Ugen, hvor jeg var ude, hvor jeg (næsten) ikke kunne bunde

Et af de emner, der går igen og igen og igen i Mads og Monopolet, er det med kærligheden. I alle mulige konstellationer og med alle mulige (og umulige) spørgsmål om den, som forskellige paneler svarer på efter bedste overbevisning.

Et af de svar, jeg husker bedst, kom fra Lina Rafn for i omegnen af seks år siden. Jeg husker ikke de konkrete omstændigheder i spørgsmålet (udover at det helt sikkert var noget med en, der hedder Preben), men det, Lina Rafn sagde, var, at det skal være the shit. Drop godt-nok og at lade sig nøjes for whatever reason – kærlighed skal være the shit.

I den her uge har jeg været tilbage i USA for at se Estus. Og landede i går i Kastrup med en proppet kuffert fuld af amerikanske goodies OG en viden om, at han ikke er the shit.

Han er et godt og fint menneske, og vi vil formentlig forhåbentlig blive ved med at være venner på den måde, man nu er, når man lever med et Atlanterhav mellem sig, men kodeordet er venner. Vi havde i den uge, jeg var i New Mexico, stadig den samhørighed, jeg oplevede mellem os, da vi var ude i vildmarken, men min krop og sind var ikke der, hvor man skal være, hvis der skal være mere end venskab mellem nogen.

Og ja, der er selvfølgelig flere detaljer i det end dét – men det må I læse om i bogen. 🙂

“Er du træt af, at du tog afsted?” spurgte en af mine veninder, da jeg fra mit stopover i Chicago på vej hjem opdaterede om situationen.

Svaret er et kæmpenej. Jeg er virkelig glad for, at jeg tog afsted og fik en afklaring på mine forvirrede følelser.

Jeg er også glad, fordi jeg havde det helt anderledes, da jeg satte fod på dansk jord i går, end jeg havde det, da jeg gik gennem Københavns Lufthavn for godt en måned siden.

Dengang glædede jeg mig helt vildt til at se min familie og venner og hund, men mit hoved og sind var stadig på en støvet sti på vej mod Canada. Denne gang gik jeg forbi folk på vej på ferie med en følelse af at være klar til at komme tilbage til mit “virkelige” liv.

Ikke som i, at nu bliver alting, som det var, før jeg fløj til San Diego for at gå Pacific Crest Trail, for det gør det ikke; mit mindset er et helt andet, end det var for et halvt år siden. Men som i at jeg følte, at jeg var igennem det allerværste Post Trail Blues, hvor jeg bare lå og stirrede deprimeret op i loftet over min seng og inderligt ønskede, det var et telttag, og syntes, at alt i Danmark var trøstesløst i forhold til livet på Pacific Crest Trail.

Nu gik jeg, måske fordi jeg havde været tilbage i USA og fået en blød mellemlanding fra PCT-liv til mit virkelige liv, ud af lufthavnen og ind i metroen mod Bryggen med sådan en boblende følelse indeni af, at fremtiden ligger derude og skinner i al sin spændende uvished. At alting kan ske, mere eventyr, nye tider, måske et nyt sted at bo og leve (altså i Danmark – jeg immigrerer ikke til USA), og det glæder jeg mig helt vildt til.

Og så er jeg glad for, at jeg tog til New Mexico, for jeg har på oplevelsesfronten haft en vild vild uge.

Estus og jeg havde planlagt et miniroadtrip og en ditto vandretur, og det var, hvad vi gjorde.

Trillede ud af Las Cruces i det sydlige New Mexico, hvor han bor, og ad øde hullede veje ud i det barske ørkenlandskab, som dominerer den del af USA. Udsigten var kaktusser, hårdføre buske og et barsk landskab afsvedet af solen, der konstant hamrer ned på de enorme åbne vidder, hvor det eneste liv er de dyr, der har tilpasset sig dette klima, herunder slanger, edderkopper og firben – akkurat som den ørken, Pacific Crest Trail snor sig op gennem i det sydlige Californien.

Byerne, vi stoppede og overnattede i, var af den slags, der opstod under guldgraverfeberen i 1800-tallet, og selv om de i dag er lidt mere civiliserede, var det ikke svært at forestille sig en flok beskidte guldgravere marchere ned ad hovedgaden mod baren med saloondørene. Bare navnene på byerne – Silver City og Truth or Consequences (ja, det hedder den sgu) – smagte af eventyr.

Midt i alt denne ørken ligger Gila Wilderness, som er et beskyttet naturområde lidt mindre end Fyn, og som var vores vandreturs-destination, fordi det modsat ørkenen ligger oppe i højderne og består af bjerge og skov. Og floder.

Det sidste er som læsere af denne blog vil vide absolut ikke min favorit.

