Dag 7 – 100 miles down
Gået i dag – 29 km
Det er ikke ret tit, jeg står op kl 4.15 og tager shorts på, fordi det er for varmt til andet. Det gjorde jeg i dag. Hev teltet ned og slugte en hurtig omgang havregrød, som blev til en halv, fordi det halvvejs inde i portionen gik op for mig, at jeg, siden jeg var i Nepal forrige år og fik det alt for meget, faktisk ikke kan fordrage havregrød, og så var vi off.
Stien snoede sig de første 9 km på smalle hylder langs kløfter – det var ualmindeligt smukt, omend man nok ville have haft det lidt stramt, hvis man lider af højdeskræk. Solen mærkede vi (heldigvis) ikke meget til, fordi vi bevægede os på den vestlige side af en højderyg.
Efter 9 km ramte vi det vandhul, vi gik efter. Som her bestod af et utal af paller af vand i store dunke, som en venlig sjæl hver dag i “hikersæsonen” sørger for at fylde op. Ret vildt – selv om vi i virkeligheden ikke er ret langt fra civilisationen, er det en forholdvis lang tur på støvede grusveje for den venlige sjæl.
Vi hang i skyggen ved “vandhullet” en times tid og så var det faktisk for varmt til at bevæge sig mere. Det gjorde vi ikke desto mindre – cirka en time i bagende sol, før vi fandt en plet under et træ langs stien, hvor vi kunne sidde/ligge og lege siesta i et par timer.
Må indrømme, at min tålmodighed ikke (som i overhovedet) var til at sidde der og blomstre i støvet – og en myretue, viste det sig – i tre stive klokketimer. Men som en (ret irriterende) gut, der kom forbi og joinede Laura og jeg, meget bedrevidende forsøgte at belære mig om, må man “embrace the trail”. Og ja, det har han ret i – det er direkte dumt at vade afsted i +40 grader middagshede, men alligevel.
Så jeg var one happy hiker, da klokken var så mange, at der ikke længere var risiko for at smelte til en lille støvet pyt, og vi kunne gå videre.
Når man skal gå 4200 km, er det den direkte vej til fiasko at sætte 4200 km som sit mål. Mini- eller mikromål virker på en måde lidt mere overskueligt. Yeah – jeg har gået én mile. Hurra for ti miles. Eller – som vi nåede den her dag – 100 miles.
Det var stort. Selv om det er laaaaangt fra Canada, var jeg faktisk ret stolt af mig selv (og min krop og dens formåen ikke mindst), da der pludselig midt på stien var arrangeret en formation af sten, der stavede til 100 miles.
Yeah og hurra og high fives.
Alle tre gange. For jep, der er åbenbart forskel på, hvor langt 100 miles er. Men jeg tog selvfølgelig det obligatoriske billede ved alle tre markeringer.
Og så nærmest løb vi de sidste to kilometer til dagens mål – vandhul med tilhørende campsite – inden det blev mørkt. Undervejs blev vi passeret af to unge gutter, der, viste det sig, har halvløbet det meste af turen indtil videre. De startede tre dage efter mig og har tilbagelagt både 40 og 50 km om dagen.
Omvendt har jeg også mødt folk, der går cirka ti km dagligt. Eller går langt, men langsomt. Eller hurtigt og langt og så holder de pause et par dage, fordi de har smadret sig selv. Og så er der dem, der måske i virkeligheden ikke burde være her, fordi de ikke er i form til det. Og dem, der ikke rigtigt er i form, men går sig til det.
Jeg ved ikke helt, hvilken kasse jeg skal putte mig selv i – er bare glad for, at min krop indtil videre er med på det her game.
Hvor er du sej.
Jeg er sgu stolt af, at kalde dig min teenager veninde.
Forøvrigt. Vildt hvor meget du ligner dig selv.