Dag 17 – Trump og danskertræf

Gået i dag – 26 km

Hvis nogen havde sagt til mig for nogle måneder siden, at jeg ville føle, jeg havde dovnet den vildt meget, fordi jeg kun havde gået 26 kilometer den dag, ville jeg formentlig have givet den nogen et forholdsvist skeptisk blik.

Men det var sådan, i dag føltes. Som om jeg ikke havde bevæget mig overhovedet. Hvor jeg i går følte det, som om nogen havde fyldt mine ben med bly, var jeg i dag flying. Op og især ned (det hjælper) ad stien, forbi nåletræer, vilde udsigter, skråninger med afbrændte træer, bjerge langt ude i horisonten, egern i en lysning. Det hele med en gennemsnitsfart på godt 5 km i timen – som jeg faktisk ikke tror, jeg har formået på den her tur endnu.

Så da klokken var ni, havde vi cruiset os gennem de første af dagens ti km. Og besluttede at holde en pause ved en hytte. En hytte af den slags, man skal reservere og betale for, så vi smed bare rygsækkene med intentionen om at finde den udendørs vandhane og fylde op på vandkontoen.

Mens vi var i gang med det, hviskede Laura pludselig ophidset til mig. De der mennesker, dem taler vi ikke med, dem vil vi ikke have noget fra.

“De der mennesker” var den store gruppe af mænd i camouflagetøj, store skæg og ditto støvler, der var samlet om et par picnicborde foran hytten.

Den stående joke blandt vandrere er, at “Dayhikere” er en billet til himmerige. Altså det spiselige himmerige. Fordi de er ude i naturen med kølebokse proppet med mere mad, end de kan spise, og – ofte, har tidligere tilfælde vist – vil de vældig gerne donere noget af indholdet af disse kølebokse til sultne vandrere.

Men denne gruppe Dayhikere skulle vi så ifølge Laura ikke charme os til noget fra, for de var, som hun sagde, personificeringen af alt, hvad der er galt med USA. De var medlemmer af en Pro-Trump organisation, deres – enorme – pick-up trucks var udstyret med klistermærker, hvor der stod “White Power”, og de var tydeligvis ikke på skovtur – et nærmere blik på deres medbragte gear afslørede våben i alle størrelser og udformninger.

Men nu er det sådan i USA, at smalltalk er et nærmest must-do, og inden vi havde nået at finde vandhanen, stod en af dem ovre hos os. Og to sekunder senere havde han udstyret os med donuts, en pose franske kartofler, cookies, 2 liter Sprite, en banan, vand, en bunke hamburgerboller og sågar en dunk mælk.

Våben og White power eller ej – jeg indrømmer lige ud, at jeg ikke var for fin til at tage imod det, ej heller var de fire andre vandrere, der kom forbi og fik del i festmåltidet i løbet af den times tid, vi sad der og spiste (og drak kaffe – med mælk. Yeah).

Bagefter var jeg så spækket med energi, at jeg hamrede ned ad stien. Laura slentrede lidt mere, så vi gik hver for sig det meste af dagen. Det var faktisk rart – ikke fordi jeg ikke kan lide at følges med Laura, men fordi der er noget ret specielt over at gå helt alene gennem, hvad der i dag primært var skov. Ingen chit-chat, bare tanker. Om alting og ingenting.

Som fortsatte, da jeg nåede til et højdepunkt på dagens strækning – en ældgammel slidt (og nok ret sved-og skidtbefængt) sofa, nogen for et par år siden slæbte herud.

Der var ingen andre, da jeg kom til den, så jeg lagde mig ned på den og spiste en pose vingummibamser og kiggede op i himlen. Inden jeg gik de sidste 8 km til det aftalte campsite.

Vi var mange, der slog lejr der – et sted at lave bål og picnicborde at sidde ved er et stort plus – og mens vi sad der med hver sin lille primus og kokkererede, kom der endnu to vandrere ind i lejren.

Hej, hej og how are you, og så det obligatoriske Where are you from? Og SÅ viste det sig, at den ene af dem var den her danske kvinde, der tidligere på dagen havde skrevet til mig, fordi hun gennem sin venindes kæreste, som jeg kender fra Berlingske, havde hørt, at jeg også var på vej op gennem USA på mine to små ben.

Så syret og på samme tid fantastisk, at hun pludselig stod der og jeg kunne få lov at tale dansk! (Og nej, normalt er jeg ikke typen, der skriger af begejstring over at møde folk med et rødbedefarvet pas ude i verden – men efter næsten tre uger på engelsk 24-7 var det en gave at møde Selina.

Hun var på vej videre op ad stien, men med lidt held ser jeg hende igen – og bytter lakridser, aftalte vi.

Mindre detalje – hvis der altså var nogen søde mennesker fra Danmark, der havde sendt mig nogen 😜

Jeg kan ikke helt finde ud af billedtekster – ringer straks til IT, men ja, jeg stod lige der for tre dage siden. Og ved ikke, hvorfor jeg har sådan en skør bule på min røv. Den er nok bare ikke vant til at sidde i en sofa 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.