Alligevel havde jeg sagt okay til den godt og vel 40 kilometer lange vandretur, vi havde udvalgt fra guidebogen over Gila Wilderness’ mange hundrede forskellige ruter. Ifølge selvsamme guidebog skulle den være vanvittig flot med vandring i en dyb kløft, længden var passende for to eller tre dage, mente vi, (selv om vi også brugte lidt tid på at grine af, at den stod til at skulle tage mindst fire dage, og vi jo for ikke så længe siden snildt tilbagelagde 40 kilometer på én dag).

At man undervejs skulle krydse Middle Fork River, som snor sig gennem den dybe kløft, adskillige gange, ignorerede jeg lidt. Eller rettere – jeg tænkte okay, det er træls med våde sko, men det er jo bare et par dage og det er varmt. Og den flod er dybest med smeltevand i foråret, så hvor svært kan det være at vade over den nu her i oktober.

Lad os bare sige, at jeg blev klogere.

Pacific Crest Trail er ikke en teknisk svær vandresti. Pånær enkelte stræk i Sierra Nevada og Washington er dens største udfordring længden, så skulle jeg gradere den på en af de graderingsskalaer, rejsebureauer med vandreture på programmet bruger, ville jeg give den maksimum 3 ud af 5, hvad det “teknisk svære” angår.

Den her tur gennem Gila Wilderness langs Middle Fork River var en 5’er.

Dels fordi den mange steder gik gennem tæt krat og buske, kun var afmærket med ofte utydelige varder, og var så lidt brugt, at den var vanskelig at følge. Dels og især fordi det, som jeg troede var lidt vaden gennem vand, viste sig at være krydsning af en flod, der kom væltende ned gennem kløften.

Nogle steder flød den forholdsvis langsomt eller var kun skinnebensdyb, andre steder var den 15-20 meter bred, og andre igen gik vandet mig til skridtet eller strømmen var af den slags, der fejede mine vandrestave væk, som var de tændstikker.

Og så var der så mange krydsninger, at efter at have kæmpet mig over gang nummer 20 holdt jeg op med at tælle – og det var en tredjedel inde i turen.

Var det frygteligt? Ja og nej. Det var ikke en afslappende vandretur i gængs forstand, men med så mange krydsninger lærte jeg, hvordan man gør det bedst. Jeg faldt ikke, jeg druknede ikke, og pånær den ene gang, hvor Estus var nødt til at gribe min hånd og hive mig i land, fordi strømmen truede med at vælte mig ned ad floden, syntes jeg – ja, overraskende nok – at det var sjovt. Selv da vi måtte ned i koldt mudret vand, der gik mig til brystet, fordi et kæmpetræ var væltet ned over stien langs med floden.

Jeg gik i de samme sko, som jeg brugte på Pacific Crest Trail – og ja, de var gennemblødte fra start til slut (og forvandlede om morgenen på dag 2 mine fødder til to isklumper), men var alligevel det bedste valg, for med bunden af floden værende store glatte sten, havde bare tæer eller sandaler været håbløst – og da stien efter knapt 30 km drejede væk fra floden, tørrede skoene lynhurtigt.

Da vi nåede tilbage til bilen, havde jeg sår og hudafskrabninger på mine ben, som om en kat havde brugt mine ben som kradsetræ, jeg var træt i hele kroppen og især mavemusklerne af så meget spænden op, jeg havde fået en vabel på tommelfingeren af at knuge om vandrestavene, og mine sokker var mere sand end uld – men den sodavand, der havde ligget og kogt i bilen og som jeg hældte i mig, smagte som en slurk af himlen.

Og så var jeg simpelthen så tilfreds med mig selv over at have gennemført turen. Og haft det sjovt. I stedet for – som Estus ellers havde tilbudt – at vælge en vandretur, hvor vi ikke skulle krydse floder. Som havde været fint, men så havde jeg ikke fået den her berusende følelse af sejr.

Og nej, nu er det jo ikke sådan, at flodkrydsninger er en kunnen, man ikke kan leve uden at have, men det er ikke pointen. Pointen er, at jeg gjorde noget, jeg var bange for, og nu er jeg det ikke mere. Hell yeah – som er Estus’ motto, og nu også mit.

 

 

About the author

Comments

  1. Fedt med en opfølgning 🙂 og dejligt at høre, at du er kommet forbi det tomrum, der kan komme efter en kæmpeoplevelse. Held og lykke med din bog.
    Kh
    Pauline

  2. Hej Gitte,

    Din artikel i Berlingske AOK idag gav mig anledning til at læse din blog.
    Meget spændende. Jeg nød at læse om turen.
    Hvornår udkommer din bog?
    Prøvede at bestille “manden mod tinderne” på biblioteket, men den
    findes kun som e-bog? Det undrer mig.
    Hilsen Niels (også friluftsmenneske)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg