Dag 143 – kanelsnegl og hængt mad

Gået i dag – 24 km

Helt mirakuløst var mit telt tørt, da jeg kravlede ud af det i morges. Det styrtede stadig ned, da jeg faldt i søvn – som var ret hurtigt, for når først man ligger lunt i dybet af sin sovepose, er regn på et telt både hyggeligt og søvndyssende.

Især hvis regnen er stoppet om morgenen, og det var den i dag. Og åbenbart så tidligt på natten, at al vand på nylon var væk.

Jeg pakkede sammen og gik ned til butik og færgehavn i Stehekin for at være klar til den shuttlebus, der ville køre til stien kl. 8.15.

Udenfor butikken sad Estus. Genopstanden fra de våde.

Og så kunne vi igen-igen tage snakken om, hvor vi havde misset hinanden.

Jeg fik et flashback til Roskilde Festival i 1996, hvor jeg blev væk fra mine venner lørdag aften i mylderet og mørket foran Orange Scene. Og brugte hele natten på at tåge rundt og lede efter dem, noget af den sammen med en ingeniørstuderende, der hed Jesper og og var fra Ballerup og havde så store fortænder, at han hamrede dem ind i mine, da han efter 400 fadøl kyssede mig i mudderet ude foran det, der dengang hed Grøn Scene.

Mine venner så jeg ikke igen før engang søndag formiddag nede i vores lejr.

Halleluja for opfindelsen af mobiltelefonen.

Men altså – herude hjælper det ikke meget at have en mobil, for dækning er der zero af, så Estus kunne ikke ringe og fortælle mig, at detouren i går havde været så shitty, at han først var kommet til Stehekin ved 19.30-tiden, og var styrtet direkte ind på den første campingplads, han var kommet til, og havde slået sit telt op i regnen.

Og jeg kunne ikke ringe til ham og sige, at jeg havde spærret en plads til hans telt på den anden campingplads i “byen”.

Oven i købet var der så en ny mulig lost in wilderness-situation på vej. For Estus er en ægte purist. Sådan en, der på imponerende vis insisterer på at følge hver en centimeter af Pacific Crest Trail eller detour-ruterne. Det betød, at da bussen rullede forbi der, hvor han var kommet ud fra detouren i går, stod han af og gik ad vejen de næste 10 km.

Det gjorde jeg ikke. Hvad jeg til gengæld gjorde, var at skrive i sandet på stien og kreere ud af sten på hvilken mileage (alle steder undervejs er som vist nævnt før markeret ud fra hvilken mile, de befinder sig målt fra Mexico), jeg ville slå lejr. Som var mile 2585.

Og da jeg nåede til der, hvor stien til lejren drejede fra PCT, skrev jeg igen hans navn i sandet og tegnede en stor pil. Så bliver det vist ikke mere skåret ud i pap. Eller skrevet i sand.

Jeg kan rigtig godt lide Estus’ selskab, men lige den her dag var der en ekstra grund til at sikre mig, at han ikke blev væk igen.

For vi slog lejr i North Cascades National Park, og på campingpladserne i den skal man dels have et permit – som jeg fik af en ranger, da jeg stod af bussen (desværre en kvinde, ikke en høj flot rangermand) – dels hænge sin mad.

Hænge i denne sammenhæng betyder ikke en velhængt bøf, men at man via et sirligt snoresystem kyler sin pose med mad højt op over en gren, så sultne bjørne ikke kan få fat på den og, mere vigtigt, ikke går på jagt i ens telt efter den spegepølse, der ligger under ens hoved og dufter velsmagende.

Estus ved, hvordan man hænger mad, det gør jeg ikke. Men han viste mig det, så nu kan jeg det, i hvert fald i teorien, næste gang jeg skal sove i telt i et område med mange aktive bjørne.

Inden vi nåede til hængeriet, spiste jeg aftensmad. Eller rettere lavede aftensmad, som jeg overhovedet ikke kunne spise, fordi jeg lige havde kværnet halvdelen af den måske største kanelsnegl, jeg nogensinde har fået.

Stehekin er nemlig måske nok et sted i ingenting, men ude i det ingenting ligger der en bager. Lidt som skøre steder i Sverige, hvor der pludselig dukker et verdensklasse konditori op langt ude på Oluf Jønssons mark.

Bageriet i Stehekin ligger 3 km udenfor byen og butikken og hotellet, som jeg aldrig kom væk fra i går, men her på egnen har man luret, at PCT-vandrere er gode kunder, så hver gang bussen kører mellem færgelejet og stien, stopper den ved bageren. Præcis så længe som det varer for en busfuld sultne vandrere at købe croissanter og muffins og scones og kæmpecookies og brød og boller og altså de gigantiske kanelsnegle og slæbe det med sig på sidste stræk mod Canada.

Jeg havde slæbt på min kanelsnegl hele dagen. Min blåbærscone og cookie havde jeg for længst slugt. Men selv om jeg – surprise – var sulten, vandt sneglen over mig og spaghettiretten og jeg måtte kapitulere og opgive at spise andet resten af aftenen, fordi den fyldte hele min mave.

No wonder, at nogen har sat gang i kanelsnegl-udfordringen: spis udelukkende kanelsnegle fra Stehekin bageren herfra til Canada.

Det kommer så ikke til at ske for mig – jeg er rigeligt på sukkerholdet i forvejen. Jeg læste et sted i en bog om transformationen til sit normale liv efter Pacific Crest Trail, at det ville være en god idé at skære ned på sukkerindtaget den sidste måned på stien for ikke at møde en alt for brat overgang, når man kom hjem og ikke længere ubekymret kunne og/eller følte behov for at køre 6 chokoladebarer ned om dagen.

Too late. Men måske kan jeg være case i historien om, hvad der sker, når man nærmest har gjort det modsatte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.