Dag 24 – alle de skøre mennesker

Gået i dag – 20 km

Jeg vågnede ved, at jeg skulle tisse helt vildt – men gad ikke kravle ud af soveposen og ud af teltet og hen over Emily, der jo lå cowboystyle nærmest ovenpå mit ydertelt.

Så ventede pinefuldt på, at vækkeuret ringede og SÅ for jeg op – og opdagede, da jeg lynede op til verden, at

1. Jeg kunne se en smuk solopgang fra vores plads over skyerne og kun med højere-end-os-bjergtoppe, der ragede op.

2. At Emily havde slået sit telt op. I øvrigt uden at jeg havde hørt en lyd.

“Åh nej, frøs du så meget,” spurgte jeg og følte et sting af dårlig samvittighed, fordi jeg havde haft det perfekt i mit telt og sovepose.

Det var ikke kulde, der var synderen – det var en mus, der havde brugt en god del af natten på at lege tagfat hen over Emily. Og det ville hun på et tidspunkt, efter at have forsøgt at skræmme den væk med både lyde og vandrestave, ikke være med til. Hvilket jeg er HELT med på.

Lynhurtig nedpakning af lejr – jeg/vi kan nu gøre det på en god halv time, inkl at sluge en proteinbar til morgenmad – og så var vi off. 20 km havde vi til den landevej, der fører ind til Wrightwood, der var vores mål. 20 km med 300-400 meter op, det samme ned.

Laura var som nævnt ikke med – hendes vabler havde sendt hende med taxi til Wrightwood en dag i forvejen – og Emilys holde-pauser rutine er lidt anderledes end det, Laura og jeg har opereret med.

Vi har holdt hyppige pauser – en gang i timen-ish – men ikke så vildt lange. Emily var mere til sjældnere breaks, højst hver halvanden time, til gengæld lidt længere.

Jeg er til begge dele – det er rart at sidde ned og fjerne den halve elefant fra sin ryg, men også lidt tough at komme i gang igen, så om det er det ene eller andet er egentlig mig lidt ligegyldigt.

Det viste sig, at Emilys metode sparer tid. Eller også går vi bare hurtigere end Team Lupin & Budget. I hvert fald havde vi klaret de 20 km bjergterræn inkl pauser (som retfærdigvis skal siges var korte, fordi det trods fuld sol ikke ligefrem var 1000 grader i 2800 meters højde) på 5 timer.

Et stk highway, ud med tomlen – og første bil, der kom forbi, stoppede. Første bil. Jeg er ingen ekspert på tomleri, men min begrænsede erfaring so far har lært mig, at det er nærmest et mirakel.

Bilen indeholdt to ældre japanske kvinder, i små fine sko, perlekæde og store stråhatte, der var på tur. Den ene var på besøg hos den anden og kunne kun få ord engelsk. Men nok til at forstå, at vi var i gang med at gå til Canada.

Noooooooo, hvinede de to damer i kor fra forsædet.

Hvor lang tid tager det, ville de vide. Vi svarede omkring fem måneder.

Fem måååååååååneder, hvinede de.

Vi fortalte om Jupiter, en gut, der yoyo’er, som det hedder. Altså går først den ene vej, så den anden. Vi mødte ham for et par uger siden, hans mål er at være tilbage ved den mexicanske grænse før november.

Oh my Gooooooood, var reaktionen.

De kunne virkelig hvine, og vi var nødt til ikke at se på hinanden for ikke at sprutte af grin, men de var også virkelig virkelig søde, og da de satte os af i centrum af Wrightwood – ikke svært at finde i en by med nærmest kun en vej – gav de os et stort kram (trods de dufte af uvasket på femte døgn, der må have bølget om os) og et lidt bekymret, mest helt sikkert velment Pas nu rigtig godt på jer selv!

Programmet derefter hed mad, kaffe og finde et sted at sove. Det var Memorial Day weekend – en af de weekender, hvor hele USA åbenbart er på tur, fordi de har fri mandag, så vi frygtede lidt besvær med det sidste.

