Den usynlige guide til Rundt om Mont Blanc
Undskyld, undskyld, undskyld!
I går lavede jeg et mega fuck-up på Trek and Tell og kom til at mailspamme jer, der følger mig, med et dødt link.
Det forårsagede, at min “host” (som er dem, der står bag websites så at sige) fluks lukkede ned for bloggen.
Så alle der forsøgte at komme ind på siden, fik en besked om, at den var usikker og alt muligt andet i hacking og dødningehoved-genren.
Det var ikke hacking, det var mig, der havde fjumret. Med noget som slet ikke skulle have været ude endnu, men altså – ting sker ikke altid, som man lige synes det. Åbenbart 🙂
Den mail I fik, fortalte om et indlæg, der hed Rundt om Mont Blanc.
“Du er altså ikke på vej rundt om Mont Blanc,”sagde min mor, da hun ringede i dag for at informere mig om, at der er noget MEGET galt med min blog.
Og nej, jeg er ikke på vej rundt om Mont Blanc lige nu, men det har jeg været – ligesom jeg i de sidste par år og mange før det har vandret en hel masse andre ture og ruter i Danmark og verden.
OG har fået den gode (synes jeg i hvert fald selv) ide at lave guider til alle de ture.
Sådan at andre kan enten blive inspireret eller i hvert fald læse om hvor lange de er, hvor svære, hvor man overnatter, hvordan man finder vej og alt det andet praktiske, man gerne vil vide.
(Hvis man er sådan en, der vandrer eller gerne vil vandre altså.)
Det har jeg arbejdet intenst på den sidste uges tid, og da jeg så i går aftes, firkantet i øjnene at af sidde foran computeren og mens frikadellerne lige stegte færdig på panden, bare liige ville lave en lille teaser om Mont Blanc vandreturen, kom jeg til at udgive den som et blogindlæg.
Istedet for – som meningen var – en underfane under det nye punkt på Trek and Tell, der hedder Vandreguide.
Og det er sådan med mit site, at så snart jeg klikker udgiv på et blogindlæg, bliver der automatisk sendt en mail til jer med info om nyt på Trek and Tell.
Da jeg opdagede min fejl, panikkede jeg og slettede blogindlægget (fordi det jo ikke var et blogindlæg, men to lidt ligegyldige linjer om, at her kommer der mere indhold senere).
DET syntes min host åbenbart var lidt for mystisk. Og sendte mig en mail med en hel masse alvorlige ord om hacking og spam og FTP og SSH og phishing og en masse andet websprog, jeg ikke forstod.
Jeg forstod til gengæld, at sitet var spærret og udstyret med en warning-besked.
Jeg fór straks på telefonen til min web-haj veninde og så ind på nettet og desperat søge efter support hos min host og så panik-sms til en anden superskarp webdame.
Alt imens resten af husstanden guflede frikadeller og ikke helt forstod, hvorfor jeg stressede sådan rundt og så helt vild ud i hovedet ved katastrofetanken om, at mit site var i udu og alt mit arbejde spildt.
Jeg stresser ikke mere.
Hosten (og medarbejderne i Support, som jeg forestiller mig, er nogle unge knægte, der ved ALT om alt med online-teknik) har åbnet mit site igen.
Trek and Tell er ikke hacket eller usikkert.
Og jeg har lært at dobbelttjekke, hvad jeg laver.
(Og brugt lidt tid på at tænke over, hvorfor jeg egentlig sprang fra den Datalogi-uddannelse, jeg startede på i 1995).
OG – ikke mindst – der ligger vandreguider på min side.
Ikke til Mont Blanc – for den skriver og skriver jeg stadig på – men til bl.a. Kyststien på Bornholm, Øhavsstien, Kaninoen og en masse andre danske vandreture.
Se mere om dem lige her.
Ps. Billedet er fra vandreturen rundt om Mont Blanc. Just saying.
Pyh – jeg var sørme lige så bekymret som din mor!
Dejligt at alt nu er i orden igen.
Kære Aase
Ja, det håber jeg – der er lidt meget teknik omkring sådant et site, som jeg ikke helt har forstand på og bliver en lille smule træt i hovedet af. Jeg vil bare gerne skrive 🙂
kh Gitte