Dag 138 – en syl i låret

Gået i dag – 36 km

Det var tåget, da jeg lynede mit telt op lidt over seks. Tåget, som i at jeg, søen og hele dalen var pakket ind i en sky.

Det så ikke ud, som om det var en sky med vand i, den var til gengæld kold og klam at være i, så jeg lavede min kop kakao (købte 8 pakker i Leavenworth, så sparer ikke på dem), og så pakkede jeg lynhurtigt sammen. Skyen havde gjort mit ydersejl vådt, så jeg smed det i en pose for sig selv og håbede på sol senere, så jeg kunne tørre det.

Og så gik jeg.

Jeg havde gået i måske ti minutter, da jeg mærkede en pludselig smerte i mit venstre lår. Et jag. Som om nogen havde stukket mig med en syl eller en stor spids kødgaffel.

Jeg stod lidt og ømmede mig. Så gik jeg lidt videre. Jagene kom tilbage. Jeg gloede på mit ben – hvilket jo ikke giver nogen mening, når det dels er pakket ind i lange underbukser og regnbukser, dels at smerten jo givetvis var noget inde i benet.

Jeg gik langsomt videre, mens jeg konkluderede, at jeg på en eller anden måde nok havde forstrukket en muskel eller at en eller anden nerve var kommet i klemme eller noget tredje i samme boldgade. Uanset – det gjorde pisseondt for hvert skridt jeg tog.

Da jeg efter godt 5 lange kilometer nåede toppen af det første bjerg, var jeg over skyen i dalen. Bogstaveligt talt. Jeg kunne se bjergtinder i alle verdenshjørner, der stak op som små øer i et hav af skyer. Helt fantastisk syn og verdens bedste undskyldning for at sætte mig ned og tage det ind. Også selv om jeg sad på rimfrost – det havde tydeligvis været en meget kold nat heroppe.

Så snart jeg rejste mig og smed rygsækken på og tog det første skridt, jog smerten gennem mit lår.

Havde jeg været derhjemme, havde jeg parkeret mig selv i sofaen og kun gået mikroture i skildpaddetempo med hunden, indtil whatever it was var gået over.

Det var ligesom ikke en mulighed her. Der var ikke andet at gøre end at gå, så jeg gik. Humpede lidt, men ikke ret meget, for hump betyder bare, at man overbelaster noget andet i stedet, og det gad jeg ikke. Men jeg var glad for, at jeg gik hele dagen alene, for fuck, jeg bandede mange gange, når stien var ekstra ujævn, så jeg skulle hoppe ned fra klippestykker eller tage store skridt rundt om voldsomme trærødder, som betød ekstra belastning på det venstre ben.

På en eller anden måde lykkedes det mig at komme gennem 36 km på den måde.

Ikke videre behageligt, selv om himlen var knaldblå på den måde, der gør efteråret til min yndlingsårstid, og udsigterne så forrygende, at jeg helt klart skal tilbage til Washington engang. Men måske sådan en du kan hvis du skal-læring?

Da vi slog lejr, gav Estus mig storsindet den bedste af de to pladser – ja tak til handicapfordele – og fordi solen havde skinnet hele dagen, havde jeg til frokost tørret mit ydersejl i græsset, så jeg ikke skulle kæmpe med vådt nylon. Og de sidste aftenstråler af selvsamme sol fandt vej ind mellem træerne på mig, mens jeg kokkererede en knorr-ret – ja, altså ikke lasagne, men nogle af pastaretterne (uden frisk kød) er god afveksling fra kartoffelmos.

Så bortset fra den muskel eller hvad det er, der var imod mig, var det en strålende dag. Ingen ved, om det holder den næste uge, men jeg glæder mig vildt over, at i dag var så smuk. Og tør.