Dag 48 – kan man blive sindssyg af myg?!?

Gået i dag – 30 km

Der er mange ting, man kan bekymre sig om (og som jeg bestemt også har bekymret mig om) inden man sætter ud fra den mexicanske grænse for at gå til Canada.

Klapperslanger, ørkenhede, vabler, sne, bjørne, vilde floder, lynnedslag, kulde, skovbrand, you name it.

Den ene ting, jeg ikke har skænket nogen særlig opmærksomhed i alle mine tusind forberedelser, men som i dag fik mig helt op i den ende af panikfeltet, hvor man gerne slipper sin højre hånd (jeg er alligevel venstrehåndet) for at slippe væk, er myg.

Myg. Ja, myg.

Helt almindelige myg, som dem, DK også er velsignet med. Men i latterlige vanvittige mængder.

Mere om det, først besteg jeg Mount Whitney.

Whitney er som før nævnt USAs andethøjeste bjerg. Nogle fiffige hoveder har fundet på at kalde det det højeste i det sammenhængende USA eller lower 48 states, fordi den rigtige højeste top befinder sig i Alaska, der jo som bekendt – ligesom Hawaii – ligger væk fra resten af landet. Og der er jo ikke meget blær over “USAs andethøjeste”.

Whitney er godt og vel 4.500 meter højt, og for mange af PCT-vandrerne – hvoraf størstedelen er amerikanere – er det en højde, de ikke har oplevet før. Altså at være i bortset fra i et fly.

Da det samtidig er en detour på under 30 km alt i alt, er Whitneys top næsten et must.

Jeg var ikke lige så meget oppe at køre over det som (ja, igen, især) amerikanerne, men var vildt begejstret over udsigterne undervejs. Vi passerede spejlblank sø efter spejlblank sø, klippetoppe, mange dekoreret med totter af sne, omringede søerne, og midt i alt dette løb den smalle sti. Indtil den snoede sig op ad en stejl skråning af klippeblokke i et uendeligt antal hårnålesving.

Et stykke oppe mødte den en sti fra den anden side af bjerget, og som er der, dagsvandrerne, altså dem, der “bare” skal til toppen af Whitney og ikke videre til Canada, kommer op.

Der var noget sjovt over at møde dem.

For fordi min (og sikkert de fleste andre PCT-vandreres) form på nuværende tidspunkt er så ekstrem god – 1.200 kilometers træning gennem ørkenen hjælper – løb jeg nærmest forbi de stakkels dagsvandrere. Uden at anstrenge mig; for mig og mine ben og lunger var det bare ikke særlig hårdt (tak, krop, jeg er stolt af dig!) – og det var det tydeligvis for dem, der kom direkte fra sofaen eller burgerbaren og op til en lang og stejl bjergtur.

Superbarnligt, I know, men når man for en gangs skyld er på fitness-toppen, synes jeg godt, man må føle sig lidt overlegen 🙂

Vel oppe og i selskab med i nærheden af 30 andre dags- og langdistancevandrere tog vi de obligatoriske topbilleder og sad så og stirrede betaget og tilfreds med livet ud over verden, sådan som man gør, når man er på toppen af noget.

Indtil jeg hørte en anden tilfreds, omend mere yderst selvtilfreds, stemme bag mig sige: “Here we are – on the highest top of the greatest country in the World.”

Jeg havde lyst til at svare, at der nok skulle være nogen stykker derude, der ikke nødvendigvis er enig i dét udsagn, og at han i øvrigt skulle fragte sig selv til Alaska, hvis han med rette ville kunne sige, at han var på toppen af USA.

Jeg sagde ikke noget, mest fordi jeg ikke gad ødelægge mit humør med en diskussion med en patriot, så istedet signalerede jeg min afgang til Emily, der endelig var nået op – højdehovedpine og ondt i foden havde forsinket hende godt tre kvarter. Men op kom hun, og nyde det skulle hun.

Ned var en fest, som nedad altid er – og da jeg nåede en af de søer, vi passerede om morgenen, tog jeg den eneste pause nedad. Det gjorde Emily også, da hun lidt efter dukkede op – faktisk så meget pause, at hun smed det meste af tøjet og hoppede i.

Mens hun plaskede rundt, kom en lidt ældre vandrer forbi, også på vej nedad.

Do you girls mind if I skinnydip? spurgte han, og to sekunder efter kastede han sin trøje – thats my towel, sagde han – i skødet på mig, og spankulerede splitterhanspeter ud i det klare vand.

Jamen jo. Det er jo et frit land. Og jeg vil da gerne agere tøjstativ, mens du bader.

Efter bestigningsdelen af dagen var planen at gå lidt videre efter nedpakning af teltene – eftersom vi kom ned fra Whitney samme sted som op var der ingen grund til at slæbe alt med op (og by the way: what a difference that makes. Lidt tøj, mad og vand vs +12 kg. Så vildt faktisk at jeg bærer på så meget hver eneste dag!).

17-ish var vi on our way. Som normalt er mit yndlingstidpunkt at vandre på – mellem 17 og 19.

Det er stadig varmt, men ikke kogende, lyset er virkelig pænt, og det er tit på det tidspunkt, man ser flest egern og andre af de dyr, der holder sig i kølige huler – eller hvor de nu holder sig – i løbet af solens storhedstid.

Mellem 17 og 19 er så også et andet dyrs yndlingstidspunkt at være aktiv på. Opdagede jeg.

Pludselig var de der, myggene, i tusindvis, alle vegne, som en tyk tyk sværm, nærmest en suppe af summende blodsugere, sværmede de rundt om hovedet på mig, satte sig på mine bare arme og ben, i ansigtet, på ørerne, i ørerne, på hænder og fingre, sågar i håret.

Jeg gik lidt i panik. Det ene øjeblik gik vi fredeligt mellem klipper, det næste nåede vi ned til en flod, vi skulle forsøge at krydse – heldigvis lå der sten at træde på, men det krævede alligevel koncentration – og så kom invasionen.

Jeg viftede med arme og ben, knaldede min hånd ned på mit lår og kvaste mindst en håndfuld og efterlod en stribe af sort snask fra noget, der lige før var levende myg. Men mens jeg balancerede på stenene over floden havde jeg hænderne fulde af vandrestave, og det benyttede de små lede sataner sig af. De sad så tæt på mine hænder, at jeg ikke kunne se huden. Selv ind i næsen på mig fløj de.

Lad os komme væk, skreg jeg til Emily, mens jeg baskede som en arrig Anders And ud i luften, da jeg var ovre og igen kunne slå ud efter de små sataner.

Hun var lige så forbistret som mig, men fordi hun ikke går i shorts og T-shirt, men lange ærmer og bukser, var hun ikke helt så udsat. Ikke desto mindre har hun nok aldrig slået sit telt op så hurtigt som i dag, da vi besluttede at call it a day og – troede – vi var nået væk fra myggene.

I samme sekund vi stod stille, var de der.

Så mens Emily lynkastede pløkker i jorden og dykkede ind bag myggenettet i sit telt, tog jeg regntøj på – tag den, myg – inden jeg slog mit telt op. Og hoppede så ind i myggehelle og skiftede til noget lidt mere åndbart tøj.

Hvorefter jeg noterede “køb ond og giftig myggespray” på to-do listen i næste by. Fa* ikke om myg skal ødelægge mit bjergeventyr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.