Dag 76 – creepy hikers

Gået i dag – 36 km

I dag var sådan en dag, hvor der ikke skete ret meget. Jeg stod op, lavede kaffe, gik, holdt pause, gik, tissede, gik, og holdt pause et par gange mere – den ene i to skønne timer i skyggen ved en sø, som jeg så langt oppe fra en bakke og gik ned til, selv om den var en kilometer or so off-trail.

Den lå i forlængelse af en campingplads, en af den slags naturpladser, som USA er plastret til med. Naturplads som i, at der er grill og bålplads og toiletter og bjørneskabe, men ingen butikker, for folk – og de kommer især i monster autocampere – har selv alt med.

Det var hedt. På den der måde, hvor luften flimrer i en varmedis og vinden er brandvarm, og selv om man bliver afkølet i søen, løber sveden af en to minutter efter. Og jeg var tørstig. Selv om jeg drak den ene liter vand efter den anden, var det, som om det ikke slukkede min tørst. Og jeg overvejede et kort sekund at gå over til den familie med børn, hunde, parasoller, baderinge og en gigantisk køleboks linet op ved et picnicbord i skyggen og patetisk tigge en iskold sodavand, for de havde helt sikkert havde flere med, end de selv kunne drikke.

Den familie var i øvrigt nogle af de eneste mennesker, jeg så i dag. Dem og tre vandrere.

Den ene var Smurf – altså Smølf – som hedder sådan, fordi hun har blå striber i sit lyse hår. Tja.

Jeg mødte hende ved en bæk, hvor jeg var i gang med at filtrere vand, da hun kom. Og så sad vi i skyggen sammen, hvor jeg drak en masse af det vand, mens hun fortalte, at hun havde startet sin vandring sammen med en, der hed Sisse fra Danmark.

Jeg kendte godt Sisse – af navn i hvert fald. Vi skulle have mødtes før afgang og snakket udstyr, men det blev ikke til noget. Det syntes Smurf var ret sjovt – på small World måden. Og så fortalte hun, at Sisse på dag 3 på turen var brudt sammen, fordi det pludselig var gået op for hende, at der ikke ville være signal på telefonen 24-7 derude i ingenting, og så kunne hun jo ikke ringe til sin mor.

“How are you dealing with that? Are you okay?” spurgte Smurf og så bekymret på mig hen over den tortilla med et tommetykt lag peanutbutter, hun var i gang med at fortære.

Jeg kiggede, nok lidt mærkeligt, på hende. Det viste sig, at hun var overbevist om, at det måtte være en dansk ting at være så knyttet til sin familie, at man går i opløsning, fordi man ikke kan tale med dem hver dag.

“With your small country, I mean,” sagde Smurf.

Jeg forklarede, at det telefonabonnement, jeg har her i USA, ikke kan bruges til at ringe til Europa (men Canada og Mexico, som den ivrige telefonsælger tilbage i San Diego havde forklaret. Øh nå), så jeg havde ikke talt med min mor i to en halv måned. Men at jeg sms’ede langt mere med hende her, end jeg normalt gjorde derhjemme, og følte, hun var meget obs på mig – måske fordi hun var urolig for mig – og at det var vildt rart. Men nej, jeg havde ikke ligefrem grædt over mangel på taletid med min mor.

Senere mødte jeg, som i indhentede jeg, en far og datter. Det skete lige som en kvinde kom gående i modsatte retning, og så stod vi alle fire der meget høflige på en halv meter bred sti og vidste ikke helt, hvem der skulle gå først og hvorhen.

Det løste kvinden, der kom fra den anden side, ved at spørge, om hun måtte tage et billede af os.

“Til min Instagram. Og website. Jeg dokumenterer de forskellige mennesker i Class of 18,” sagde hun.

“Hvor langt skal I gå i dag”? Spurgte hun bagefter.

“Der er et dejligt campsite cirka 6 miles nede. Lige ved broen. Og ellers kan I gå lidt videre, det næste er også fint, hvis I går lidt op i skoven, og der er vand i bækken, og ellers rundt om hjørnet og det er mineralvand. Ja, jeg tager billeder af campsites, så jeg går ikke så langt. Er der en Campground hernede? Med biler? Så jeg kan få et lift til Truckee? Yes! Jeg er fotograf, forstår I, og min solcelleoplader er i stykker, jeg er sponseret, så det går jo ikke, vil I følge min Instagram? Jeg startede med at gå med en hund, men en ranger tog den. Har I noget vand? Jeg er løbet tør.”

Hun snakkede og snakkede. Det meste gav ikke så meget mening, og hun opfattede vist ikke rigtigt, at vi ikke rigtigt svarede, hun tonsede bare derudaf med snak om sin vandrestav af træ og hvor mange enlige kvinder, hun havde mødt længere nordpå, og faktisk var hun på en eller anden måde lidt uhyggelig. Måske fordi hun mindede lidt om Cathy Bates i filmatiseringen af Stephen Kings Misery. Hun lignede heller ikke en PCT-vandrer i ballerina-agtige sneakers og med en dametaske over skulderen.

Jeg var glad for, at hun gik i modsat retning. Og at jeg indtil nu kun har mødt to vandrere, udover hende, der var creepy.

Will, som jeg berettede om i uge 2, og som rejste hjem efter ti dage, og så en brasilianer, der påtvang mig og en flok andre sit selskab udenfor bageren i Tehachapi. Men det er over en måned siden, og hvis han stadig er her og stadig slæber rundt på et enormt ringbind med konspirationsteorier og ideer til geniale opfindelser udtænkt af ham selv, tænker jeg ikke, at han indhenter mig lige med det første.

Bird fortalte en dag, mens jeg fulgtes med hende, at hun faktisk startede turen med en såkaldt teaser i sin rygsæk. Altså sådant et apparat, der kan give folk stød, når man fyrer det af mod dem.

What?!? Jeg kan huske, at jeg nærmest var i chok. Hun er jo freaking hippie. Men åbenbart med våben?

“Ja, jeg ved godt, det er meget amerikansk,” sagde hun.

No kidding.

Men for hende var det altså måden, hvorpå man forsvarede sig mod eventuelle diverse galninge i flokken af vandrere. Indtil hun efter få dage fandt ud af, at de fleste er her for at gå, ikke for at voldtage nogen.

Resten af dagen i dag mødte jeg ikke nogen. Bortset fra en skoleklasse på tur, der – selvfølgelig – havde slået lejr lige der, hvor jeg havde tænkt at campere. Så jeg fandt et hjørne på stien, som var meget et uofficielt campsite, men fladt og fint.

Og kun 8 km fra den tidligere lille mineby, som bærer det pompøse navn Sierra City, og som er mit morgenmadsstop. OG – ikke mindst – forhåbentlig der, hvor jeg henter tre pakker på posthuset. To gange lakridser og en med stofskiftepiller, som min søde veninde Stine har shippet over til mig, efter at pakken fra min mor, der også indeholdt de lidt vigtige piller, ikke dukkede op for et par uger siden.

Jeg krydser alle mine fingre for, at de er der!

Ps. I dag uden ret mange billeder, for nettet her i ingenting er suuuuuuperslow! :/

Mere Ps. Aner stadig ikke, hvorfor det er Janni, der står som forfatter på mine indlæg. Og IT er på sommerferie. Sorry.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.