Dag 22 – klapperslangen. Og vablerne

Gået i dag – 35 km

Do you guys wanna sleep in a little bit? hviskede Laura fra sit telt – cirka 5 sekunder efter hendes vækkeur havde ringet.

Klokken var 5.15, og ja, jeg ville virkelig gerne sove lidt mere. Men fornuften selv, som jeg jo er, hviskede tilbage (hviske-tiske fordi vi ikke var alene på sandbanken ved floden vi havde slået lejr ved, og ikke alle er glade for morning calls), at det garanteret ville blive en supervarm dag, så jeg syntes, vi skulle komme afsted.

Det har du ret i, hviskede Emily fra sit nylon-domicil.

Det havde jeg så ikke ret i. Overhovedet.

Da vi stadig halvt i søvne traskede afsted kl 6, var det direkte ind i en arrig vind. Som ikke bare var så voldsom i sig selv, at jeg måtte opgive at bruge mine vandrestave, for de fløj bare rundt i luften som sugerør, når jeg løftede dem, men også indeholdt vindstød af den slags, der i et uopmærksomt øjeblik kunne sende en ned ad bjerget. For ja, vi gik jo selvfølgelig præcis på denne blæsende fredag (endnu engang) på en smal hylde langt oppe på et bjerg.

Jeg kan godt blive ret gal på vind. Når jeg cykler i København for eksempel og ALTID har modvind op over Langebro. Og må indrømme, at det heller ikke var fuldkommen tilfredshed, jeg følte denne formiddag. Oven i købet var jeg startet ud i shorts i forventning om bagende sol – wrong choice.

Men altså – der var ikke andet at gøre end at gå, så det gjorde jeg. Jeg gik på stien, som snoede sig langs med bjergets kurver, ind og ud, det ene hårnålesving efter det andet, den ene mile efter den anden. Udsigten var forrygende, så i de få øjeblikke jeg ramte en lomme med læ, stoppede jeg og kiggede på den. Tog også billeder, men af en eller anden grund fangede jeg ikke helt storheden med kameraet.

I mine høretelefoner havde jeg noget heftig dance-musik – der er en god gå-rytme i det, har jeg opdaget. Og så, bedst mens jeg gik i takt til Infernal, var der pludselig en forhindring midt på stien. Som fyldte hele stien. En lang klam sort og skællet sag.

ER det en klapperslange?

Tænkte jeg. Halvt skræmt, halvt begejstret. Det første, fordi jeg aldrig har set en live (udover bag glas og det tæller ikke), det andet, fordi det virker, som om jeg åbenbart er den eneste på den her sti, der ikke har set en, og nu lå den her – all for me. Mig helt alene. Gitte møder en klapperslange. Vildt.

Den lignede ikke en, der havde planer om at flytte sig. Og hvorfor skulle den også det – det stykke grus var sikkert et dejligt sted at sole sig.

Men jeg turde ikke bare vade hen over den – et slangebid i benet kan jeg godt undvære – så jeg forsøgte først med nogle lyde, min mor kan, når hun vil skræmme katte væk.

Det virkede ikke.

Så bankede jeg min ene vandrestav ned i jorden et par gange. I behørig afstand fra bæstet i øvrigt.

Det virkede. Han – eller hun – vågnede og rejste hovedet. Et par slag i jorden mere og jeg havde nu dens fulde opmærksomhed. Den rullede sig sammen, løftede hovedet og hvæsede af mig – for fulde gardiner inklusiv en spillen med sin ækle tunge.

Jeg havde hørt fra diverse med forstand på klapperslanger, at de ikke umotiveret går til angreb på en, at de i virkeligheden bare gerne vil være i fred, så jeg holdt mig et par meter or so væk fra den (og tog billeder selvfølgelig, dog ikke en selfie), indtil den stadig hvæsende og hvislende af mig havde forføjet sig ud i græsset og ind under en busk.

Høj på den wildlife-oplevelse småløb jeg resten af de 24 km, der var formiddagens mål. Langt mål, men for enden af dem ventede der en rasteplads ved en sø – og mulighed for pizza.

En masse sære ting oveni hinanden, men ja, her midt i ørkenland ligger Silverwood Lake, vanvittig smuk sø, omkranset af klipper, med små strande, skov og både på det blå vand. Og langs søen er der flere picnic-områder – et af dem er populær hos vandrere, fordi der er vand (fra en hane), skraldespande (så man kan komme af med sit skrald fra bl.a. diverse chips-poser, man jo ellers bærer rundt på), borde-bænke sæt (intet som at sidde ved et bord), toiletter med toiletpapir og vand (luksus) – og så et entreprenant pizzeria i nærmeste by, der leverer pizza (med heftige leveringspriser selvfølgelig) til sultne vandrere.

Det var vi – altså sultne – så vi lukkede øjnene for beløbet og bestilte. Det var den bedste pizza nogensinde. Og bedste 7-Up. Med is.

Selv Laura, der mosler med nu nye vabler oven i de tidligere og havde en virkelig rough formiddag med de mange kilometer vinden, var begejstret. Det varede lige til Emily og jeg annoncerede, at vi syntes, vi skulle gå 11 km mere.

Det var ikke fordi Emily – og i hvertfald ikke jeg – drømte om at trave 11 km mere i vind og blæst; det var langt mere behageligt at ligge i græsset og slå mave efter vores festmåltid. Men logistisk gav det mening i forhold til Campsites, næste dags program (først McDonald’s og de fritter) og så et nyt bjerg og en masse op ad bakke.

Laura surmulede en lille smule, men gik med. Og var one very happy camper, da vi nåede frem – til i øvrigt et virkeligt fint sted mellem buske og småtræer og udsigt til fin solnedgang. Som Emily og jeg studerede, mens Laura studerede sine maste fødder. Til almen fornøjelse eller gru har jeg dokumenteret hendes lidelser. Værsgo og velbekomme.

About the author

Comments

  1. Miss Lupin… du har netop overlevet mit VÆRSTE mareridt!!! Og så når du ovenikøbet at fotografere den sorte orm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg