Dag 96 – Fifty shades of burnt

Gået i dag – 30 km

Stadig blærebetændelse. Det var min første konstatering, da jeg vågnede i morges. Den næste var, at i dag var town day, hvilket måske ville betyde – udover mad og bad – et apotek, så jeg kunne finde noget mod den skide betændelse. Var i hvert fald mit håb, mens jeg stavrede ned ad stien med maven fuld af de to liter vand, jeg havde morgenbællet.

Der var 18 miles, 30 km, til den highway, der fører ind til Etna, byen som var dagens mål. Og som nævnt før – alt under 20 miles er en kort dag. Hvor vildt det end lyder. “Ja, så gik jeg lige 30 km inden frokost”.

Det gjorde jeg nu ikke, for jeg var meget opmærksom på ikke bare at tælle kilometer, men rent faktisk at nyde den natur, jeg er i. Når jeg kommer hjem fra det her, vil jeg helt sikkert savne livet på Pacific Crest Trail vanvittigt meget, og så vil jeg fortryde, at jeg ikke satte mere pris på det, mens jeg var i det, i stedet for at irriteres over klippestykker og trærødder på stien, som forhindrede mig i at blæse fremad mod mad og bad.

Tænkte jeg, og derfor tog jeg mig bedre tid til at tage billeder af flotte træer og vilde udsigter og rislende bække, end Scoop nok syntes var passende lige i dag. Til gengæld var vi enige om at dumpe ned i gruset og holde pause, da vi nåede en bjergtop med telefonsignal.

Meget af tiden – det meste faktisk – er jeg offline. Der er ingen telefonmaster i vildmarken. Men når man er på en top eller en klippehylde langt oppe og uden træer kan man ind imellem fange et signal fra dalen nedenunder. Og så er folk, der bruger Guthook, flinke til at opdatere i kommentarfeltet, hvor på stien der er AT & T service.

Og nej, det er ikke beskrevet som “lige efter det væltede træ”, men noteret på præcis den mile fra den mexicanske grænse, man finder det på. Ligesom alt andet er angivet på den måde. Campsite på mile 1531.2, highway til Etna på mile 1599.7, Deer Creek på mile xx. Supernemt og overskueligt.

Så vi sad der og var online midt i en nedbrændt skov. Vi var kommet fra grønt og frodigt til et areal, der tydeligvis havde stået i flammer for ikke alt for lang tid siden, for kun få buske og planter havde trodsigt kæmpet sig tilbage og udgjorde små farvede pletter midt i alt det sorte, grå, hvide. Det var et sørgeligt syn, men alligevel smukt på sin egen triste måde – jeg har ikke før tænkt over, at noget der er sort-hvidt, kan have så mange nuancer af gråt.

Vi nåede highway 3 lidt i fire, og by some miracle svingede en pick-up truck ind på den ellers tilsyneladende meget øde parkeringsplads bare få minutter efter. Det var en kvinde, der var kommet herop fra Etna 20 km nede i dalen for at sætte en flok vandrere af, som var done med deres bystop og skulle videre på stien.

Ind med os og to andre der i det samme kom væltende ned ad stien.

Kvinden gik under Lionheart – hendes Trail navn fra da hun for fire år siden gik PCT. Nu arbejdede hun frivilligt for Hiker Hut, som er et Bed and Breakfast i Etna, der i vandresæsonen er målrettet vandrere. Og som er drevet af et dansk-amerikansk par.

Vi havde booket et værelse på Etnas eneste motel, så Hiker Hut var ikke relevant for Scoop og jeg – jeg stak dog lige hovedet ind for at se, om Vibeke, det danske islæt i managerparret, var der bare for at sige hej.

Det var hun ikke, så vi gik de godt 500 meter gennem Etna til vores motel. 500 meter uden at møde nogen. Det var en meget mærkelig by. Lidt som nogle af de byer, man kører igennem ude på landet i Danmark. Hvor der engang var en slagter og en bager og en frisør og en isenkræmmer og en masse liv – nu er der bare en tankstation og en masse Til Salg skilte.

