Dag 144 – den falske grænse

Gået i dag – 42 km

Forleden da jeg var i Guds lejr, under middagen i spisesalen, snakkede jeg hen over laksen med en af dem, der arbejder frivilligt i Holden Village, om Pacific Crest Trail.

“Føler du, at du kan gå på vandet?”, spurgte hun.

Og mente nu, hvor jeg – næsten – har gennemført den her kæmpelange vandretur. Selv om spørgsmålet fra en, der bruger en måned hvert år på at arbejde i en kristen lejr, fik en lidt anden betydning, og jeg havde lyst til at sige, at jeg ville ønske jeg var lidt mere Jesus-agtig, for så havde jeg ikke fået våde sko af alle flodkrydsningerne i bjergene. (sorry, onkel Arne og hans vittigheder er også med i Amerika).

Men ja, på en måde kan jeg gå på vandet. Jeg kan stadig ikke synge, jeg vil formentlig i al evighed have svært ved at koge et perfekt blødkogt æg, og jeg lærer nok aldrig at mestre balancen på rulleskøjter. Men jeg har lige om lidt gået over 4.000 km på mine to fødder, og dét er så vildt, at jeg lige nu lidt føler, at jeg sgu da kan alt.

At uanset hvad der bliver kastet min vej fremover af umulige chefer, dyrlægeregninger, mænds mærkelige hjerner, skattevæsenet, cykeltyverier og whatever else, vil det være nothing i sammenligning med den dag, jeg vågnede med fingre for kolde til at holde på vandrestavene og gik 48 km i regn og mudder. Eller den dag, jeg vadede gennem en brusende flod med vand op til lårene, selv om jeg ikke turde og var pissebange for at blive væltet over ende af den sindssyge strøm. Eller den dag i Mojaveørkenen, hvor solen havde bagt al energi ud af mig og jeg drak beskidt vand hentet op fra en brønd, som et dødt dyr drev rundt i, fordi jeg ikke havde noget andet valg.

Da jeg inden afgang tænkte på at skulle gå en daglig distance fra min lejlighed på Islands Brygge op til min søster i Allerød, virkede det helt vanvittigt. Kan jeg virkelig det – det er jo åndssvagt langt.

Nu har jeg i fem måneder, dag efter dag efter dag (minus 12 hviledage – jeg har lige talt dem) gået den distance. Med tung rygsæk og i al slags vejr og terræn. Uden at tænke, det er særlig vanvittigt. Det vanvittige er blevet normen.

Lesson learned – man kan meget – meget! – mere, end man tror.

Det lyder som sådan en kliché, B.S. eller Hans Pilgaard eller en eller anden irriterende Ironman-træner ville fyre af, men må altså bare konstatere, at der er noget om flosklen.

Forklarede jeg – i lidt kortere udgave – den flinke kvinde, der brugte sit efterår på at lave mad i Holden Village. Dog uden at komme ind på B.S., som på engelsk står for Bullshit, og det syntes jeg ikke rigtigt var passende i Guds feriehus.

“I’m in awe,” sagde kvinden i den fornuftige fleece med et grimt logo af Holden Village.

“Bless you, my child.”

Den velsignelse – og fordelen, der ville have været ved rent faktisk at kunne gå på vandet – tænkte jeg på, da jeg startede ud i morges med at skulle krydse over en flod på en træstamme, der var morgenvåd af dug og glat og som jeg helt sikkert ville falde ned fra, hvis jeg prøvede at balancere på den.

Løsningen blev den meget lidt bad ass-agtige at krabbe mig over den siddende overtværs. Estus døde af grin – han var balanceret på de lige så glatte sten nede i floden – men var dog så venlig at dokumentere metoden.

Efter floden ville vi ramme Rainy Pass, en vej med en parkeringsplads.

“Trail Magic”, erklærede jeg bestemt. Og håbefuldt.

“Det tror jeg altså ikke, du skal regne med,” sagde Estus. “En vej betyder jo altså ikke automatisk Trail Magic.”

Og helt rigtigt – der har været masser af veje uden venlige sjæle med burgere og frugt. Men altså – håbet dør som det sidste.

Lige inden vejen var der pludselig noget både velkendt og meget ukendt på stien. Der, ved siden af stien, var der det monument, man møder på grænsen til Canada. You did it-monumentet. I miniformat, som om jeg pludselig var i Legoland. Bare uden at det var bygget af Legoklodser.

Det var skørt at se det her – det falske sted og to dage før tid, men forklaringen var, at stien indtil for nylig havde været lukket på grund af skovbrand herfra til grænsen, så for dem, der ikke ville tage den enorme omvej og komme ind i Canada et andet sted end for enden af Pacific Crest Trail, og derfor ville ende turen her, havde nogen lavet dette monument.

Det var ikke tilfældet for os. Der er stadig en detour på grund af samme skovbrand, men den fører os tilbage på stien, inden vi rammer grænsen.

Men derfor tog vi selvfølgelig alligevel det obligatoriske dooooone-billede.

Og så gik vi op til Rainy Pass og parkeringspladsen og – ta-da – Trail Magic.

Verdens flinkeste mand var netop ved at stille op til en dag som uddeler af varm mad, men fordi klokken bare var ni om morgenen, nøjedes vi med varm kaffe. Brygget på en rigtig maskine. Og fik et tæppe at putte med, mens vi drak den.

Jeg blinkede til Estus. I told you so.

Resten af dagen brugte jeg på først at gå op til et pas, så ned igen. Virkelig pænt, temmelig hårdt. Men ikke desto mindre – da klokken var lidt over 17 og vi havde gået 37 km og jeg var træt, især i mine fødder, der helt tydeligt ville være glad for et skoskift, fordi al blød sål er blevet til hård sål, oksede jeg alligevel 5 km mere stejlt op ad bakke til en lejrplads bare for at have de færre kilometer i morgen.

Vi var ikke de eneste med den idé, så Estus fandt alle sine benmuskler frem for at overhale en bunke andre vandrere og komme først op til det begrænsede antal pladser.

Det lykkedes, vi fik en fin plads – til gengæld blev det heroppe lynhurtigt koldt. Så så koldt. Jeg har aldrig lavet mad og spist og dykket ned i soveposen så hurtigt. Den vinter er virkelig ikke ret langt væk.