Dag 139 – Washington er (også) hårdt

Gået i dag – 39 km

Da jeg var færdig med at skrive blog i går aftes (begravet i min sovepose, som jeg har fundet ud af er meget varmere end at have hænder og hoved over posen), fandt jeg min pandelampe og tændte for det røde lys.

Det røde, fordi der var andre telte i nærheden, og folk, der prøver at sove, er ikke ret interesseret i et skarpt hvidt lys, der bliver flashet rundt i hele lejren.

I det dunkle pornolys fandt jeg en spegepølse frem fra min madpose, og med den masserede jeg på bedste amatør fysioterapeut-vis mit lår i håb om at løsne den nerve eller muskel eller hvad det var, der klemte.

Den spegedreng var det eneste nogenlunde hårde og runde jeg havde, og jeg mosede rundt med den, indtil min krop havde varmet den så meget op, at den blev blød og dermed mistede sin massage-effekt.

Det gjorde kun ondt, når jeg gik, så da Estus i morges spurgte, inden han took off, og mens jeg var i gang med at koge varm kakao, om det stadig gjorde ondt, kunne jeg ikke rigtig svare.

Men fortalte om min selvbehandling inden sengetid.

“You rubbed yourself with a sausage?!?”

Okay, lummergøj, off you go. Nogen gange må man bare bruge de redskaber, man har til rådighed. Nød lærer nøgen kvinde at behandle sig selv med en pølse.

Men hey – det virkede. Da jeg begyndte at gå, var mit lår stadig spændt og lidt ømt, men slet ikke med de jag, der havde været for hvert eneste skridt i går.

Og ret heldigt, for i dag var den måske hårdeste strækning siden – og på nogle måder hårdere – Sierra Nevada.

Det gik voldsomt stejlt op og voldsomt stejlt ned, men det er jeg efterhånden vant til. Det hårde var, at stien var meget lidt vedligeholdt.

Nogle steder hang der buske og træer ind over den, som det ikke var muligt at gå udenom, fordi den var på en klippekant med en stejl skråning ned på den anden side. Ergo måtte jeg bare mosle ind i – de by the way drivvåde af dug, for det regnede heldigvis ikke – buske med lukkede øjne for ikke at få grene i øjnene.

Andre steder var stien ekstremt sumpet fra de mange bække, der væltede ned fra de høje snedækkede bjerge omkring mig. Jeg forsøgte at hoppe udenom, men fik alligevel så våde sko, at det næsten ikke var besværet værd.

Og andre steder igen lå der væltede træer ind over stien – nogle med kæmpestammer der i liggende tilstand var højere end mig.

Især det sidste var en kamp, for når stammerne er så enorme, kan man ikke bare hoppe over dem. Så ved de fleste af dem var der trampet en sti rundt om – ofte langt rundt om, fordi træerne ikke bare var brede, de var også lange – træet. Problemet var bare, at når de lå væltet ned over en stejl skråning, skulle man op eller ned ad den – meget mudrede – skråning.

Jeg gled mere end en gang. Heldigvis ikke ned ad skråningen, som ville have været ret fatalt, men at sætte sig på røven i fedtet mudder er aldrig nogen fest.

Estus var bag mig et sted – jeg overhalede ham efter frokost, som vi spiste ved en bro, der var braset sammen, men dog stadig mulig at passere, hen over en flod – og udover ham så jeg kun et andet menneske hele dagen.

Ham så jeg til gengæld mere af, end jeg havde behov for. Da jeg rundede et hjørne, stod han lige så flot midt på stien og tissede som den der statue et sted i Holland ud over en skråning i skoven. Med sine vandrestave stukket ind under armen, så de ragede ud bag ham og jeg ikke kunne komme forbi.

Excuse me, sagde jeg høfligt.

Han hørte ikke noget. Var helt optaget af sit ærinde.

Jeg prøvede igen, lidt højere. Og så opdagede han mig og blev så forskrækket, at jeg et kort øjeblik var bange for, at han ville styrte ned ad skrænten med pjorten i hånden.

Estus og jeg havde aftalt at slå lejr ved en sø oppe i bjergene. Jeg nåede den først og blev glad, da jeg så, at det telt, der allerede var slået op, tilhørte Dragon, en mand i 60erne, som jeg sidst så i Nordcalifornien i slutningen af juli og kun en enkelt aften, men han var vildt hyggelig. Han var her, fordi han gik så langsomt, at han fra Crater Lake i Oregon havde lejet en bil, kørt op til grænsen til Canada og gik nu sydpå.

“Hvis jeg var fortsat nordpå, ville jeg først gå gennem Washington engang i oktober, og jeg synes, her er rigeligt koldt nu,” forklarede han.

Det havde han helt ret i. Det var drønkoldt. Men vi var også så højt oppe, at de sneflanker, der lå på de nordvendte bjergsider omkring os, ikke befandt sig meget højere end os. Og vi var over trægrænsen, så beskyttelse fra vinden var der ikke noget af.

Så jeg lavede mad siddende i døråbningen i mit telt for at være bare lidt i læ for vinden, mens jeg studerede de skyer, der blæste ind over os. Lidt for grå til min smag. Og meget hurtigt opstået – det meste af dagen havde jeg gået i så smukt solskin, at jeg et kort øjeblik havde overvejet shorts.

Det gjorde jeg bestemt ikke nu. Men både varm kakao og brændende kærlighed – altså som middagsret – hjælper, så jeg var varm, da jeg krøb ned i soveposen. Iført de sokker jeg fik af Darren, min jægerven med varmeblæseren, og som jeg har haft på hver aften siden. Og af samme årsag ikke frosset mine tæer, hvilket er noget af en bedrift, for det gør jeg ellers altid. Som i altid.

Og når jeg kommer tilbage til Washington, for det har jeg besluttet, at jeg gør på et tidspunkt – her er så flot, at det næsten er blasfemi bare at hjerne igennem disse landskaber med blikket rettet mod Canada, bliver det om sommeren og ikke i september.

Jeg vil gerne indrømme, at hvis nogen efter den her tur spørger mig, hvad der har været det hårdeste eller sværeste, bliver svaret at deale med kulde og regn i Washington.

Ikke fordi jeg ikke er vant til det – jeg er jo trods alt fra Danmark (!) – men fordi mit grej primært er beregnet til de 3.400 km, der kom før Washington. Havde jeg boet i USA, så det havde været forholdsvis nemt at udskifte sko og telt og regnjakke til noget mere efterårs- og vinteregnet, havde jeg nok gjort det – nu klarer jeg mig igennem, men superfestligt er koldt og vådt altså ikke.