Gået i dag – 37 km
I dag har været den bedste dag på den her tur so far.
Jeg har været den lykkeligste udgave af mig selv, siden jeg tog det første skridt nordpå fra hegnet mellem Mexico og USA.
Ikke fordi der er sket noget fuldstændig crazy som at jeg har mødt mit livs næste kærlighed eller vundet i Lotto eller fået tilbudt mit drømmejob (som jeg i øvrigt ikke ved, hvad er, så især den er forholdsvis usandsynlig).
Jeg har bare været glad, fordi omgivelserne har været alt det, jeg drømmer om.
Fra seks uger i sand og hede til klipper, høje træer, bække og floder, grønne enge, egern i massevis og udsigter til bjerge med sne på. Og en temperatur der har været perfekt. Jeg har gået i shorts og en løbetrøje (ligesom jeg har gjort det, siden jeg fem dage inde i turen fandt ud af, at bukser og skjorte, hvor tyndt materiale det end var, var for varmt), men i dag har jeg ikke været ved at eksplodere af varme. Og ja, min rygsæk med al det ekstra bjerggear har været åndssvagt tung, men det har været okay (eller også er mine sofamuskler endelig kommet i form). Summa summarum: kæmpe hurra for Sierra Nevada og at PCT går gennem disse bjerge.
Egentlig havde jeg forestillet mig, at vi ville gå en langt kortere distance, end vi plejer – netop fordi bjerge udover udsigter og alt det andet på plusssiden er lig med op og ned og op og ned på den stejle måde. Og i højere højder og dermed tyndere luft.
Men allerede fra morgenstunden cruisede vi afsted (måske bl.a. fordi vi stadig var i de lavere dele af de høje bjerge). Først gennem en smuk og meget meget meget grøn dal op til et beskedent bjerg, hvor der på den anden side ventede en flod. Omgivet af græs.
Græs.
Jeg har ikke set rigtig ægte græs, siden jeg var på besøg hos Uncle Dave i Tehachapi (og jeg tjekkede ikke, om græsset i hans have var af rullemodellen), så jeg smed sko og strømper og efter at have soppet i det (kolde!) vand, lagde jeg mig i græsset. Og bare lå i græs og var begejstret for, hvor anderledes det føles end at ligge i støvet grus.
Lidt derfra havde en flok mænd – og meget apropos to af dem Uncle Daves nevø og ven – også fundet ud af, at græs er ret fantastisk, så de lå også bare og lå. Og spillede guitar, som ven har slæbt med. Fatter ikke, han gider bære på den (tænk lige hvor mange Snickers, en guitar vejer!), men meget specielt på den gode måde at være tilhører til en intim udendørs guitarkoncert ved floden.
Bagefter gik det opad. Og opad og opad og opad. Emily er vildt god til opad, jeg er klart bedst på strækninger, der går nedad (eller jo allerhelst bare ligeud), så hun var langt foran, da jeg nåede op nær toppen, hvor en bæk rislede ned over sten, og Emily var stoppet for at tanke vand fra den.
Bækken gemte sig i et buskads, man skulle mase sig igennem, men inde bagved var der klipper, man kunne sidde eller ligge på og derfra nå det rislende vand med sin vandflaske. Og når man så allerede sad på den store opvarmet-af-solen klippe, kunne man jo ligeså godt lægge sig ned. For vi skulle jo ikke nå noget. Jo, altså Canada, men lige der skulle vi ikke nå noget.
Det har jeg stadig svært ved at vænne mig til. At jeg (altså bortset fra Canada) ikke skal nå noget; at jeg bare kan sætte mig og kigge på udsigten eller tage en lur eller bare ligge på en sten, hvis jeg har lyst til det. Det virker så uvirksomt. Ineffektivt. Som tid, jeg kunne have brugt bedre. Til alt muligt, hvis jeg var hjemme i mit normale liv. Til at gå, nå nogle flere kilometer, i det her vandreliv. Og det harmonerer heller ikke sådan 100 procent med mit rastløse væsen. Så – nu har vi siddet her. Videre.
Men lidt kan jeg godt. Altså bare sidde. Så det gjorde vi, indtil lidt var nok og jeg svang rygsækken på og gik videre. Tog billeder, sang måske lidt (men altså ikke jodlen, som min søde veninde Karen ellers mener er den bedste metode til at skræmme bjørne væk), og sagde hej til det samme franske vandrepar, der havde passeret mig og jeg dem det meste af dagen. Ellers gik jeg bare. Og spekulerede lidt over det der med, at motion udløser endorfiner – og om der mon udløses flere, når man dyrker 12 timers vandremotion om dagen? Om endorfinerne er en af grundene til, at der sker noget inde i hovedet på en, mens man går? At man bliver mere klar i hovedet? Glad? Eller om der er øvre en grænse for, hvor meget lykkerus motion kan generere? Og hvor stor betydning manglen på almindelig komfort – altså feks at sove i seng – mon så har, som man skal trække fra lykkeregnskabet.
