Dag 18 – bacon og bad
Gået i dag – 16 km
I dag var Town Day. Altså en dag, hvor stien snor sig så tæt forbi en by, at det giver mening at lave en detour dertil for at købe mad til næste strækning.
Eller for at købe mere mad, overnatte, vaske tøj OG drukne sig selv i al det mad og drikke, man ikke kan få ude i ødemarken.
Og som alle, der nogensinde har været væk fra civilisationen i bare en enkelt dag eller to vil vide, er der absolut ingen grænser for hvilke våde drømme man kan have om iskold milkshake, farmors andesteg, nyplukkede jordbær, lune pandekager, kolde øl.
Sådanne livagtige forestillinger er en voldsomt effektiv metode til at sætte turbo på benene – så de 16 km sti, der skilte mig og en amerikansk morgenmad med alt, hvad en sådan indebærer, var bare en lille morgentur. Op 5.30, sluge en proteinbar, afsted kl 6 – undervejs passere den vigtige milepæl at jeg nu har gået 10 procent af turen mod Canada, wuhu – og lidt over 10 stod Laura og jeg på asfalt.
Sammen med os stod Tim og fire andre, der havde fløjet de 16 km endnu hurtigere end os – men endnu ikke havde haft succes med at score et hitch, som det hedder, altså ud med tomlen og nogen samler en op.
Jeg var så sulten, at jeg ikke orkede at stå op, så efter et kvarters tommelvinkeri stående satte jeg mig ned i gruset ved siden af vejen og hitchede i udsplattet version.
Det var formentlig ikke årsagen, men få minutter senere stoppede en kvinde og ind med fire af os. To med rygsække på skødet, for hendes bagagerum tog prisen for det mest proppede nogensinde, rockmusikken fra bilens ikke specielt velfungerende højtalere hjernede derudaf og Cindy, som vores chauffør (vist nok) hed, fumlede med at få gang i en E-cigaret, mens hun tegnede og fortalte og kørte frisk til, for hun skulle videre på arbejde.
Alt sammen ligemeget – vi var på vej til Big Bear Lake og mad! Nærmere bestemt Grizzly Manor Café, som var så helt igennem amerikansk, at det næsten var en kliché. Kaffe fra kanden i kæmpekopper og med gratis refill, gigantiske pandekager med smør og sirup, bacon, æg i alle udgaver, hashbrowns, toast, servitricer med tatoveringer og et more coffee, honey?, stamgæster bænket ved den solide bar.
Jeg var lykkelig. For ja, det kan man godt blive af bacon. Og kaffe og æg og pandekager.
Bagefter var jeg så propmæt, at jeg dårligt kunne slæbe mig over gaden til Black Forest Lodge, hvor Laura, jeg og Emily – hende den søde, der sagde at jeg var graciøs (så nemme point 😉 og i øvrigt er superskarp og sjov og kommende læge – bookede et værelse. Kastede os ned på hver sin seng og bare lå.
Resten af dagen foregik i ferietempo. Bad, vaske tøj (i bodyshampoo i håndvasken), kreere tørresnor af teltbarduner og spænde den ud mellem en havestol og parasollen ved picnicbordet foran vores værelse, tjekke Facebook, rense vandfilter, ligge lidt i en seng med hvide lagner, ryste sin rygsæk for sand, se sig selv og sin solskoldede næse i et spejl.
Sidst på dagen tog vi en Uber til Big Bear Lakes shoppingcenter, som lå lidt udenfor byen, og fik ordnet indkøb af mad til de 176 km, der er til næste by og dermed købe-mad mulighed. (Undtaget en McDonalds og tankstation et sted undervejs).
Samtidig indkøbte vi aftensmad – brød, ost, grillet kylling, salat, øl, vin, is. For anden gang den dag var jeg lykkelig.
Og i selskab med Tim, Tuna (som i virkeligheden hedder Rob og havde drukket øl hele dagen og derfor var pivstiv og ikke i stand til at sige noget fornuftigt) og to andre mænd, vi også havde mødt før, sad vi ved det skæve picnicbord under parasollen og var rene og mætte og glade. Og nogle en smule filosofiske – andre ville bare gerne ryge lidt pot (det er der i øvrigt overraskende mange i det her vandremiljø, der gerne vil og gør. Og nej, mor, ikke mig :).
Og således på hver sin måde opløftet sagde vi godnat et stykke efter hiker midnight (læs: kl 21) og jeg krøb ned i min King Size seng med en million puder. Pure bless.
Godt Gitte!
Så er der til gengæld lakridser på vel
Er vild med at følge med i dit eventyr, sejeste Gitte