Dag 44 – flere bjerge og en westernby

Gået i dag – 27 km

Jeg vågnede ved, at noget flaksede rundt om hovedet på mig. En kildren og så var det væk. Lidt mere kildren. Jeg kunne ikke få hænderne op og vifte det væk, for de var langt nede i soveposen – vi var i godt 2.700 meters højde, så i forhold til at sove på ørkensand, der stadig er varmt fra solens bagen på det en hel lang dag, var det forholdvis køligt heroppe mellem stammer og bjergtinder.

Da jeg endelig fik viklet mig ud af min puppe, opdagede jeg, at min kildrende roommate i teltet var et stankelben.

Nogle af jer vil mere end andre vide, at jeg er panisk angst for stankelben. Og edderkopper. Og kakerlakker og andet kryb. Men især stankelben, fordi de kan flyve og flyver altid hen, hvor jeg er med deres ækle lange ben.

Men nu – til stor overraskelse for mig selv – konstaterede jeg bare, at det var der, og så gik jeg ellers i gang med min vanlige pakke-mig-sammen morgenrutine. Så får jeg ikke andet ud af den her tur, har jeg da på en eller anden uvis måde fået kureret min irrationelle angst for flyvende kryb.

Dagens program hed cirka 24 km til den afkørsel (hvad hedder det egentlig, når det er en afgåning og ikke -kørsel? På engelsk er det exitpoint, så det bliver det så også her fremover), der fører fra stien ned mod byen Lone Pine.

Lone Pine er som måske tidligere nævnt en lille by på Highway 395, som løber på den østlige side af Sierra Nevada hele vejen fra Carson City til yderkanten af Los Angeles, og er interessant for pct-vandrere, fordi der ikke er så langt fra stien til Lone Pine. Eller rettere – der er kun godt 4 km ad en anden vandresti ned til en parkeringsplads, hvorfra man så kan forsøge at score en plads med nogen dags- eller weekendvandrere, der skal ned mod Lone Pine. Og når jeg siger ned, mener jeg ned. Lone Pine på Highway 395 befinder sig i cirka 1.100 meters højde mod parkeringspladsen godt 3.000 meter oppe i himlen.

Men inden vi nåede så langt, havde vi en smuk smuk tur gennem skov og oppe på bjergkanter. Sidstnævnte med udsigt til bl.a. Mount Whitney, som med en højde på 4.500 meter er det højeste bjerg i USA udenfor Alaska (som lægger stat til Denali, der rager over 6.000 meter op).

Whitneys top er ikke en del af PCT, men fordi ruten nærmest er i spytteafstand, tager langt de fleste en detour på cirka 20 km for at klatre derop. Det vil jeg (selvfølgelig 😉 også og gør det om et par dage, når jeg når dertil, men i dag var det altså bare udsigten til kolossen, jeg kunne betragte. Sne og klipper. Så vildt at jeg er i områder med sne. Kæmpekontrast til for bare tre dage siden.

Efter en frokost – tortilla med tun på pose, som er det nemmeste og som jeg stadig ikke er blevet træt af – nåede vi det exit point, vi gik efter. Vinkede farvel til Bird (ja, nu er vi der, hvor de fleste bare hedder deres Trail name), en kvinde fra det nordlige Californien, som vi havde mødt samme morgen og som er vild med at gå i haven nøgen og ikke har haft en mobil i 8 år (jep, man får mange detaljer om folk), og Tos, som i virkeligheden hedder Olivia, men som Emily (hvis Trail name by the way er Mouse Trap) over frokosten navngav Tos, fordi hun er absurd vild med alle chips, der slutter med tos – doritos, cheetos, fritos.

De to sidste er (endnu) ikke kommet til DK, men kan anbefales. Og så er hun i øvrigt 22 og fra Texas og vandrer alene. Jeg har mødt hende mange gange tidligere på turen – hun er sød og supercool, men vil helst gå alene, hvilket er helt fint. Hike your own hike.

Emily og jeg går ikke i røven af hinanden, når vi går. Normalt er der mindst et kvarter, ofte mere, mellem os, fordi vi begge to godt kan lide at gå alene. Altså relativt alene, for så lang afstand er et kvarter-ish jo heller ikke, men alene nok til at føle sig alene i the great outdoors.

Og mens Emily gik der alene, mødte hun Scout. Ham fra Scout & Frodo, de to fantastiske Trail Angels, jeg boede hos i San Diego.

Scout er lidt en legende, fordi han har været “hikerfar” dernede i San Diego i så mange år og for så mange spændte nye vandrere, der skal ud på det her store eventyr, og nu var han pludselig her. Sæsonen var slut – altså for at starte fra San Diego – og han og Frodo (ja, Frodo er konen, meget mærkeligt, men det var det med de Trail navne) havde hele huset for sig selv og fritid. Som han så brugte et par uger af på at gå en tur på noget af PCT.

Han gav Emily en masse gode råd om sne og Lone Pine og så en lille smule Trail Magic i form af en midlertidig tatoo. Hun var meget begejstret og jeg var lidt misundelig. Scout var ikke hjemme, da jeg var i hans hus, så har ikke mødt ham, og legender vil man jo altid gerne møde. Håber, der kommer andre grand old stars forbi senere.

For enden af den falske sti – vi var jo drejet fra PCT – kom vi til det, der er døbt Horseshoe Meadow. Meadow betyder eng (for dem, der ikke lige er så skarp på engelske landskabsdefinitioner), og en eng var det. Vanvittig smuk. Så selv om vi gerne ville nå parkeringspladsen, inden alle potentielle “taxier” var kørt, var vi nødt til at holde pause og suge det ind. Så grønt, så pænt, så klart, så vildt, at der findes så smukke – og især så grønne! – steder.

Klokken var godt fire, da vi høje af al den skønhed ramte parkeringspladsen – og ti minutter over fire, da vi sad i en bil i en dunst af bremser, der ikke var glade for den stejle nedstigning på vej ned ad bjerget. Inden jeg nærmest nåede at stille mine vandrestave fra mig havde Emily charmet en – i øvrigt virkelig pæn far i bar mave – til at møve hans datter og dennes farfar sammen i deres familievogn, så vi også kunne være der.

Og en time senere var vi checket ind på et beskedent motel i Lone Pine. I 100 grader. Godt nok i Fahrenheit, men ja, i Lone Pine er der ørkentemperaturer. Hvilket var ligemeget – vi havde hver vores King size seng, aircondition og efter et hurtigt bad ribs og bagt kartoffel og vin på restaurant udstyret med både indianer- og cowboyklenodier i denne lille fine westernby. (Som i at alle facader er af træ, der er hestesko og gamle vognhjul og cowboystøvler alle vegne og et westernfilm museum nede ad vejen. Lidt kliché, meget hyggeligt).

Og det bedste af det hele: vi er nødt til at blive her i to nætter, fordi Emily har en pakke liggende på posthuset, som hun skal hente, og i morgen er søndag, hvor posthuset er lukket. Ergo en dag mere til at spise mere kød (og is) og kigge på Mount Whitney, som tårner sig op bag byen som en perfekt kulisse til cowboyland. Hurra.

Én kommentar til “Dag 44 – flere bjerge og en westernby”

  1. Hej Gitte, er først lige kommet på nu, men bedre sent end aldrig – må jo så bare læse lidt baglæns. Så sjovt at du nu er nået til Lone Pine. Da Lars og jeg og ungerne var på vores roadtrip i Californien i 2007, overnattede vi i Lone Pine på Dow Villa Motel. Det var her John Wayne altid boede, når han var i området for at optage. Virkelig spøjst sted. Lukas glemte sin højt elskede Brasilien-fodboldtrøje på motellet – sig til, hvis du finder den;-) God tur videre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.