18-ish gad jeg ikke gå mere. Der var stadig sol, jeg var ved en bæk, der var fladt og oplagt at slå lejr.
Det var Emily okay med, da hun kom op ad stien et kvarters tid senere. I andre bukser end dem, hun havde haft på, sidst jeg så hende på den opvarmede klippe 10 km tilbage. Ja, hun havde skiftet, fordi de andre gnavede og gav hende sår mellem lårene. Så nu gik hun, lidt akavet med halvspredte ben, I must say, i sine lange uldunderbukser.
Det er de mest utrolige skader, man kan pådrage sig out here. Min vildeste er til dato en kaktussplint i fingeren – som ikke er særlig vildt, men til gengæld åbenbart har tænkt sig at blive kronisk. Andres er mere dramatiske – bl.a. måtte Lars fra Danmark (som jeg mødte i går i Kennedy Meadows) en tur på hospitalet i sidste uge, fordi han havde fået lungebetændelse, og Meatstick (nogle har virkelig mærkelige Trail names (!)) var hos tandlægen med et hul, der lige skulle fikses pronto, et sted nede i ørkenen.
Andre har “bare” ondt i knæ, ankler eller lænd – vabler er der ikke så mange historier om længere, men de må jo for pokker også være helet efterhånden.
Nå, men op med teltet, middag (igen-igen-igen brændende kærlighed. Klart min yndlings-outdoor ret), og så brugte vi et par timer af aftenen på at airdroppe billeder til hinanden fra hver vores telt – det kan man åbenbart uden netadgang. Så smart.
Mens vi lå der og grinte af pletskud, kom Stuckfeet (endnu et af de bizarre Trail Names) ind fra stien og besluttede at Call it a Day og slog telt op ved siden af vores. Helt fint, han er sød nok, og USA er jo et frit land.
“Gud, hvor jeg glæder mig til at ligge i en seng,” sagde Emily. Hun var færdig med at grine af skøre billeder og var åbenbart gået i drømmeland over den seng i miniputbyen Lone Pine, som vi har planer om at nå i morgen.
“Seng?” sagde Stuckfeet. “Jeg har kun sovet i en seng en nat på den her tur.”
Jeg spurgte ham ikke om grunden til det. Ligesom alle andre har han været nødt til at lægge vandrevejen indenom diverse byer for at fylde nye rationer i sin madpose, men han har så åbenbart ikke følt trang til at sove i en seng, mens han var der. Eller også opererer han – ligesom mange andre – med et stramt budget. Og hotelværelser koster.
Fair nok med budgettet, mere stramt har jeg det til gengæld med de typer, der mener, at den mest “rigtige” hiker er ham eller hende, der er mest trashy. Mest beskidt, forhutlet, ikke sætter pris på en seng eller et bad, og klarer sig igennem på det, han finder i hiker boxes (altså de kasser der står i alle byer og på vandre-samlingspunkter, hvor man smider det, man ikke vil have – alt fra solbriller til glas med nutella – og som andre så kan tage). Underforstået at vi med penge til de hotelværelser – og lyst til et bad og en seng, gisp, hvor vildt! – er sådan lidt wannabe-hikers.
Det er superlatterligt; alle er her for at gå til Canada, og hvor komfortabelt man så har lyst til at forsøge at være undervejs, burde ikke rigtigt være andres hovedpine eller business.
Heldigvis deler Emily og jeg syn på den sag, så ind imellem må hun høre fra mig, at med den appelsin, hun har taget med ud i vildmarken, er hun ikke en RIGTIG hiker. Og jeg, at hun umuligt kan tage et billede af mig med bjerge i baggrunden, hvis mit hår ikke er stift af skidt og snask som en RIGTIG hiker 🙂
Anyway, apropos billeder – jeg har stadig ikke fået styr på det med de billedtekster, sorry, men på sidste billede i bunken her sidder frk Holtze på den famøse Bear canister / bjørnetønde. Bare for at illustrere størrelsen på aggregatet. (Og ja, den kan godt holde til det – faktisk bliver den brugt så meget som skammel, at der står på låget, at man skal skrue det ordentligt på, inden man bruger tønden som stol. Javel.)
