Dag 100 – pakker, townhouse og Danish love

Gået i dag – 26 km

Når politikere har siddet i deres embede 100 dage, har journalister det med at evaluere dem og deres formåen so far. Trump 100 dage, Helle Thorning 100 dage, Jakob Haugaard – eller nej, måske ikke Haugaard.

Anyway, mine første 100 dage som langdistance-vandrer er efter min egen beskedne journalistiske mening ret hæderlig. Ingen vabler, ingen skader, jeg er stadig begejstret for at være her, OG ikke mindst jeg har nået mit delmål om at nå til Ashland inden min fødselsdag i morgen, 12. august (selv om jeg skippede to vandredage, så den skarpe reporter ville nok mene, at jeg teknisk set ikke rigtigt nåede det.)

Så jeg halvløb meget overskudsagtigt ned ad stien det meste af morgenen.

Som det var tilfældet i ørkenen, har der i det meste af Nordcalifornien og nu også i Oregon ikke været vand i store mængder, så det er, hvor der findes diverse bække og (ind imellem meget små) naturlige kilder, der bestemmer, hvornår man holder pause. Og således også i dag. Først 8 km, så 5, så 8 igen, og så videre.

Undervejs mødte jeg flere dagsvandrere. Det er ikke usædvanligt i nærheden af civilisationen – og slet ikke på en lørdag, hvor hr og fru USA er ude og lufte sig selv og/eller hunden på stierne overfor byerne i dalene.

De første to var på hundetur. Opdagede jeg, da et gyldent lyn pludselig sprang imod mig, ivrigt logrende. Jeg smed straks vandrestavene og nussede den, som man jo gør, når man savner sin egen vovse.

Lidt efter dukkede en midaldrende kvinde og en noget ældre ditto op. Sidstnævnte i en position som en anden dronning Ingrid.

Hej, hej og How are you og hvor er du fra? De havde lige mødt adskillige vandrere, som havde forladt sidste vandhul før mig, og var meget begejstret for, at der både havde været en islænding, en tysker og en brite mellem dem.

“You are so international,”

kvidrede den yngste kvinde.

Da jeg sagde, at jeg var fra Danmark, brød dronning Ingrid ud i et dybfølt suk.

“Jeg har været gift med en dansker. Karsten. He was a fiiine piece of man.”

Ja, vi har nogle udmærkede eksemplarer, nikkede jeg.

Det fik hende til at grine så meget, at hun tabte sine vandrestave, og jeg skyndte mig at samle dem op for hende – jeg skulle ikke være skyld i en skrøbelig kvindes fald her midt på stien. Ikke at hun bemærkede det; hun var tilsyneladende helt væk i minderne om det fine stykke Karsten.

Nede ved vejen ind til Ashland tog vi opstilling i blaffe-position. Som jeg ikke er sikker på, jeg kommer til at vænne mig til – at stå der og forsøge at se sød og ufarlig ud, så nogen vil samle mig op. Og havde, måske fordi mit forsøg ikke rigtigt fungerer, heller ikke ret meget held med det.

Før en kvinde svingede ind på den tilkørselsrampe til motorvejen, som vi stod på og tog os med. Hun var en lokal Trail Angel og havde netop sat tre vandrere af ved stien. Halleluja for de Trail Angels!

Vores første stop var Rodeway Inn, et halvtarveligt motel ved motorvejsafkørslen til Ashland, men et stop fordi jeg – forhåbentligt – havde tre pakker ventende her.

Som var der. Siger det lige igen. De var der. En sendt videre fra Sierra City – lakridser fra min søde rejseredaktionskollega – og to fra mine søstre. Som jeg har fået instrukser på først at åbne på min fødselsdag, så selv om jeg havde den største lyst til straks at flå papiret af – den ene pakket farvestrålende, den anden med tegnede balloner og flag – stirrede jeg i stedet begejstret på dem. Jaaaa.

Hvordan kommer vi downtown herfra, spurgte vi receptionisten på Rodeway Inn.

Bare stil jer ud til vejen. Når I har pakker i armene, vil bilerne slås om at køre jer, lød svaret.

Slås og slås. Hm. Men true alligevel – efter under et minut lavede en vogn en u-vending og stoppede for at tage os med.

Endnu en Trail Angel og endnu en, der ville vide, hvor vi var fra.

Til svaret Danmark sagde han: “min første store kærlighed var fra Danmark.”

Det var åbenbart en dag fuld af dansk kærlighed.

Og fuld af gode overraskelser. Den næste værende at det hus, som jeg faktisk troede var en lejlighed – havde lidt travlt, da jeg bookede – jeg havde lejet via airbnb, viste sig at være verdens hyggeligste lille hytte i det, der går under navnet den historiske bydel i Ashland. Komplet med loppemarkeds-indretning (min yndlings), en fin lille terrasse, køkken med alt, hvad man har brug for (herunder en proptrækker), dyner i stedet for tæpper under lagner (halleluja) og hyggelige gamle møbler.

Jeg var vildt glad og kastede mig straks ned i den hyggelige bløde sofa med et lige så blødt tæppe over mig. Indtil mine manerer fik overtaget og jeg smuttede under bruseren og skyllede al det støv af mig, som ejerne nok helst ikke ville have på sin sofa.

Og så gik vi i det lokale supermarked og købte alle de ting, man savner ude i vildmarken – brød og smør, æg og bacon, kaffe, appelsinjuice, mælk, is, vin, kager med flødeskum. Og for mit vedkommende hårfarve – de der grå nuancer VIL med på billeder.

Derefter i en friluftsbutik efter vaskepulver til dun, altså soveposen, og så i en dyrehandel efter tennisbolde. Som var Scoops geniale idé – når man tørretumbler dun, foregår det med tennisbolde for at undgå, at dunene klumper, og da hverken supermarked eller friluftsbutik havde den slags i sortimentet, og sportsbutikken lå virkelig langt væk, blev det dyrehandlen. Omend de tennisbolde er med pivelyd.

Og så tilbage på sofaen og se dårligt amerikansk fjernsyn og tjekke op på, hvad jeg går glip af hjemme i Danmark. Altså årets Smuk Fest. Og at min veninde har født en smuk mørkhåret dreng. Kæmpetillykke til hende og farmanden. ❤️

15 kommentarer til “Dag 100 – pakker, townhouse og Danish love”

  1. Kære Gitte!
    Det er d. 12. her, så hjerteligt tillykke med dagen! Nyd den og nyd alt det guf etc., du ikke har i rygsækken, når du napper den ene pittoreske stikilometer efter den anden.
    Det er til stadighed sejt imponerende med den gåtur og så fedt at læse din beretning.
    Fortsat god tur!
    /Flemming

  2. Kære niece
    Hjertelig TILLYKKE med dagen 🙂
    Og tillykke med de 100!
    Det er nu godt gået.
    Go’ tur til Canada
    Kærlig hilsen, onkel og tante fra Mariager

  3. Tillykke med dagen og den hyggelige hytte. Læser alle dine indlæg og føler næsten, at jeg går ved siden af dig.
    Fortsat god tur! Knus fra Marchen

  4. Kære Gitte
    Kæmpe tillykke med din fødselsdag
    Tillykke med hytten ( så fortjent) og dag 100, så vildt sejt!
    Sluger dine opdateringer, som næsten er, som at være der selv.
    Utroligt at du ikke har haft en eneste vabel. Med den gejst, stærke ben og psyke, så ved jeg at du nok skal nå til Canada!
    Kram fra Lea

  5. Stort stort tillykke. Læser med hver dag – du er en fest at følge. God tur videre og må du få en dejlig fødselsdag. Knus Charlotte

  6. Hi Gitte. A late Happy Birthday to you. I was thinking about you yesterday when I hiked Mt. Langley, app. 26 miles, and you hike that and more every single day. Dang girl.
    Langley is really close to Mt. Whitney and you can see it from the top.

  7. Et Forsinket tillykke med Fødselsdagen kære Gitte
    Er vild med at følge dig på din fantastiske rejse – du er SÅ sej
    Fortsat rigtig god vandring

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.