Camino dag 20: Hjemme hos Nuria
Gået i dag: 33 km
Når man har sit eget værelse og ikke bliver vækket af andet end ens eget vækkeur, er det nemt at komme til at snooze lidt. Så det gjorde jeg i dag – godt og vel en time, så klokken var næsten 8, inden jeg begyndte at gå. Men i og med jeg havde booket næste overnatningssted, havde jeg ikke så travlt – og da kaffebarer ikke altid åbner tidligt, var der også en bagtanke i min sene afgang om, at jeg måske ville kunne finde kaffe somewhere, inden jeg forlod Ponferrera.
Og ganske rigtigt. En lillebitte bar rundt om hjørnet var åben, og gav mig on the house sammen med min kaffe et stykke sandkage (?) og en lille skarp. Tror jeg, det var, men gætter kun, for jeg var ikke lige til gullig væske i et snapseglas på den tid af dagen, så takkede pænt nej.
Og så gik jeg.
Langs hovedvej, på landevej, over motorvej, ad befærdet vej gennem by.
Ved godt, jeg har sagt – læs: klaget mig – over al den trafik og asfaltvandring, som Caminoen er, men i dag var en af de temmelig slemme dage. For en ting er, at man går på en grussti ved siden af vejen, noget andet er, når man går PÅ vejen og må trække ekstra langt ind til siden eller stoppe helt op, hver gang en bil kommet drønende. Det er ikke superfremmende for den indre ro.
Sidst på formiddagen nåede jeg Cacabelos og stoppede for at drikke noget koldt, fordi solen bagte og jeg havde mere lyst til det end mere kaffe.
“Hello, miss. How shall I help you?”, sagde den spanske mand i baren på formfuldendt engelsk, da jeg trådte ind.
Bag ham stod en gigantisk juicepresser, så jeg bad om friskpresset juice, og så styrtede jeg på toilettet – noget, jeg havde haft behov for et par kilometer.
Da jeg kom op i baren igen, stod min juice og så helt fantastisk og kølig ud, så jeg bællede halvdelen ud i én køre og kunne slet ikke lade være med at smile over hele fjæset bagefter. Nogle gange er opfyldelsen af de basale behov en kæmpegave.
“Hvor er du fra?” spurgte tjeneren.
Da jeg svarede Danmark, sagde han:
“Er alle danske kvinder lige så smukke som dig?”
Med mit svedige ansigt, manglen på make-up og med et væskende forkølelsessår flyttet ind på halvdelen af min underlæbe ville jeg ikke just placere mig selv i kategorien smuk, men derfor var jeg da ikke for fin til at tage imod komplimenten, så smilede lidt bredere og gav ham drikkepenge for at have fået mig til at føle mig lidt speciel.
Da jeg lidt senere sad ved et bord udenfor, kom en kvinde stavrende, smed sin rygsæk og gik ind i baren.
“Hvor er du fra?” kunne jeg høre tjeneren spørge hende.
Da hun svarede Østrig, sagde han: “Er alle østrigske kvinder lige så smukke som dig?”
Så meget for at føle mig speciel.
Vejen videre tog et sving væk fra trafikerede veje og ind over vinmarker (selv om der også her kom biler (!)), og med smuk smuk udsigt til de bjerge, der følger om et par dage, inden den dykkede ned til Villafranca, en lidt større by på ruten, hvor der på torvet var markedsdag. Eller i hvert fald boder over det hele.
Havde det været min sidste dag, havde jeg købt nogle af de mange lækre oste og pølser, der blev solgt, men da jeg har 200 kilometer igen, og en sådan ost nok ville være blevet lidt træt i min rygsæk på den distance, sprang jeg over og nøjedes med en sandwich på en af caféerne.
Betjent af en mandlig tjener, der strøede om sig med komplimenter, men ligesom tidligere på dagen var de ikke kun forbeholdt mig – da to kvindelige pilgrimme slog sig ned ved bordet ved siden af mig, rullede han også over for dem hele charmekataloget frem. Og fik lidt mere ud af det – modsat mig var de både på vin og diverse (dyre) tapas, fordi de ikke skulle videre end til Villafranca.
Det skulle jeg, min destination for dagen var landsbyen Trabadero.
Da jeg mødte australieren, hvis kone døde af brystkræft forrige år og var årsagen til, at han gik noget af Caminoen sidste år og er tilbage i år, gav han mig et fif.
Eller rettere mailede mig et pdf-dokument over gode herberger på hele ruten, som en hollandsk gut, der har gået Caminoen 10-12 gange, har udfærdiget. Til hvert af de herberger, han anbefaler, har han skrevet et par linjer om, hvad der er særligt ved dem, og anmeldt dem med 1-3 muslingeskaller (selvfølgelig – ikke stjerner 😉).
Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at hans anmeldelser er den endegyldige sandhed, men i modsætning til mine apps, som bare opremser de mange mange forskellige steder at bo (og i enkelte tilfælde er forsynet med et par brugerkommentarer), er der her rent faktisk en vurdering.
Så derfor bookede jeg i går en seng på Albergue Camino y Leyenda i Trabadelo – ud fra den to-skallede anbefaling (og de i øvrigt tilsvarende mange roser til stedet på booking.com).
Og lad mig bare sige: det levede 300 procent op til, hvad den hollandske herbergs-anmelder sagde.
Modsat mange andre herberger var stedet mere nogens private hjem end det var et vandrehjem. Fællesrummene – både i “lobbyen”, der også var restaurant og bar, på tagterrassen og i dagligstuen, var så personligt indrettede, at jeg fik lyst til bare at sætte mig der og være på ferie. Store bløde sofaer, brætspil, stearinlys i fine stager, fede vitrineskabe, ild i pejsen, en kæmpe bogreol, små detaljer i indretningen, og en masse masse andet gav stedet en ro, jeg ikke har oplevet andre steder. Overhovedet.
Der var kun 16 senge, de fleste af dem i private værelser, men også “sovesalen” var noget helt særligt, for der var kun to køjesenge og en enkeltseng (som jeg snuppede, fordi der ikke var kommet andre), alle udstyret med dyner med fint blomstret betræk, og i hjørnet et lille bord med en blomst i vase.
Alt det var dog ikke stedets største trækplaster – det var ejeren, eller værtinden, som det hedder, Nuria.
Da jeg havde checket ind og håndvasket en T-shirt – i en stenvask på tagterrassen, ret fint – satte jeg mig udenfor herberget og drak en citronvand.
Sammen med Nuria, for udover mig var der kun én anden gæst denne dag, så det hele var meget roligt. Også ude på gaden, hvor det eneste liv var hendes hund, Boy, der sad på vagtsomt lur efter en kat, der lå i skyggen under en busk.
Nuria fortalte, at hun har arbejdet i Santiago i 14 år, mødte en dansk mand på en Camino-vandring for 11 år siden og langt senere blev kærester med ham og skulle være flyttet til Danmark. Men noget i hende sagde, at det var ikke det, hun skulle – hun skulle vie sit liv til Caminoen, og det var det, hun gjorde nu. Hun har nu drevet Albergue del Camino y Leyenda i fire år og elsker hvert et sekund af det.
“Every second,” sagde hun og så alvorligt på mig. “This is my life and I truly love it.”
Jeg blev helt rørt, og endnu mere, da jeg spiste den fabelagtige hjemmelavede middag, som Nuria havde lavet til mig, mens vi talte om, hvorfor man går Caminoen, hvorfor man går eller gør noget i det hele taget, hvad det er, der definerer en og ens tilværelse og ens beslutninger, og hvad der giver mening i det her sølle ene liv, man har, og hvor pokkers vigtigt det er at følge ens mavefornemmelse, hvis man vil have den lykke, som vi jo alle sammen, omend den kan se meget forskellig ud, ønsker os i det ene alt for korte liv.
Nuria ønskede sig at bruge sit liv på Caminoen. At gøre noget for dem, der går den.
“Hvad ønsker du, hvad drømmer du om?” spurgte hun mig.
“At være grundglad,” svarede jeg uden at tøve.
Det forstod hun godt, men mente det var for bredt.
“Det er ligesom at taste ind i google maps, at man gerne vil rejse. Det er ikke helt nok – man skal kende destinationen, for ellers svæver man bare sådan lidt rundt om Jorden. Forstår du, hvad jeg mener?” sagde hun.
Jeg nikkede. Selv om sammenligningen måske var lidt off, forstod jeg godt, hvad hun mente og var enig. Man skal vide, hvad man drømmer om, hvis man vil have det til at ske. Så jeg sagde, at jeg drømte om kærlighed. At det er dét, der er det vigtigste for mig der, hvor jeg er i mit liv nu. Ikke store vilde selvrealiseringsdrømme, men kærlighed.
“Elsker du dig selv?” spurgte hun. “For man er nødt til at have kærlighed til sig selv, før man kan give og modtage det til og fra en anden.”
Jeg svarede ja. Det lærte jeg at gøre på Pacific Crest Trail, og måske var det derfor, at jeg skulle afsted på den vilde tur – for at lære at tro på, at jeg er god nok. For så derefter, men først derefter, som det er sket, at møde en, der for mig er rigtig ægte kærlighed.
Hun smilede og gik ud i køkkenet for at hente min dessert, mens jeg tænkte over, hvor vildt det var at have den her ret dybe snak.
Jeg havde den slags samtaler flere gange på Pacific Crest Trail, hvor det kom af sig selv, fordi turen var så ekstrem, at den havde skrællet alle facader af og man gik direkte til de vigtige snakke. Men sådan har det ikke været her. I hvert fald ikke for mig og i forhold til dem, jeg har mødt. Men i dag med Nuria var det, og det var en gave.
Som jeg ikke ved, hvem jeg skal takke for den – hollænderen med sine anbefalinger, australieren, der gav mig dem, eller Nuria, fordi hun er, som hun er, og fik sat nogle tanker i gang i mit hoved, som jeg helt sikkert kommer til at tage med mig.
Eller måske i virkeligheden the trail, skæbnen, der providede og sørgede for, at jeg landede lige her lige i dag.
Hej Gitte. Er ved at læse din skønne blog om dine erfaringer på den franske camino. Er det muligt at få fingre i den liste med herberger som du fik af hollænderen? Jeg skal gå ruten i maj og juni måned i år. Du ønskes en god weekend. Mvh Dorte Dyhre
Hej Gitte
Jeg sidder med præcis samme spørgsmål… Er det muligt at lokke listen over auberges ud af dig?
Har booket fly til september og kan slet ikke vente.
Vibeke