Laura havde natten før crashet på en sofa hos tre australske vandrere, vi havde delt hytte med tidligere og set on and off på stien i nogle uger, men selv om Emily og jeg også var velkomne der, var det ikke lige, hvad vi drømte om – vores fantasier gik mere i retning af egen seng og bad med håndklæder, der ikke havde været brugt af tre dirty aussies.

Så vi gik en lille tur rundt til de lodges, der er i Wrightwood og fandt det lettere nedslidte, men ikke desto mindre hyggelige Pines Cabins og fik en hytte for natten. Gik på mad-indkøb til næste vandrestrækning, som hedder 85 miles – ca 130 km – til byen Agua Dulce. Og købte samtidig et festmåltid til aftensmad: salat, kylling og skiver af oksesteg, vin, brød, is. En (næsten) kopi af vores middag i Big Bear for seks dage siden, men hvorfor ikke gentage en succes?

Og denne gang suppleret med vandmelon til dessert, som vi dog aldrig fik taget hul på, for trappestenen foran vores hytte, hvor vi sad i aftensolen med vores gourmetmad, var en banegård af trafik. Først vandrere, både kendte og ukendte, der ville vide, om der var plads på Pines Cones og hvad det kostede (og sige hej og snakke om stien og alt muligt andet).

Så en kvinde i måske 60erne med en smart rød tot i sit permanentede hår, hæklet vest og høje hæle, hun var lidt for snalret til at gå ordentligt i, der stoppede for at høre, om vi havde set hendes veninde – og bagefter ville vide, hvad folk fra andre lande syntes om Trump, og derefter gik i gang med en længere fortælling om feminisme iblandet lokalmiljø-anekdoter om den fest, hun var på vej til, hvis altså bare hun kunne finde sin veninde, der boede et sted, der hed noget med Pines.

Hun var vældig underholdende, men også så utrolig bizar, at man kun kunne grine af det. Og i al sin uansvarlighed lukke øjnene for, at da hun havde fablet færdig, satte hun sig ind bag rattet i sin bil – selv om hun tydeligvis var plørefuld. Eller skæv eller noget tredje, man ikke bør være som chauffør :/.

Sidste underholdende indslag var en flok vandrere, vi ikke havde set før, men som boede i hytten ved siden af vores, og som kom over for at snakke. Og drikke øl. Alt for mange øl. Så mange, at det gik op for os, hvorfor vi ikke havde set dem før. De var startet fra Mexico flere uger – tre faktisk – før os og havde festet sig til Wrightwood.

Man skal ikke begynde at gætte, hvem der aldrig når til Canada, for folk kan overraske både den ene og anden vej, men jeg vil godt sætte en tusse på, at den flok her er gone, før sommeren er slut.

Og hvis de mod mine odds stadig er her til august, håber jeg ikke at skulle sove væg til væg med dem igen, for da vi havde smidt dem væk fra vores trappesten (altså sagt pænt godnat og lukket døren kl 20-ish), fortsatte de meget højlydt et drikkespil inde i deres hytte.

Det sidste, jeg hørte, var: Jeg har aldrig været i en sexshop. (!) Godnat, guys!

3 kommentarer til “Dag 24 – alle de skøre mennesker”

  1. Som altid en fornøjelse at læse, Gitte. Jeg elsker at sidde i toget mellem Sorø og København og læse om alt det, du oplever, og de mennesker, du møder. Det hele er interessant – selv Lauras vabler.

  2. Åh, så sjov en blog, Gitte. Tak for gode beskrivelser. Kan levende forestille mig de australier! Glæder mig til at høre mere og ønsker dig gode ben. Husk at forkæle dig selv med lidt blue cheese-chips. Kram

  3. Darling, nu har jeg sakset lidt fra bloggen og lavet en historie, som jeg sender en pdf af, når den er klar, men vil du sende billeder med wetranfer næste gang du er i nærheden af net? Elsker, elsker, sler din blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.