Dag 105 – den vildeste møgdag

Gået i dag – 29 km

I dag var en dag, som jeg ikke håber, der kommer ret mange flere af. Jeg var i et gnavent surt frustrerende humør. Og nej, det var ikke PMS, omend det ville have givet mening.

Jeg ved ikke hvorfor. Stien gik fra at have været hårdtstampet skovsti med grannåle til en forhindringsbane af små lavasten, men det er ikke første gang terrænet har været besværligt.

Jeg svedte helt åndssvagt, fordi røgen er lettet, så solen havde frit spil, men det har jeg også prøvet før.

Små insekter sværmede foran øjnene på mig i mange kilometer, men i forhold til myggene i Sierra Nevada var det ingenting.

Så i virkeligheden var der ikke noget af det, jeg lod mig irritere af, jeg ikke tidligere har været zen-agtig omkring (til en vis grad!), og taget som en del af eventyret.

Så det eneste jeg kunne komme på spillede en rolle i mit humør var, at jeg var konstant sulten. De sidste tre dage har jeg spist nonstop – bogstaveligt. Jeg spiser i pauser, jeg spiser, før jeg går om morgenen, jeg spiser som det første, når jeg smider rygsækken om aftenen, jeg har udviklet et system med mine vandrestave og snacks i en lettilgængelig lomme, så jeg kan spise, mens jeg går – og alligevel har jeg hele tiden et åbenbart uudtømmeligt behov for at fylde i hovedet.

Ligesom jeg tænker langt mere på mad end på noget andet (ja, herunder sex). Jeg tænker på, hvad jeg skal spise, når jeg kommer hjem til Danmark – andesteg, min mors torskeret, koldskål (og hvis ikke Føtex fører det i oktober, må jeg sweettalke min nevø til at hjemmelave det). Jeg tænker på, hvad jeg skal spise i næste by, og jeg tænker især på, hvad jeg skal spise lige nu.

Inden jeg startede på den her tur, læste jeg om begrebet Hiker Hunger, og syntes, det var lidt noget pjat. Hvordan kan man være så sulten, at man aldrig kan få nok? Så spis dog noget mere, people.

Well, jeg lider nu officielt åbenbart af Hiker Hunger.

Og med den diagnose trampede jeg surmulende – og med Scoop i en for ham betryggende afstand af det hysteriske sultne apparat foran ham – ned til Highway 140, som var vores mål for dagen.

Eller rettere Fish Lake Resort 3 km i vestlig retning ad Highway 140.

Man kunne godt gå til resortet ad en sti lidt før hovedvejen, men vi håbede på held med blafferiet, så vi slap for at gå ekstra kilometer. Og voila – efter omkring ti susende biler og en håndværker, der stoppede og gav os to iskolde dåsesodavand – stoppede en fornuftig familiebil med et ældre par med stråhat og for kvindens vedkommende fornuftig perlekæde på vej på muslingesafari ved kysten.

“Må jeg spørge, hvad der fik jer til at samle os op?” spurgte Scoop, da vi havde moslet vores rygsække og os selv ind i bilen.

Som er et godt spørgsmål, for hvorfor stopper nogen bilister og andre ikke. Hvad tricker folk? Til det ene eller andet.

Var det vores vandrestave? At jeg er en kvinde? Skiltet, der siger noget med pct?

I det her tilfælde ingen af delene. De havde bare lyst til at hjælpe os. (“I didnt even see you were a woman”, brummede manden). Søde mennesker. Der, da de satte os af, sagde farvel med en blessing.

“We will pray for you. Be safe. Be safe.”

Fish Lake Resort var et afslappet hyggeligt sted. Lille butik, lille café, gratis camping for vandrere – selv om det var en længere gåtur til den del af resortet, bad for 4 kr., og ja, selvfølgelig må du oplade din powerbank i caféen og ja, I kan godt købe tre tortillas i stedet for hel pakke. Virkelig søde mennesker, der drev det sted.

Så da jeg havde været i bad, spist en kæmpeburger med curly fries, drukket en milkshake og en øl og en appelsinjuice var jeg ikke sur mere. Og havde endda overskud til at indvie en voldsomt PCT-entusiastisk kvinde, der sammen med sin lidt mere vandre-ligeglade mand spiste burgere ved bordet ved siden af os, i om man ikke er træt, når man går 30 km eller mere om dagen.

Og til at sige undskyld til Scoop for at have været åbenbart hangry. Når vi går videre i morgen, er det med ekstra-ekstra mad i min rygsæk. Gider ikke flere sure dage.

3 kommentarer til “Dag 105 – den vildeste møgdag”

  1. Hej Gitte – når jeg hiker ud fra en by med en safeway eller vons, så er det som regel med indkøbspose i den ene hånd fyldt med letfordøjeligt mad (to franskbrød, smøreost, pate, pølse, tomat og nektariner) til de første to dage på trailet. Det giver et godt kalorie boost. Derudover prøver jeg altid altid at finde et vandrehjem med køkken når jeg er i sådan en by – bare fordi et hjemmelavet måltid er så meget bedre, og fordi det så er lettere og billigere at lave i thruhiker størrelse 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.