Dag 60 – ingenting
Gået i dag – 0 kmI virkeligheden er der ikke meget at berette om i dag. Jeg har drukket kaffe, spist, skrevet med søde dejlige venner fra DK, spist igen og ja, spist lidt mere og drukket vin.
Alt det, man gør, når man er i en by og ikke skal alt andet end at slappe af og fede sig selv op.
Og nå ja, så var jeg på posthuset for at hente de to pakker med lakridser, to af mine tidligere kolleger på Berlingske har sendt til mig. Jeg havde glædet mig til absurd meget til de pakker – både for lakridserne og fordi jeg er helt vildt glad for, at nogen har gidet sende mig dem – og så var de der ikke.
Den halvsure dame bag skranken oplyste mig efter at have kigget på lageret om, at hun found nothing, og altså, det her posthus var jo altså ikke et storage facility.
Next, please, sagde hun derefter og vinkede næste kunde frem.
What the ** og alt muligt.
Jeg var skidesur.
Men ikke meget, eller noget, at gøre ved det, så jeg tog trolleyen – en gratis fin lille sporvogn-agtig ting, der futter rundt i Mammoth Lakes, direkte op til Vons, et stort supermarked, og købte en pose lakridspinde – de der supersukrede syntetiske ting, der minder en lillebitte smule om lakridser, hvis man har god fantasi og et flutes og smør og kirsebær, og så tilbage i seng og fortære mit trøstemåltid.
Eftermiddagen brugte jeg på at opdatere blog og småsove lidt, og så gik Bird og jeg den græske vej som vores næste fede-op måltid. Til info er Bird omkring 160 cm høj og vejer 48 kg. Altså verdens mindste menneske – som har endnu mere brug for smør på de sideben end mig.
Jimmys Taverna er en meget græsk restaurant, fra tzatziki på menuen til en blå-hvid indretning, midt i det her meget amerikanske skiresort – men netop på grund af det meget græske var der ikke ret meget bacon og andet fedtfyldt på menuen – men helt vildt dejligt var det. Græsk salat, blæksprutter, fisk, god hvidvin, chokoladedessert og så selvfølgelig alle rester med tilbage på hotellet i en doggypose.
Midt i måltidet kom Bad Boy – den franske gut, jeg har mødt nogle gange, og som jeg havde sms’et med tidligere, fordi han også var i Mammoth Lakes.
Han er – hænger nok sammen med værende fra Frankrig – lidt mere madsnobbet end mig, der er glad, bare der er feta, så han var ikke helt så imponeret over hverken menu eller prisen på vinen. Og got it, det sidste var jeg heller ikke, men altså – i dag har jo nærmest været en feriedag, og så må man gerne bruge penge.
Mente jeg, der efter et check på min konto kunne se, at der sørme er gået feriepenge ind for sidste år. Og de skal jo ikke stå der og blive gamle. Og i det mindste fik vi noget for pengene, for vi hang på Jimmys, indtil tjeneren begyndte at gabe så højlydt, at vi følte os tvunget til at gå og dalrede så gennem byen til vores hoteller – Bad Boy boede på hotellet ved siden af vores; de ligger meget på rad og række ad Main Street.
Det var rigtigt rart med en dag med ingenting – selv om jeg er vild med bjergene, har de sidste 8 dage været hårde, og jeg – synes jeg selv – fortjente en pause.
Med tryk på pause, for bjergdelen er ikke overstået endnu. I morgen går vi mod Tuolumne Meadows, som ligger i Yosemite National Park, en af de efter min mening smukkeste nationalparker i USA, og vil være i den park de næste fem-seks dage afhængig af tempo.
Jeg glæder mig, men glæder mig i mere eller mindre hemmelighed også til at nå Sonora Pass om knapt 180 km, som er der, hvor det ikke længere er påkrævet at bære på en bjørnetønde – altså hvor man officielt er ude af bjerg- og bjørneland. Jeg forestiller mig, at det derfra bliver meget lettere vandring, og at jeg derfra vil begynde at tænke alle de store tanker, jeg blandt andet kom for.
Ikke fordi jeg ikke overhovedet har gjort det, men synes også, jeg har brugt voldsomt meget mere energi på at tænke på det, jeg er midt i – hvornår kommer næste flod, hvor højt er det her pas, hvad har jeg lyst til at spise, hvad skal jeg sende hjem, så den her rygsæk bliver lettere, hvorfor er de her myg så åndssvage?
Men måske er det hele en del af processen – at være i det, jeg er i, i den dagligdag, der er min lige nu, hvor vild og radikalt anderledes den end måtte være fra den, jeg normalt er i, og ubevidst eller på et tidspunkt mere bevidst derudfra reflektere over resten af mit liv.
Det håber jeg. Og med de dybe ord tavshed herfra indtil næste del af sagaen om Gitte i bjergene om en lille uge.