Dag 15 – Trail Magic

Gået i dag – 29 km

Det er noget underligt noget at vågne op og ikke vide, hvor man skal sove næste gang. At vide, at det er et sted i ørkenen (som også kan være på en bjergtop), men ikke præcis hvor. Fordi at selv om man har en idé om, hvor langt man gerne vil gå, kan det ændre sig – vejret, formen, terrænet, hvad der sker undervejs, har alt sammen indflydelse.

Og selv om der er mange, der allerede nu har deres hjerne indstillet på Canada og tilbagelægger både 30 og 40 km om dagen for at nå det forjættede land, inden det bliver vinter nordpå, er jeg stadig forholdsvis afslappet omkring det. Jeg er trods alt kun to uger inde i de cirka fem måneder, og at tænke på Canada nu, tror jeg er at trigge sig selv og sin hjerne på den ikke ret sunde måde.

Så da Laura og jeg satte ud kl 6, var det med et mål om at gå 18 km til en oase-agtig park midt ude i al det rå ørkenland, Whitewater Preserve, og så tage temperaturen på formen og humøret efter det.

Hverken form eller humør steg i løbet af de første 5 km. Vi gik hen over det måske mest vindomsuste sted jeg nogensinde har været – inklusive Færøerne. Denne gigantiske flade af fladt land, der ligger mellem to bjergkæder øst for Los Angeles, er en vindtunnel skabt af naturen. Og en vindtunnel, der er perfekt til de vindmøller, der bor her, knapt så perfekt til småbitte mennesker, der som de der dukker, der rejser sig op igen, når de vælter, forsøger at traske tværs over denne vældige flade af tørt land.

Vi blev blæst halvt omkuld adskillige gange, inden vi efter hvad der føltes som en evighed, nåede i læ under først en jernbane, så en Highway.

Hvor et af de himmeriger, jeg havde hørt om fandtes på pct, men endnu ikke oplevet, åbenbarede sig.

Trail Magic.

Som i al sin enkelthed er søde mennesker, der gør noget for vandrerne på Pacific Crest Trail. I dette tilfælde havde stillet en kæmpemæssig køleboks med kolde sodavand, vand, sågar øl, og frugt i skyggen under broen.

Jeg var så glad. Ja, klokken var kun halv otte om morgenen og måske ikke det rette tidspunkt at drikke cola eller Mountain Dew på, men tænk at der er nogen, der gør det for nogen, de ikke kender og ikke ser, og bare fordi de gerne vil. Det er da fantastisk. Og da en af dem, Debbie, mens vi sad der i skyggen og drak Mountain Dew, kom med nye forsyninger, fortalte jeg hende det.

Hun fortalte til gengæld, at hun netop var gået på pension og ikke rigtigt havde så meget at tage sig til, og hun var så misundelig på os – and this is my way of doing the Pacific Crest Trail, som hun sagde.

Næste stop yderligere 5 km oppe ad stien var ved kontoret til dalens vindmøllefarm, som ifølge vores pct-app gerne vil have besøg af vandrere og gerne vil servere koldt vand.

De var ikke hjemme, men udenfor parkeringspladsen var der bygget en fin lille hytte med palmeblade på taget, iskoldt vand i en køleboks og, of all things, wifi – to the hikers. Tusind tak, vindmøllefarm.

En lang og varm stigning ad snoede stier på stejle bjergkanter senere nåede vi til den famøse oase. Som virkelig var netop det.

Vi kom fra støv, kaktusser, sved silende ned i øjnene og en hede af den slags, der nærmest flimrer i luften, til træer, græs (grønt, ikke afsvedent), en rislende bæk, picnicborde i skyggen, en dam, man kunne dyppe fødderne i. Rigtige toiletter og håndvaske med sæbe. Og en mand i visitorcentret, der beklagede, at de ikke havde nogen butik, der solgte is, men han havde en pose isterninger, vi måtte få til vores vand.

Det kunne faktisk ikke blive mere perfekt sådan en fredag eftermiddag i 40 dirrende graders varme. Altså indtil vi satte os ned ved et af picnicbordene – og blev tilbudt pizza af dem, der sad ved siden af. Det var en gruppe spejdere af en slags og de havde taget alt for meget med.

Om en dag er god eller ej, afhænger ikke af hvor meget pizza, is eller sodavand man får forærende. Men vil bare sige, at denne dag var en af mine favoritter so far blandt andet på grund af det, der ligger bag de foræringer. Bag de ønsker om at hjælpe, om at gøre i virkeligheden så lidt, men med så utrolig stor betydning.

Det tænkte jeg en del over, da Laura og jeg havde forladt Tim, der ville blive ved den rislende bæk ved Whitewater Preserve, og gik de kilometer videre, vi følte, vi havde i os.

Det blev ikke til mange, det var simpelthen så varmt og min rygsæk føltes, som om nogen havde lagt en sten i den. Men vi endte på det fineste lille campsite – på en højderyg med udsigt til bjerge 360 grader rundt.

Jeg var øm i fødderne efter en lang dag og klistret over hele kroppen i en blanding af sved, støv og solcreme, men det var en helt særlig følelse at sidde der på de stadig varme klipper, da solen var forsvundet ned bag bjergene mod vest og erstattet af et stjernetæppe oven over os og bare kigge ud i mørket og stilheden.

Da jeg lagde mig til at sove, var det med oversejlet på teltet trukket til side, så jeg kunne se på stjernerne fra min sovepose. Hvis jeg var lidt mindre bange for kryb, havde det heddet cowboycamping – som er at sove direkte under åben himmel. Mange gør det – jeg venter lige lidt med den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.