Der var ikke noget til salg i Etna; der var bare ingen mennesker. Undtagen en mand, der pludselig trådte ud fra det der åbenbart var the town court og viste sig at være sheriffen, komplet med en stjerne monteret på brystet (og lignede lidt dem fra Legoland).

Han kunne fortælle os, at Rays Food Place lå rundt om hjørnet, så det fandt vi, købte en Squirt – yndlingsdrik! – og trissede så de få hundrede meter videre til Etna Motel.

Som lignede nogens private hus og sikkert også har været det, før ejeren fik den idé at udvide og lave værelser og en god forretning. Især god, fordi han ikke havde ulejliget sig med at erstatte billedrørs-tv med fladskærme eller drejetelefoner med noget lidt mere opdateret. Oh Well, vi skulle hverken se fjernsyn eller ringe via fastnet til nogen – der var et bad og en seng og vi kunne håndvaske vores møgbeskidte tøj i ja, håndvasken.

Der var også en hikerbox – altså de kasser, der står på steder i byer, hvor der kommer mange vandrere, og hvor man kan smide ting, man ikke har brug for eller gider slæbe på, og/eller finde ting man mangler.

Jeg fandt en shampoo og en T-shirt, som jeg tog på, mens min egen tørrede, og så gik vi på Bobs Ranch House Restaurant for at spise.

Bobs Ranch House lå i et gult parcelhus. Indgangen var det, der nok engang var bryggerset, og selve restauranten var engang dagligstuen. Der sad tre andre gæster parkeret ved to af de mange Ikea-agtige borde. Tydeligvis lokale.

Vi satte os ned, fik et menukort – og så sad vi ellers der i måske 20 minutter, indtil servitricen var færdig med at tale om den lokale basketballclub med Maurice, den enlige af de tre andre gæster.

“Hov, jeg har jo helt glemt at tage jeres bestilling,” udbrød hun, da hun kom til at se over mod os.

Vi bestilte – koteletter med masser af sovs, bagt kartoffel med dobbelt-op på smør og creme fraiche, salat med ekstra dressing og et xl stykke pie med to kugler is til dessert til mig. Kalorier kalorier kalorier.

Og så ville jeg gerne have et glas vin.

“Skal det være Chardonnay? Vi har Merlot. Pinot Noir. Barefoot? Ja, Barefoot, jeg tjekker lige.”

Og så forsvandt hun for åbenbart at tjekke vinlageret. Egentlig var jeg lidt ligeglad – jeg kan godt lide Barefoot, som er en californisk vinproducent, men jeg var mere sulten end vintørstig, og da den meget forvirrede servitrice havde været i baglokalet tre gange for at lede efter vin – “var det Merlot, du sagde? Vi har vist nok Riesling. Er det hvidvin? Nå. Vil du have det? Booooob, hvor er vores back-up wine?” – mistede jeg tålmodigheden. Bare et eller andet RØDvin, tak.

“Jeg er ny,” sagde hun. Da hun kom med vores mad, og min dressing var en anden end den, jeg havde bestilt, og Scoops spaghettiret var smurt ind i champignon, selv om han havde bestilt den uden.

Ja, det forklarer jo lidt, og da hun serverede min pie på en tallerken i stedet for i en to-go boks, som jeg havde bedt om, og måtte have hjælp til at lave vores regning, fordi hun ikke kunne finde knappen for den amerikaner-størrelse kanelsnegl, Scoop havde bestilt, kom vi til at grine af det. På en måde godt, der ikke kom andre gæster i parcelhuset på denne hendes åbenbart første dag på jobbet.

Bagefter trissede vi tilbage til motelværelset, hvor Scoop brugte resten af aftenen på at forsøge at finde et signal på 20 tommer TVet fra 70erne, mens jeg bællede vand og skyllede systemet igennem – nu på et ægte toilet i stedet for bag et træ. Gotta love de små glæder.

About the author

Comments

  1. Ja, det er faktisk ret smukt med alt det hvide, grå og sorte træer.

    Når jeg går tur i Dyrehaven så tænker jeg på jer som går PCT. Det er så vildt hvad kroppen kan trænes op til. Jeg går omkring 11km i den her hede danske sommer og syntes det en fint distance. Og så ligger jeg lige 3-4 gange oveni og det er hvad I går på en dag !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Næste indlæg