes, jeg ligner noget, der ville gøre verden en tjeneste ved at tage den hat af, må I gerne vente med at fortælle mig det, til jeg i det mindste har fået noget ud af den et par dage endnu. Just saying.

About the author

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg