Camino dag 18: Danskertræf og sjove barer
Gået i dag: 37 km
Da jeg var i Madrid i weekenden, smed jeg vandreskoene over i et hjørne og hoppede i mine klip-klappere. Og vadede rundt i byen i dem. Og som alle, der har været på ferie i en storby, ved, kan det hurtigt blive til nogle kilometer, man slentrer.
I mit tilfælde stod min iPhone skridttæller om aftenen på 16 km.
Tilbagelagt i klip-klappere – hvilket jeg morgenen efter opdagede ikke havde gjort noget godt for mine fødder, der brokkede sig, da jeg forsøgte at iføre mig selvsamme fodtøj dagen efter.
Så selv om jeg ikke langdistance-storby-gik mere i dem, havde de nået at sætte et ømt aftryk på min ene fod, som gjorde, at jeg i går aftes var lidt spændt på, hvordan det ville udvikle sig, og dermed hvor langt jeg ville være i stand til at gå i dag.
Min plan var at nå Rabanal del Camino 37 kilometer fremme, men da jeg i går aftes inden sengetid smalltalkede med en tysk herre, der sad og drak øl i herbergets have, kunne jeg ikke svare på, om jeg måske ville stoppe før.
“Det afhænger af venstre fods dagsform,” sagde jeg kækt. På engelsk. Selv om jeg nu forsøger mig på tysk, når jeg møder tyskere – og det gør jeg en del – kan jeg altså ikke lige ordene for dét auf Deutsch.
Dagsformen viste sig at være i top. Jeg elsker mine sko. Really. Og har allerede erklæret til min kæreste, at det med stive vandrestøvler kommer jeg aldrig mere til at gøre mig i. Og han kan glemme at bruge sin autoritet som guiden, når jeg til oktober skal være gæst på en af hans Kilimanjaro-ture – jeg går ikke i vandrestøvler. Jeg forudser, at vi kommer til at diskutere det noget mere inden da.
Nå, sidespring – i dag var god. For mine fødder og for mit øje og mit sind, for i dag var vandringen langs og på landevej begrænset. I dag gik jeg meget på markvej, omringet af (sjovt nok) marker, træer, lidt decideret skov og med udsigt til bjerge, dale og natur. Yeah.
I dag var også en dag med specielle møder. Ikke fordi der var så mange at møde – jeg forlod mit herberg i Hospital del Orbigos kl 7, og på de første to timer passerede og så jeg under en håndfuld andre. Jeg ved ikke, hvor folk er blevet af, men glædede mig over det.
En af dem i den håndfuld var en lyshåret gut med stort skæg og ditto hår, som jeg passerede, da han var i gang med at tage en selfie sammen med en statue af en pilgrim. (Som de oprindeligt så ud – ikke den moderne slags med funky rygsække og nymodens vandrestave.)
“Skal jeg ikke tage et billede af dig?” spurgte jeg ham. Det virkede lidt lettere end hans fumlen med et kamera ikke beregnet til selfies.
Og fik bagefter ham til at tage et af mig – hvorefter vi ret naturligt gik videre sammen, og havde gået i cirka to minutter, da han sagde, at han havde tænkt sig at snyde og leje en mountainbike til et stykke af den kommende strækning, fordi han var kommet lidt bagud sin tidsplan i forhold til, hvornår han skulle flyve hjem.
“Hvor er hjem?” spurgte jeg, for hans accent lød bekendt.
Det var som gættet Danmark, så vi slog over i dansk, og så fik jeg den detaljerede historie om, at han var bagud sin plan, fordi han havde mistet sin telefon på et værtshus i Leon, så var nødt til at blive der, til det åbnede kl 20 dagen efter, og han havde holdt to hviledage i Logrono, fordi han havde ondt i knæet, og han havde brugt tid i en anden by på at kontakte sin bank, fordi han havde hævet penge, men de var ikke kommet ud af automaten, og han var gået forkert ud af Burgos, og hans vandrestave var blevet slidt ned, så han havde skiftet “dutterne” på dem tre gange og og og…
“Jeg ville tabe mig, det er derfor, jeg er her,” sagde han, da vi var stoppet ved en bar for at drikke morgenkaffe.
Og fortalte, at det var lykkedes, mens han trænede derhjemme, men han havde også trænet meget. Selv om han var lidt utilfreds med, at Danmark er så fladt, at man ikke rigtigt kan træne at gå i bjerge. Og det var jo et problem, så nu ville han altså leje den mountainbike, og det skulle være, inden vi kom til de høje bjerge i morgen.
“Men der er jo ingen bjerge på den her tur. Det går jo bare lige ud hele tiden,” røg det ud af mig, inden jeg nåede at huske på, at hvornår noget er et bjerg, kan der godt være forskellige opfattelser af.
Og hans var tydeligvis ret forskellig fra min.
“I morgen er da en hel dag med bjerge”, sagde han. “En hel dag”.
Stigningen i morgen er 300 højdemeter opstigning over 7 km, og ja, så en nedstigning på 800 meter, men over 12 km. Så i min optik er det ikke et bjerg-bjerg, men kan da godt se, at for en, der har ondt i knæene, kan den nedstigning godt bekymre. Så jeg nikkede bare og sagde ikke mere – og det behøvede jeg heller ikke for at holde samtalen i gang, for det klarede han fint med en monolog om, at hans næste projekt måske skulle være et maraton og måske en anden vandretur, men helst noget, hvor man også brugte armene, så måske ville han på klatretur, når han lige havde lært at klatre, og han havde i øvrigt set et vildsvin og scoret en bandana på en bænk udenfor Pamplona – som han stolt viste mig.
Vi fulgtes de fire kilometer videre til den forholdsvis store by Astorga, hvor han skulle finde et sted med wifi, så han kunne google sig til, hvordan man lejer en mountainbike.
Jeg vinkede farvel og skyndte mig videre – det var fint lige at tale dansk, men denne dansker var lige lovlig speciel til mig.
Fremme i Rabanal del Camino ved halv fire tiden gik jeg ind på det første, det bedste herberg jeg kom til i byen og spurgte efter en ledig seng. På mit bedste spansk. Altså cama libre?
Si, sagde damen – vi har en tilbage. (Tror jeg, hun sagde. Viste mig i hvert fald ind til den eneste seng, der ikke var fyldt med tømte rygsække og/eller sovende mennesker.)
Det var en overkøje i hjørnet af den måske mest pakkede sovesal, jeg har set so far. Faktisk så pakket, at min rygsæk ikke kunne stå i nærheden af sengen, men måtte parkeres i et hjørne ved siden af en bunke andre rygsække og en skraldespand. Til gengæld fik jeg sengen for 5 euro – og solen skinnede, så jeg tænkte hey, jeg skal jo bare sove her, det går nok.
Hvorefter jeg gik en tur op ad den smalle og vildt hyggelige “hovedgade” (læs: stort set eneste gade) i byen, og tre minutter efter på vej tilbage stoppede ved en såkaldt Green Garden – en græsplæne lavet om til en slags udendørs lounge med liggestole, madrasser, parasoller, planter i hyggelige kasser og en bar/butik, der spillede loungemusik og lavede smoothies. Som jeg bestilte og slog mig ned i en liggestol med. Sweet.
De eneste andre i “loungen” var, fandt jeg ud af, et dansk par, afsløret af deres snak på bredt jysk.
Jeg havde tidligere på dagen overhalet et dansk par, så spurgte, om det var dem – det var det ikke, men de kendte de to, jeg talte om, for dem fulgtes de on and off med, i og med de alle fire var på en arrangeret pakkerejse med et dansk bureau og var startet samtidig. Dvs at deres overnatninger var booket på forhånd OG at det ikke foregik i sovesale.
Hvilket manden havde modsat sig med argumentet mulige væggelus, og det var i øvrigt også kvinden, der var den mest vandrende af de to. Sagde han og kiggede opgivende på sine lår, der her på tredjedagen af deres vandring fra Leon åbenbart var i stadiet meget ømme.
Her fik jeg så et flashback til dengang, jeg hev min daværende og ikke specielt vandreinteresserede mand med på en vandretur rundt om Mont Blanc – i øvrigt med samme bureau, som dette par rejste med nu – og hvor hans ben adskillige gange undervejs ikke var særlig begejstret for dén idé.
Men de var rigtig søde – altså parret her, ikke min eksmands ben – og det var hyggeligt at sidde der i eftermiddagssolen i en lille rolig by med min smoothie og udveksle historier om henholdvis sovesale og deres firestjernede hoteloplevelser.
Hvorefter jeg skrupsulten efter en alt for lille sandwich til frokost stod klar til pilgrimsmenu på slaget 18, da de åbnede på et af Rabanals hostels, som også fungerer som restaurant.
Og fortærede mine tre ganske fine retter på rekordtid. Inklusiv profiteroles – min absolutte favorit i dessertgenren – som var det, der fik mig til at vælge lige dét sted til min dinner for one date.
Imens jeg spiste, gjorde jeg det, man ikke bør, men er oplagt, når man spiser selv – jeg havde hovedet nede i min telefon i færd med at checke vejret, (“bjerg”)ruten og byerne i morgen, og var så optaget af det, at det først var, da jeg skulle til at betale, at jeg opdagede, at min pung var væk.
Min pung var væk…!
Fuck. Jeg fór op og checkede alle stolene ved mit bord, tomme, klappede mig selv på lårene, overflødigt, for jeg har ingen lommer i de tights, jeg har skiftet til i stedet for vandrebukser, og så styrtede jeg op i baren for at se, om jeg havde glemt den der efter at have stået der og ventet på et bord, da jeg kom ind, og kiggede ud af vinduet på bænken, hvor jeg havde siddet, inden jeg kom ind.
Nada.
Jeg spurgte fortvivlet den fortravlede tjener i baren, om han havde set en grøn pung. Han rystede afvisende på hovedet.
Fuck. Fuck. Fuck. Mit pas, mit kreditkort, rigtig mange kontanter (fordi det er den mest brugte betalingsmåde alle vegne) var i den pung.
Jeg gik ud på gaden og stod der og koldsvedte og forbandede mig selv og min skødesløshed. Hvornår havde jeg mistet den? Og what to do nu? Med passet og med mit visakort og nå ja, også med den middag, jeg lige havde spist og ikke betalt for.
Mens mit hoved allerede var i gang med at regne ud, hvordan jeg skulle bære mig ad med nyt pas og at skaffe penge, gik jeg ind igen og om på den anden side af baren, hvor receptionen til den del af stedet, der var hostel, lå for at fortælle dem – som havde mindre travlt end i baren – at jeg altså ikke kunne betale for middagen lige nu.
Der var ingen i receptionen, men på hylden bag den blandt alskens rod og mærkelige ting lå en lille slidt grim grøn Turkish Airlines lynlåspose.
Min pung.
Jeg var så glad, at jeg var lige ved at kramme receptionisten, da hun dukkede op. Og jeg krammede i hvert fald min pung hele vejen tilbage til min køjeseng. Lesson learned: Aldrig mere slippe den af syne!
Tak fordi du deler dine oplevelser
I dag nåede jeg da at blive helt svedt ved tanken om din pung, men heldigvis endte det jo godt
Ja, heldigvis! 🙂
Er jeg den eneste der sidder og er lidt mistænkelig ved at samle fremmede bandanaer op…. Pyhh godt du fandt din pung! Fortsat god tur og tak for din blog!
Iben, du er verdens sjoveste – jeg døde af grin af den kommentar