Dag 94 – og SÅ fik jeg blærebetændelse

Gået i dag – 48 km

Jeg vågnede med blærebetændelse. Det har jeg gjort sådan cirka 267 gange før i mit liv, så følelsen var velkendt. Men meget lidt velkommen. To say the least.

I mit normale liv ville jeg ringe til min læge og overtale ham til at give mig en recept på antibiotika, kravle på ynkelig vis ned på apoteket og hente det og så krybe under dynen og have ondt af mig selv resten af dagen.

Det var ligesom ikke en mulighed her. Nærmeste by var 110 kilometers vandring væk. Og jeg havde ikke formået at sweettalke min læge til at give mig noget med mod en eventuel blærebetændelse, så jeg havde lidt håbet på, at det ikke ville blive nødvendigt. Selv om jeg burde have vidst bedre. Så lidt som badning i en sø kan åbenbart tricke den slags.

Men der var ikke andet at gøre end at tage rygsækken på og gå. Så det gjorde jeg. Og på en eller anden måde formåede jeg ikke bare at gå, men at tilbagelægge 30 miles – 48 km. Min længste dag so far.

Så jeg tror desværre ikke længere, at jeg kan ringe ind på arbejde (altså hvis jeg havde et) og melde mig syg med blærebetændelse.

Må dog tilføje, at selv om terrænet var let – at gå 48 km kræver et stykke ikke-stenet sti, der ikke går for meget op eller ned – var det ikke nogen udsøgt fornøjelse at have selskab af en brændende blære, for nu at udpensle for jer heldige uindviede i den lidelse, hvordan det føles.

Et husråd er at drikke en pokkers masse vand for at “skylle ud”, så det gjorde jeg – selvfølgelig med det resultat, at jeg så konstant skulle stoppe og tisse.

Og det leder mig til svaret på et spørgsmål, som jeg har fået. Hvordan foregår det lidt større toiletbesøg? Ude i ingenting og uden træk og slip?

Det foregår sådan, at man graver et hul og gør det, man nu skal i det. Toiletpapiret tager man med sig. Det hedder Leave No Trace, og det er mit indtryk, at de fleste efterlever det – eller også graver de bare toiletpapiret ned også. Det er i hvert fald meget lidt, jeg har set af brugt papir derude i naturen.

I detaljer: man graver det der hul med en særlig poop-skovl. Som jeg ikke har – jeg bruger en teltpløk eller, hvis jorden er blød nok, en gren. Og ja, det er lidt til den klamme side at slæbe rundt på sit brugte toiletpapir, men man kan proppe det i en frysepose (med lynlås, så den kan lukkes!) og forer den med rent toiletpapir, så man ikke skal se på det brugte. Og så – ligesom at være 24-7 beskidt og svedig eller koldsvedig vænner man sig til det. Really.

Så ved I det 🙂

Midt på dagen holdt Scoop og jeg pause for at spise frokost. Et sted hvor der burde have været udsigt til Mt Shasta, men røgen lå stadig tyk over landskabet, så vi kunne stadig ikke se det snart famøse usynlige bjerg.

Mens vi sad der, kom der to vandrere forbi. Det er jo ikke så usædvanligt på den her sti, det usædvanlige var, at de kom fra den anden retning. Altså fra nord.

Det viste sig, at de var såkaldte Southbounders, vandrere, der ligesom os går fra grænse til grænse, bare i modsat retning. De kunne berette, at de i dag havde mødt cirka 20 Northbounders og i går over 50.

Det er ret sjovt at vide, at der bare én dag foran os er en kæmpeflok – især fordi vi i dag ikke har mødt nogen overhovedet. Men det er så fordi hovedfeltet åbenbart er lidt foran os. Hvilket passer mig fint – at skulle kæmpe om campsites, som for de flestes vedkommende kun har plads til 2-3 telte, er en irriterende kamp.

Klokken var lige godt halv otte om aftenen, da Scoop og jeg vaklede, for det gjorde vi nærmest, ind på den campingplads, vi havde sat som dagens mål. En rigtig campingplads – altså af vildmarkstypen uden kiosk og alt det der, men dog med borde-bænke sæt.

Som er luksus – at sidde ved et bord, hurra. Så lynhurtigt op med teltene og så mad ved det bord.

Imens vi sad der, tussede en ældre herre forbi.

“Lidt koldt her til aften, ikke sandt?” sagde han og lignede typen, der sikkert ville have lettet på hatten, hvis han havde haft en på.

Jeg smilede bare, var simpelthen for træt til at have en smalltalk om vejret.

Scoop udvekslede et par sætninger med ham. Ja, lidt koldt, men dejlig aften, og ja, den røg fra skovbrand er også noget værre noget, og ja, vi går PCT. Men selv han, der ellers er vild med og god til den slags snik-snak, var for smadret til mere samtale end det.

Så gammelfar tussede videre, i øvrigt som det eneste andet menneske vi så på den campingplads, vi spiste færdig, nu med pandelamper på, og så dykkede jeg ned i min sovepose.

Med et kæmpesuk af den slags, man udstøder, når noget er helt vildt dejligt. I det her tilfælde at ligge ned. Og efter at have hældt i nærheden af otte liter vand i mig i løbet af dagen med knapt så ondt i blæren som i morges. Især lykkesuk til dén.

2 kommentarer til “Dag 94 – og SÅ fik jeg blærebetændelse”

  1. Next time you get to a store, get some 100% cranberry juice, that should help. It also comes in concentrate so you can take some on the trail. It even comes in pill form too which will be lighter to carry.
    That should help you a great deal.
    As far as getting too thin…sorry, I don’t have any great advice for you for that since I don’t suffer from such issues..
    Eat more…Take good care of yourself.

  2. Tak for info om det store toilet besøg. Jeg er så imponeret over alt de I skal slæbe på. Og meget taknemlig for at reglen er “leave no trace” – lyder heller ikke fedt at skulle kigge på andres brugte papir.
    Håber blærebetændelsen snart slutter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.